Jeg tænker nogle gange: Du behøver ikke fortælle det her på den rigtige måde. Andre gange tænker jeg: Der er vist noget her, vi går meget forsigtigt rundt om. Og indimellem får jeg lyst til at sige: Jeg er ikke nær så chokeret over det, du lige fortalte mig, som du tror.

For det kan være mærkeligt at gå i terapi. Du kommer ind i et samtalerum, hvor du fortæller en anden person om dit parforhold, din seksualitet, dine konflikter eller tanker, du måske ikke engang har delt med dem, der står dig nærmest. Samtidig sidder der en terapeut på den anden side, lytter, stiller spørgsmål og skriver måske et par ord ned undervejs.

Det efterlader en del plads til fantasien.

Hvad tænker hun om mig? Synes hun, vores forhold er helt håbløst? Kan hun mærke, at jeg ikke fortæller alt? Har hun hørt noget lignende før? Sidder hun og tænker, at det i virkeligheden er mig, der er problemet?

Så denne artikel handler om noget, jeg normalt ikke skriver ret meget om: hvad der foregår på min side af samtalen, og hvad jeg som sexolog og parterapeut ville ønske, flere vidste, inden de satte sig i stolen.

Du behøver ikke komme med en færdig forklaring

Nogle klienter kommer næsten med sagsmappen under armen. De har tænkt, analyseret, googlet, lyttet til podcasts og haft samtalen med sig selv et utal af gange, inden de tager kontakt. Når vi mødes, kan de derfor fortælle ret præcist, hvad problemet er, hvorfor det er opstået, og måske også hvilken tilknytningsstil, diagnose eller barndomsoplevelse der forklarer det.

Det giver god mening. Når noget gør ondt eller har stået på længe, forsøger vi at skabe sammenhæng, og for mange er det faktisk en lettelse endelig at kunne sætte ord på det.

Alligevel er jeg ofte mindst lige så interesseret i det, der kommer lidt skævt ind fra siden. Den bemærkning, der næsten blev sprunget over. Det lille “det er egentlig mærkeligt…” midt i en anden historie. Den ene situation, hvor problemet pludselig ikke opstår, selv om det plejer. Eller den sætning, en klient siger og straks forsøger at trække tilbage igen.

Det er noget af det spændende ved terapi. Vi behøver ikke kende konklusionen, før vi begynder.

Du må gerne komme og sige: “Jeg ved faktisk ikke, hvad der sker med mig.”

Det er et ganske glimrende sted at starte.

Jeg sidder ikke og leder efter, hvem der har ret

Det bliver særligt tydeligt i parterapi, hvor to personer kan sidde i den samme sofa og fortælle om den samme tirsdag aften, så jeg næsten kunne tro, de havde været i hver sit hus.

Den ene fortæller, at partneren lukkede fuldstændig ned og nægtede at tale. Den anden fortæller, at vedkommende forsøgte at få ti minutters ro, fordi samtalen var ved at løbe af sporet. Den ene følte sig forladt. Den anden følte sig presset. Begge kan være oprigtigt frustrerede, og begge historier kan give mening, når jeg forstår, hvad der skete fra den stol, de hver især sad i.

Det er en af grundene til, at jeg ikke betragter parterapi som en retssag med lidt blødere møbler.

Jeg skal ikke kåre en vinder.

Jeg er langt mere interesseret i det mønster, der opstår mellem jer. Hvad sker der med den ene, når den anden trækker sig? Hvad gør det ved den anden, når partneren forsøger endnu hårdere at få kontakt? Hvad tror I hver især, den andens adfærd betyder, og hvor hurtigt når I at reagere på den fortolkning?

Det er ofte dér, vi finder noget, der er mere brugbart end spørgsmålet om, hvem der begyndte.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt ansvar altid er ligeligt fordelt. Grænseoverskridelser, svigt og skadelig adfærd bliver ikke neutrale, bare fordi to personer sidder i et terapirum. Nuancer er heller ikke det samme som at udviske ansvar. Men i mange af de konflikter, par sidder fast i, hjælper det overraskende lidt at få fastslået, hvem der havde mest ret klokken 21.17 sidste torsdag.

Vi skal forstå, hvorfor I bliver ved med at ende samme sted.

Ja, jeg lægger også mærke til det, du ikke siger

Terapeuter kan ikke læse tanker. Det ville ellers spare en del spørgsmål.

Til gengæld lærer man at være opmærksom på mere end ordene. Et emne bliver hurtigt skiftet. Et spørgsmål får et meget langt svar, der på en eller anden måde aldrig kommer i nærheden af spørgsmålet. En person griner, mens vedkommende fortæller noget, der egentlig lyder smertefuldt, eller siger “det betyder ikke noget” om noget, vi har brugt de sidste tyve minutter på at tale om.

Det betyder ikke, at jeg straks ved, hvad der gemmer sig nedenunder. Det fortæller mig bare, at der måske er noget, vi skal være lidt nysgerrige på.

Samtidig er der en vigtig forskel på at opdage, at noget er svært at tale om, og at kræve adgang til det. Terapi giver ikke terapeuten ret til alle rum i dit liv. Du bestemmer stadig, hvad du fortæller, og hvornår du er klar til at fortælle det.

Nogle gange er “det har jeg ikke lyst til at tale om endnu” faktisk en vigtig sætning i sig selv.

Det, du skammer dig over, har ofte allerede et navn

Som sexolog sidder jeg jævnligt overfor personer, der har brugt lang tid på at samle mod til at sige én bestemt sætning. Man kan næsten mærke tilløbet. Der bliver forklaret lidt rundt om emnet, taget en omvej eller to, og så kommer det.

“Jeg har næsten aldrig lyst til sex.”

“Jeg kan ikke få rejsning, når vi skal have sex.”

“Jeg ser porno.”

“Jeg fantaserer om noget, jeg skammer mig over.”

“Jeg kan ikke få orgasme.”

“Jeg ved ikke længere, om jeg tænder på min partner.”

For personen, der siger det, kan sætningen føles enorm. Nogle har båret den alene i årevis og nået at skabe deres egne forklaringer på, hvad den siger om dem som partner eller person.

På min side af samtalen er det langt mindre dramatisk. Jeg lytter og begynder at blive nysgerrig på sammenhængen.

Hvornår sker det? Hvordan opleves det? Har det altid været sådan? Er der situationer, hvor det er anderledes? Hvad betyder det for dig? Hvad sker der mellem dig og din partner omkring det?

Det skyldes, at seksualitet rummer en enorm variation, og mange af de problemer, der føles dybt private, er velkendte inden for sexologien. Seksuelle vanskeligheder kan have biologiske, psykologiske, relationelle og sociale komponenter, og derfor fortæller et enkelt symptom heller ikke hele historien om en person.

Der er naturligvis ting, jeg tager meget alvorligt. Men alvor og fordømmelse er to forskellige ting.

Du behøver derfor ikke gøre din historie pænere for min skyld. Det er som regel den uredigerede version, vi kan arbejde bedst med.

Du får ikke minuspoint for at gøre præcis det samme igen

Der er et øjeblik i terapi, jeg holder ret meget af. En klient kommer tilbage, sætter sig og siger lidt undskyldende: “Jeg gjorde det igen.”

Så kommer historien. Samme konflikt. Samme reaktion. Samme beslutning om aldrig mere at gøre sådan efterfulgt af, ja, præcis det samme.

Nogle fortæller det næsten, som om de skal aflevere en opgave, de har glemt at lave.

Men terapi er ikke skole, og jeg sidder ikke med et karakterblad under bordet.

Forandring fungerer heller ikke særlig godt som en lige linje, hvor vi først forstår noget og derefter konsekvent gør det rigtige. Gamle reaktionsmønstre kan være automatiserede, følelsesmæssigt indlærte og knyttet til situationer, hvor vi reagerer hurtigere, end vi når at tænke. At kunne se mønstret bagefter er allerede noget andet end slet ikke at kunne se det.

Så hvis du kommer tilbage og fortæller mig, at du endnu en gang råbte, trak dig, sagde ja, selv om du mente nej, lod være med at sige det, du havde besluttet dig for at sige, eller endte i præcis den konflikt, vi talte om sidst, tænker jeg ikke, at terapien har været spildt.

Jeg bliver nysgerrig på de sekunder, hvor det skete.

For hvad mærkede du? Hvad tænkte du? Hvad forsøgte du at beskytte? Hvornår kunne situationen måske have taget en anden retning?

Det er ofte langt mere lærerigt end at være en eksemplarisk klient.

Du behøver heller ikke passe på mig

Nogle personer er meget opmærksomme på terapeuten. De holder øje med mit ansigt, når de fortæller noget svært, eller skynder sig at forklare, at deres partner “altså også har mange gode sider”, lige efter de har fortalt om noget smertefuldt.

Det kan næsten føles, som om de skal sikre sig, at jeg ikke får det forkerte indtryk.

Det behøver du ikke.

Jeg kan godt rumme, at du er rasende på en person, du elsker. At du kan være lykkelig i dit forhold og samtidig fantasere om et andet liv. At du kan savne din partner og samtidig have lyst til at være alene. At du kan være taknemmelig og frustreret på samme tid.

Ambivalens er ikke en fejl i fortællingen. Den er en del af den.

Et terapirum må gerne kunne rumme flere sandheder på én gang, også når de ikke passer særlig elegant sammen. Faktisk bliver samtaler ofte mere interessante, når vi holder op med at forsøge at få vores følelser til at opføre sig logisk.

Jeg har heller ikke en hemmelig facitliste

Jeg tror, det er en af de største misforståelser om terapi: forestillingen om, at terapeuten kan se løsningen, mens klienten endnu ikke kan.

Som om jeg efter fyrre minutters samtale sidder med svaret og bare langsomt forsøger at få dig til selv at gætte det.

Sådan arbejder jeg ikke.

Hvis du spørger mig, om du skal blive i dit parforhold, kan jeg hjælpe dig med at undersøge, hvad der får dig til at blive, hvad der får dig til at overveje at gå, hvad du håber kan ændre sig, og hvad du efterhånden har svært ved at leve med. Jeg kan hjælpe med at få øje på mønstre, stille spørgsmål til noget, der er blevet selvfølgeligt, og bringe faglig viden ind, når den kan gøre billedet tydeligere.

Jeg skal bare ikke leve dit liv bagefter.

Det er også derfor, gode terapiforløb ikke altid ender med den beslutning, nogen havde forventet fra begyndelsen. Nogle par finder hinanden på nye måder. Nogle personer opdager grænser, de ikke tidligere har taget alvorligt. Andre finder ud af, at problemet, de kom med, kun var den synlige del af noget andet. Og indimellem bliver det vigtigste resultat, at en person bliver bedre i stand til at stole på sin egen oplevelse.

Terapeutens opgave er derfor ikke at sidde på den anden side af bordet og være den person i rummet, der ved bedst, hvordan dit liv skal se ud.

Jeg skal hjælpe dig med at se mere af det.

Og hvis der er én ting, jeg ville ønske, du vidste, før du går i terapi, er det måske netop dét: Du behøver ikke komme med den rigtige historie, de rigtige ord eller en færdig forklaring. Du behøver heller ikke vide, hvad du vil have ud af det hele, inden vi begynder.

Du må godt komme med noget, der roder.

Det gør livet som regel.

Og så kan vi begynde dér.

Indlægget Hvad din terapeut ville ønske, du vidste, før du går i terapi blev først udgivet på Trine Kofoed.

Og så kommer fortællingen.

Det kan være en fantasi, personen aldrig har delt med nogen. At lysten til partneren er forsvundet. At porno fylder mere, end man bryder sig om. At kroppen ikke reagerer under sex, selv om man gerne vil. At man faker orgasmer. At man onanerer meget, slet ikke onanerer eller gør det på en måde, man er blevet bekymret for. Det kan også være noget helt andet, som klienten har brugt måneder eller år på at gå alene med.

For personen på den ene side af samtalen kan ordene føles enorme. På min side er det som regel langt mindre dramatisk. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det betyder for personen foran mig. Hvornår begyndte det? Hvordan opleves det? Hvad sker der omkring det? Er der situationer, hvor det ser anderledes ud? Og måske vigtigst af alt: Hvorfor er netop dette blevet så svært at sige højt?

Seksualitet er et af de områder, hvor vi kan være imponerende gode til at tro, at alle andre har fået udleveret en manual, som vi selv mangler.

“Er det normalt?”

Det er nok et af de spørgsmål, jeg oftest møder som sexolog, og jeg forstår godt behovet for at spørge. Seksualitet foregår i høj grad privat, mens vores forestillinger om andres seksualitet bliver skabt ud fra det, de vælger at fortælle, det vi ser i medierne, porno, sociale medier og de kulturelle fortællinger om, hvordan et godt sexliv ser ud. Det giver os et ret mærkeligt sammenligningsgrundlag.

Vi ser vores egen seksualitet indefra med alle dens nuancer, tvivl, kropslyde, distraktioner, perioder uden lyst og aftener, hvor den erotiske stemning bliver afbrudt af et barn, en hund eller den pludselige tanke om, hvorvidt man huskede at sætte vaskemaskinen over. Andres ser vi langt mere redigeret.

Derfor er jeg også forsigtig med ordet normal. Inden for seksualiteten findes der stor variation i blandt andet lyst, fantasier, seksuel respons, onani, orgasme og den betydning, sex har gennem forskellige perioder af livet. Jeg er langt mere interesseret i, hvordan noget opleves af dig. Er det rart? Er det frivilligt? Passer det med dine egne værdier? Skaber det problemer eller lidelse? Påvirker det din relation, din hverdag eller din mulighed for at have den seksualitet, du ønsker?

De spørgsmål fortæller mig langt mere end en simpel placering på en skala fra normal til unormal.

Du behøver ikke føre bevis for, at du også er god til sex

Der er en lille ting, jeg oplever indimellem, som jeg egentlig synes er ret menneskelig. En klient fortæller om noget seksuelt, der er svært, og næsten i samme bevægelse kommer der en række tilføjelser.

“Altså, jeg kan sagtens få min partner til at komme.”

“Vi har også haft virkelig god sex.”

“Jeg ved godt, hvad jeg laver.”

“Det er kun lige det her, der er et problem.”

Nogle gange får jeg næsten fornemmelsen af, at der bliver lagt dokumentation på bordet for, at resten af sexlivet altså fungerer glimrende, inden vi må kigge nærmere på den ene ting, der ikke gør.

Det behøver du ikke.

Hvis du fortæller mig, at du mister rejsningen, har svært ved at få orgasme, mangler lyst eller bliver usikker under sex, sidder jeg ikke på den anden side og tænker: Nå, så er du nok dårlig i sengen.

Faktisk tænker jeg slet ikke på sex på den måde. Seksualitet er ikke en eksamen, hvor en udfordring trækker ned i det samlede karaktergennemsnit, og du behøver ikke fortælle mig ti ting, du er god til, for at få lov til at fortælle om den ene ting, der gør dig ked af det. Jeg vurderer ikke din seksuelle præstation. Jeg forsøger at forstå din oplevelse.

Og mens vi er ved det, behøver du heller ikke bruge de rigtige ord.

Jeg bliver jævnligt spurgt: “Hvad kalder man det her hos dig?”, “Må jeg godt sige pik?” eller “Hvad er det korrekte ord?” Nogle indleder med “nu siger jeg det bare direkte”, som om jeg lige skal nå at spænde sikkerhedsselen, inden der bliver sagt noget seksuelt.

Du må gerne sige pik.

Du må også sige penis, diller, fisse, vulva, skede, kusse, samleje, kneppe, have sex eller det ord, du selv bruger, når du taler om din krop og din seksualitet. Hvis jeg har brug for at vide mere præcist, hvilken del af anatomien du mener, skal jeg nok spørge. Mit arbejde bliver ikke lettere af, at du sidder og oversætter dig selv til et sprog, du tror lyder mere passende i et terapirum.

Faktisk fortæller ordene nogle gange noget interessant. Hvis et bestemt ord føles pinligt, voldsomt, barnligt, klinisk eller helt umuligt at sige, kan dét også være værd at blive nysgerrig på. Sproget omkring vores seksualitet kommer et sted fra, og nogle personer har aldrig haft et naturligt sprog for deres egen krop, fordi seksualitet altid har været noget, man talte lavt om, lavede vittigheder om eller slet ikke talte om.

Så når en klient siger: “Jeg siger det bare direkte…”, er mit svar som regel meget enkelt: Gør endelig det. Det er trods alt lidt besværligt at gå til sexolog, hvis vi begge skal lade som om, sex ikke findes.

Du må gerne fortælle mig, at du ikke har lyst til din partner

Den sætning kan være særlig svær at få ud, fordi manglende seksuel lyst hurtigt kan blive oversat til noget langt større: Så elsker jeg måske ikke min partner længere. Så er vores forhold forkert. Så burde jeg gå. Så må der være noget galt med mig.

I et terapirum behøver vi ikke foretage den oversættelse så hurtigt.

Hvis du fortæller mig, at du ikke har lyst til din partner, vil jeg sandsynligvis blive interesseret i meget mere end selve fraværet af lyst. Hvordan oplever du lyst generelt? Findes den i fantasier eller ved onani? Hvornår ændrede noget sig? Hvordan har sex været mellem jer? Er der blevet plads til nydelse, eller er seksualiteten efterhånden blevet forbundet med forventninger, dårlig samvittighed eller følelsen af at skulle levere noget? Hvordan har du det i din krop, og hvordan har du det i relationen?

Manglende lyst er information. Det er ikke i sig selv en dom over et parforhold.

Nogle gange finder vi noget relationelt. Andre gange finder vi stress, søvn, medicin, kropslige forandringer, smerter, præstationspres eller en seksualitet, der over tid er blevet så forudsigelig, at nysgerrigheden er forsvundet. Flere forhold kan sagtens spille sammen, og derfor behøver du heller ikke beskytte din partner ved at gøre oplevelsen mindre tydelig, end den er. Jeg kan godt høre, at du elsker en person og samtidig ikke har lyst til at have sex med vedkommende. De to oplysninger kan godt eksistere i samme rum, mens vi undersøger, hvad de betyder.

Fantasier er tanker – ikke en bestillingsseddel

Seksuelle fantasier er et andet område, hvor skammen kan få ganske gode arbejdsbetingelser. Nogle bliver forskrækkede over indholdet i deres egne fantasier, fordi de antager, at en fantasi nødvendigvis afslører et skjult ønske om at føre præcis det samme ud i livet.

Sådan behøver fantasier ikke fungere. Forskning i seksuelle fantasier viser betydelig variation, og fantasier kan rumme scenarier, roller og dynamikker, som personen ikke ønsker at realisere.

Det erotiske sind er trods alt ikke kendt for at sende alle idéer gennem en etisk redaktionskomité, inden de får lov til at dukke op.

Derfor vil jeg langt hellere høre, hvordan du selv oplever fantasien. Er den ophidsende? Skræmmer den dig? Dukker den op frivilligt eller påtrængende? Er der noget bestemt ved stemningen, magtdynamikken, følelsen eller rollen, der tænder dig? Fantasiens overflade fortæller ikke altid hele historien om det, der gør den erotisk.

Der er naturligvis grænser for, hvad der kan omsættes til handling, og samtykke, lovgivning og sikkerhed gælder altid i virkeligheden. Inde i hovedet kan seksualiteten til gengæld være langt mere fantasifuld, modsætningsfyldt og overraskende, end mange tror.

Det gør dig ikke automatisk til det, du fantaserer om.

Kroppen kan sige noget andet, end du havde håbet

Der findes også en særlig skam over kroppen, der ikke gør det, man havde regnet med. Penis bliver ikke erigeret eller mister rejsningen. Lubrikationen kommer ikke. Orgasmen udebliver. Kroppen reagerer langsommere end tidligere, eller man mærker meget mindre, end man synes, man burde.

Det kan være en voldsom oplevelse, fordi kroppens seksuelle respons let bliver gjort til et bevis på lyst, tiltrækning eller evnen til at være seksuel. Hvis rejsningen forsvinder midt under sex, kan begge parter nå at skabe en hel fortælling om, hvad det betyder, inden nogen har fået bukserne på igen.

Fysiologisk respons og subjektiv lyst følges imidlertid ikke altid perfekt ad. Seksuel funktion påvirkes blandt andet af nervesystem, hormoner, sygdom, medicin, alkohol, søvn, stress, alder, smerter, opmærksomhed og den konkrete seksuelle situation. Præstationsbekymring kan desuden skabe den lidt urimelige situation, at man bliver så optaget af, om kroppen reagerer, at selve overvågningen gør det sværere at være til stede i stimulationen og nydelsen.

Så ja, fortæl mig gerne, at din penis ikke gjorde, hvad du ønskede. At du aldrig har fået orgasme med en partner. At du bliver tør, selv om du føler dig tændt, eller at din krop reagerede seksuelt i en situation, hvor du ikke selv oplevede lyst.

Jeg sidder ikke og vurderer din seksuelle duelighed. Jeg prøver at forstå, hvad der sker.

Porno og onani behøver heller ikke komme med en tilståelse

Nogle emner bliver præsenteret for mig med næsten juridisk alvor.

“Jeg ser porno.”

Så holder personen måske en lille pause og venter på dommen.

Men oplysninger om porno eller onani fortæller mig meget lidt alene. Jeg har brug for sammenhængen. Hvor ofte? Hvordan bruges det? Hvad får personen ud af det? Føles det som et frit valg? Er der forsøgt at skrue ned uden at kunne? Påvirker det sexlivet, arbejdet, søvnen eller relationen? Er der hemmeligholdelse, som skaber problemer mellem parterne? Eller er bekymringen primært opstået, fordi personen har læst et sted, at en bestemt frekvens er “for meget”?

Den samme adfærd kan have meget forskellig betydning fra person til person.

Onani kan være nydelse, afspænding, udforskning, vane eller en måde at regulere følelser på, og porno kan ligeledes indgå meget forskelligt i en persons seksualitet. Når brugen opleves som ude af kontrol eller skaber betydelige problemer, skal det selvfølgelig tages alvorligt. Vi bliver bare ikke klogere af at begynde samtalen med skam.

Vi bliver klogere af at forstå funktionen.

Du må også fortælle, hvis sex ikke betyder så meget for dig

I den anden ende sidder personer, der næsten undskylder for, at seksualitet ikke fylder særlig meget. De kan have en partner med større lyst, have læst om betydningen af et aktivt sexliv eller være omgivet af forestillingen om, at sex er en slags temperaturmåler for kærligheden. Derfor begynder de at tænke, at deres egen lavere interesse må være et problem i sig selv.

Her er jeg igen interesseret i personens egen oplevelse. Savner du lysten? Har den ændret sig? Er du ked af forandringen? Eller er det primært andres forventninger, der får dig til at tænke, at du burde ønske noget andet?

Det er væsentlige forskelle.

Terapi skal ikke bruges til at få alle personer op på en bestemt mængde lyst eller sex. Hvis der er forskel på lysten i et parforhold, kan det selvfølgelig skabe reelle udfordringer, som fortjener at blive taget alvorligt. Men løsningen kan ikke på forhånd være, at personen med mindst lyst er den, der skal repareres.

Nogle gange er det langt mere interessant at undersøge, hvordan parret er kommet til at håndtere forskellen.

Og ja, du må fortælle, at du faker

Orgasmer. Lyst. Nydelse. Interesse.

Det sker, og det interessante spørgsmål for mig er ikke først og fremmest: Hvorfor har du løjet? Jeg vil hellere vide, hvad den strategi har hjulpet dig med.

Måske begyndte du at fake orgasme, fordi sex ellers fortsatte længe efter, du egentlig havde mistet lysten. Måske ville du beskytte din partners selvfølelse. Måske blev du nervøs for at virke besværlig. Måske har du selv følt, at sex først var “vellykket”, når orgasmen kom, og fandt en genvej ud af det pres.

Når vi ser på adfærden som noget, der på et tidspunkt har haft en funktion, får vi ofte adgang til en langt mere interessant samtale end den, der kun handler om skyld.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det er ligegyldigt, hvis der gennem lang tid har været uærlighed omkring sex. Det kan påvirke tillid og skabe en svær samtale mellem partnere. Skam har bare dårlige arbejdsbetingelser for ærlighed. Tryghed har bedre.

Det mest interessante er ofte det, du næsten ikke fik sagt

Jeg tror, nogle forestiller sig, at en sexolog hører en masse vilde historier.

Det gør vi også indimellem.

Men det er faktisk ikke de spektakulære detaljer, jeg bliver mest optaget af. Det er langt oftere det øjeblik, hvor en person pludselig får sat ord på noget, der har været gemt væk bag et “sådan er jeg vel bare”, et “det er nok ikke vigtigt” eller et “det kan man vel ikke tillade sig at føle.”

Skam har en særlig evne til at gøre os tavse. Når noget først føles for pinligt, mærkeligt eller forkert til at sige højt, får vi heller ikke mulighed for at undersøge det sammen med nogen, der måske kan sætte det ind i en større sammenhæng.

Det er en af grundene til, at jeg tager det alvorligt, når en klient begynder en sætning med: “Det her har jeg aldrig sagt til nogen før.”

Jeg ved godt, at det næste kan føles stort fra den anden side af samtalen. Du må gerne mangle ordene, bruge de “forkerte” ord, sige det direkte, grine nervøst, fortælle lidt for meget, rette dig selv undervejs eller begynde et helt andet sted, end du havde planlagt. Du behøver heller ikke overbevise mig om, at du ellers er god til sex, har et godt forhold eller fungerer glimrende på alle andre områder.

Jeg sidder ikke med en karakterbog.

Og det, du fortæller mig, behøver ikke være chokerende for at være vigtigt.

Det skal bare være ærligt nok til, at vi har noget virkeligt at være nysgerrige på sammen.

Indlægget Det behøver du ikke være flov over at fortælle din sexolog blev først udgivet på Trine Kofoed.

Og så er der sex.

Her kan to personer, der har set hinanden nøgne i årevis, pludselig blive meget omhyggelige med formuleringerne.

For hvordan siger man, at man savner noget, uden at den anden hører: Du er ikke god nok? Hvordan fortæller man om en fantasi uden at skabe en forventning om, at den skal føres ud i livet? Hvordan spørger man sin partner, hvad vedkommende egentlig nyder, når man har været sammen i 15 år og måske føler, at det burde man da vide?

Jeg møder par, der kan tale om sex. De taler bare ofte om det på de tidspunkter, hvor samtalen har de dårligste arbejdsbetingelser: efter endnu en afvisning, midt i en konflikt, når den ene har taget initiativ og den anden ikke havde lyst, eller efter længere tid, hvor frustrationen har fået lov til at samle sig.

Så bliver samtalen hurtigt til noget, der skal løses.

Hvorfor har vi ikke mere sex?

Hvorfor tager du aldrig initiativ?

Hvorfor har du ikke lyst til mig?

Det er forståelige spørgsmål, og nogle gange er de nødvendige. Men hvis det er de eneste samtaler, vi har om seksualitet, lærer kroppen efterhånden noget ret uheldigt: Når vi skal tale om sex, er der sandsynligvis noget galt.

Det synes jeg er ærgerligt, for sex kan være et af de mest interessante steder at være nysgerrig på en anden person.

Vi bliver aldrig færdige med at lære hinanden seksuelt at kende

Noget af det, jeg indimellem hører i parterapi, er: “Det har du aldrig fortalt mig.”

Sætningen kan komme efter noget ganske enkelt. Den ene fortæller måske, at kys betyder mere end selve samlejet, at lysten lettere kommer om morgenen, at en bestemt form for berøring faktisk ikke føles særlig rar, eller at vedkommende gennem flere år har haft en fantasi, som aldrig rigtig har fundet vej ind i samtalen.

Partneren ser overrasket ud.

“Hvorfor har du aldrig sagt det?”

Og svaret kan være lige så enkelt:

“Du har aldrig spurgt.”

Det minder mig om, hvor let vi kan komme til at betragte seksuel viden om vores partner som noget, vi erhverver én gang og derefter beholder.

Men seksualiteten bevæger sig gennem livet sammen med resten af os. Kroppe ændrer sig. Erfaringer ændrer os. Grænser kan flytte sig. Hormoner, medicin, graviditeter, sygdom, stress, overgangsalder, alder, selvfølelse og relationelle erfaringer kan påvirke både lyst og seksuel respons. Det, der føltes fantastisk som 25-årig, behøver ikke have samme betydning som 42-årig, og noget, man aldrig tidligere har været nysgerrig på, kan pludselig vække interesse.

Vi accepterer uden større dramatik, at vores partner kan få ny musiksmag, nye interesser og nye holdninger. Seksualiteten får mærkeligt nok ofte mindre bevægelsesfrihed.

Derfor kan et af de bedste udgangspunkter for en samtale om sex være at lægge forestillingen om, at man allerede burde kende svaret, fra sig.

Du kender din partner.

Det betyder ikke, at du er færdig med at opdage vedkommende.

Lyst begynder heller ikke det samme sted hos alle

En af de ting, der kan gøre samtaler om sex overraskende, er, at vi let antager, at vores partner oplever lyst nogenlunde som os selv.

Det gør partneren muligvis slet ikke.

For nogle kommer seksuel lyst meget spontant. De kan tænke på sex og få lyst til sex, hvorefter de søger kontakt. For andre er lysten mere responsiv og vokser undervejs, når noget allerede føles rart, trygt eller erotisk. Det er blandt andet beskrevet i sexologisk forskning og i Rosemary Bassons model for seksuel respons, og den viden kan være en stor lettelse for par, der har brugt lang tid på at tro, at den ene af dem mangler noget.

En person kan derfor gå hen til sin partner med lysten allerede tændt, mens partneren først skal have mulighed for at opdage, om kroppen overhovedet har lyst til at være med.

Det er to meget forskellige udgangspunkter for den samme aften.

Og hvis man aldrig har talt om det, kan forskellen hurtigt blive personlig. Den ene oplever: Jeg skal altid være den, der vil dig. Den anden oplever: Jeg skal kunne vide på forhånd, om jeg får lyst, og hvis jeg ikke ved det, må jeg hellere sige nej med det samme.

Pludselig er begge begyndt at beskytte sig mod noget, som måske kunne have set anderledes ud, hvis de havde haft et sprog for det.

Det er dér, sexologisk viden bliver rigtig interessant for mig. Ikke som en facitliste over, hvordan lyst skal fungere, men som en mulighed for at forstå, hvorfor to personer kan være glade for hinanden og alligevel opleve det seksuelle møde helt forskelligt.

En samtale om sex er ikke en evaluering af jeres sexliv

Hvis jeg skulle ændre én ting ved den måde, mange par taler om sex på, ville jeg ønske, at seksualiteten lidt oftere fik lov til at være noget, man taler om, når der ikke er noget på spil.

For spørgsmålet “Kan vi lige tale om vores sexliv?” kan få selv et rimeligt velfungerende nervesystem til at rette ryggen en smule.

Det lyder som MUS-samtale med færre bukser.

Prøv i stedet at forestille dig, at samtalen ikke skal føre nogen steder hen.

I kunne tale sammen på en gåtur, i bilen, over morgenkaffen eller en aften, hvor ingen lige har forsøgt at tage initiativ til sex. Spørgsmålet kunne være: “Hvad tror du egentlig får dig til at føle dig mest seksuel?” eller “Er der noget ved vores sexliv, du er blevet mere glad for med årene?” Det kunne også være: “Er der noget, du troede, du ville være vild med, som faktisk ikke siger dig særlig meget?”

Det interessante ligger ikke kun i svaret.

Det ligger også i at høre et andet person beskrive sin seksualitet med sine egne ord.

Og her må svaret meget gerne være: “Det ved jeg faktisk ikke.”

Det er ikke et dårligt svar. Det er begyndelsen på en undersøgelse.

I kan opleve præcis den samme sex helt forskelligt

Det synes jeg er en af de mest fascinerende ting ved seksualitet.

To personer kan deltage i den samme seksuelle situation og få noget vidt forskelligt ud af den.

Det bliver meget tydeligt inden for eksempelvis BDSM. En person, der indtager en dominerende rolle, kan opleve intensitet, ansvar, kontrol og glæden ved at skabe en ramme for den anden. Personen i den underkastende rolle kan opleve frihed netop gennem muligheden for at slippe kontrollen. Set udefra foregår én situation. Indefra foregår der to.

Det samme gælder langt mere almindelige seksuelle møder.

Et langt kys kan for den ene være erotisk ophidsende, mens det for den anden først og fremmest giver følelsen af nærhed. At ligge nøgen sammen kan opleves seksuelt af den ene og beroligende af den anden. Den samme berøring kan betyde “jeg vil have dig” for én og “jeg føler mig tryg hos dig” for en anden.

Ingen af oplevelserne behøver korrigeres.

Men forestil jer, hvor meget man kan gå glip af, hvis man gennem et helt parforhold bare antager, at partneren oplever det samme, som man selv gør.

Du må gerne fortælle om noget, du ikke ønsker at gøre

Her opstår en anden bekymring, som jeg godt forstår.

For hvis vi først begynder at tale frit om fantasier og ønsker, hvad gør vi så, hvis partneren siger noget, vi ikke har lyst til?

Det korte svar er: Vi lytter.

En samtale er ikke en kontrakt.

Hvis din partner fortæller om en seksuel fantasi, har du ikke dermed sagt ja til at realisere den. Du behøver heller ikke tage stilling til den inden desserten er ryddet af bordet.

Man kan godt sige: “Det er ikke noget, jeg selv umiddelbart får lyst til, men jeg vil gerne forstå, hvad der tænder dig ved det.”

Det spørgsmål kan åbne en langt mere interessant samtale, fordi fantasier ikke altid handler så bogstaveligt om den konkrete handling, som vi forestiller os. En fantasi kan rumme længsel efter at give slip, tage styring, føle sig uimodståelig, blive overrasket, være modig, lege med roller eller slippe ud af den identitet, man går rundt med resten af dagen.

Når vi kun hører handlingen, kan vi gå glip af betydningen.

Og nogle fantasier skal aldrig længere end til samtalen. De kan godt have værdi dér.

Det svære er nogle gange at høre svaret

At spørge kræver mod. At høre svaret kan kræve endnu mere.

For nysgerrighed er let, så længe partneren siger noget, vi godt kan lide.

Det bliver vanskeligere, når vi hører: “Jeg savner faktisk…”, “Jeg har aldrig været så vild med…” eller “Jeg har nogle gange tænkt på…”

Så kan der komme jalousi, usikkerhed, sorg eller en øjeblikkelig trang til at forklare sig. De reaktioner gør ikke samtalen mislykket. Det afgørende bliver, hvad vi gør med dem.

Man må gerne sige: “Av, den ramte mig faktisk lidt. Jeg vil stadig gerne forstå, hvad du mener.”

Det er en ret stærk sætning.

For at være åben betyder ikke, at man skal være følelsesmæssigt upåvirket. Det betyder, at partnerens ærlighed får lov til at eksistere, mens vi undersøger vores egen reaktion på den.

Det er også sådan, der langsomt kan opstå et seksuelt rum, hvor begge tør sige mere af det, der faktisk er sandt.

I behøver ikke afslutte samtalen

Jeg tror, vi nogle gange går ind i samtaler om sex med en idé om, at vi skal komme ud på den anden side med et resultat.

Nu ved vi, hvad problemet er. Nu har vi aftalt, hvor ofte vi skal have sex. Nu ved vi, hvad vi begge har lyst til. Færdig.

Det ville være praktisk.

Seksualiteten er bare ikke specielt interesseret i at være færdig.

Det, du nyder nu, kan ændre sig. En fantasi kan dukke op og forsvinde igen. Noget, der tidligere føltes vigtigt, kan miste betydning. En krop kan få brug for andre former for berøring, mere tid eller mere ro. Og et par kan opdage sider af deres seksualitet efter tyve år sammen, som ingen af dem kendte efter ti.

Så måske er målet med den første samtale om sex ikke at få sagt det hele.

Måske er målet at gøre den næste samtale lettere.

At skabe en erfaring mellem jer af, at her kan vi godt gå hen. Her må vi spørge. Her må vi være i tvivl. Her kan jeg fortælle dig noget uden automatisk at bede dig om at gøre noget ved det, og her kan du fortælle mig noget uden at skulle vide præcis, hvad det betyder endnu.

Det er også derfor, jeg ikke synes, at den bedste seksuelle kommunikation nødvendigvis er den, hvor et par ved alt om hinanden.

Jeg synes, der er noget langt mere levende i to personer, der efter mange år stadig kan vende sig mod hinanden og oprigtigt spørge:

“Hvordan er det egentlig for dig?”

Og stadig være interesserede i svaret.

Indlægget Hvordan taler man med sin partner om sex? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Og din partner siger nej.

For den, der har taget initiativet, kan det føles som langt mere end et nej til en samtale med en terapeut. Man kan nå at høre en hel række andre svar inde i det: Du synes ikke, det er vigtigt. Du vil ikke kæmpe for os. Jeg står alene med det her.

Jeg forstår godt, at tankerne bevæger sig derhen, for når man foreslår parterapi, har man ofte allerede vist noget sårbart. Man har sagt højt, at der er noget i forholdet, man savner, er bekymret for eller ikke længere ved, hvordan man skal løse. Derfor kan et afslag ramme et sted, der allerede er ømt.

I mit arbejde bliver jeg alligevel nysgerrig, inden jeg oversætter et nej til manglende vilje. Jeg vil gerne vide, hvad personen egentlig siger nej til, for de to personer i et parforhold kan have vidt forskellige billeder af, hvad der foregår bag døren til et terapirum.

Hvad tror din partner egentlig, der skal ske derinde?

For nogle ser parterapi omtrent sådan ud i fantasien: De sætter sig i en sofa, partneren fortæller terapeuten om alt det, der er galt, og efter tyve minutter vender terapeuten sig mod dem og siger: “Ja, jeg kan godt se problemet.”

Det er ikke ligefrem en invitation, der får alle til at gribe kalenderen.

Andre forestiller sig, at de skal sidde foran et fremmed person og tale om følelser, de knap nok har ord for derhjemme. Nogle er vokset op med en forestilling om, at problemer ordner man selv, og at det at bede om hjælp næsten er det samme som at indrømme, at forholdet er mislykket. Der kan også ligge tidligere erfaringer med terapi, økonomi, manglende overskud eller en reel frygt for, hvad der sker, hvis man først begynder at åbne de samtaler, som længe har været holdt på afstand.

Derfor synes jeg, spørgsmålet “Hvorfor vil du ikke i parterapi?” hurtigt bliver for lille. Jeg ville være mere interesseret i at spørge: “Hvad forestiller du dig, der vil ske, hvis vi går derhen?”

Det kan åbne en samtale, man ikke havde regnet med.

For et nej kan handle om modstand mod terapi, samtidig med at der stadig findes et ønske om forholdet. Og nogle gange viser det sig, at personen faktisk ikke afviser hjælp; vedkommende afviser den version af hjælpen, som findes inde i hovedet.

Parterapi er ikke en retssag med en blød sofa

Jeg tror, mange ville have lettere ved at gå i parterapi, hvis de vidste, hvor lidt jeg er interesseret i at finde ud af, hvem der har ret.

Når et par sætter sig overfor mig, sidder der som regel to personer, som begge kan fortælle en historie, der giver mening fra deres stol. Den ene oplever måske, at partneren aldrig vil tale om problemerne, mens den anden oplever, at alle forsøg på samtale bliver så intense, at det føles sikrere at trække sig. Den ene tænker “du er ligeglad”, mens den anden tænker “jeg kan aldrig gøre det rigtigt”, og efter nogle år kan begge være blevet ret dygtige til at genkende den andens næste træk.

Det interessante ligger derfor ofte i det, der sker imellem dem.

Hvad sker der med dig, når din partner bliver stille? Hvad sker der med din partner, når du forsøger hårdere at få kontakt? Hvilken betydning tillægger I hinandens reaktioner, og hvad gør I derefter?

Parterapi kan selvfølgelig også rumme svære spørgsmål om tillid, seksualitet, svigt, vrede og tvivl. En terapeut kan ikke love, at alle samtaler bliver behagelige, og målet er heller ikke at bevare ethvert forhold for enhver pris. Opgaven er at skabe et rum, hvor begge perspektiver kan undersøges ordentligt, så parret får mulighed for at forstå det, de ikke længere kan se tydeligt, når de står midt i det.

Det er noget andet end at møde op for at få afgjort, hvem der har ødelagt hvad.

Når den ene allerede har pakket tasken

Der kan også opstå en særlig dynamik, når den ene har læst om parforhold, fundet en terapeut, undersøgt priser og måske allerede forestillet sig, hvordan terapien kan hjælpe, mens den anden stadig befinder sig ved spørgsmålet: Har vi virkelig brug for det?

Så står I faktisk forskellige steder, længe før første samtale overhovedet er booket.

Jeg kommer til at tænke på par, hvor den ene har brugt måneder på at nå frem til beslutningen om at foreslå terapi og derefter bliver frustreret over, at partneren ikke kan nå den samme erkendelse på en tirsdag aften over aftensmaden. Set fra den anden stol kom spørgsmålet måske næsten ud af ingenting.

Det kan være værd at give den forskel lidt plads. At være tøvende er ikke det samme som at være uvillig, og nogle har brug for at forstå, hvad terapien skal bruges til, før de kan mærke, om de ønsker at deltage. Måske hjælper det at fortælle, hvad du selv håber på, frem for hvad du synes, din partner skal ændre: “Jeg savner den måde, vi kunne tale sammen på,” “Jeg synes, vi er havnet i nogle konflikter, jeg ikke ved, hvordan vi kommer ud af,” eller “Jeg vil gerne forstå os bedre, inden afstanden bliver større.”

Det ændrer karakteren af invitationen. Terapien bliver et sted, I kan undersøge noget sammen, frem for et værksted, hvor du afleverer din partner til reparation.

Kan man gå i parterapi alene?

Hvis partneren fortsat siger nej, kommer det næste spørgsmål ofte: “Kan jeg så overhovedet gøre noget?”

Ja. Du kan begynde med dig.

En individuel samtale er selvfølgelig ikke parterapi med en tom stol ved siden af. Din partners perspektiv kan ikke gættes frem, og én person kan ikke alene tage ansvar for en relation, der består af to. Til gengæld kan du undersøge din egen del af det, der sker mellem jer, og det kan være langt mere betydningsfuldt, end det umiddelbart lyder.

I et parforhold påvirker vi hele tiden hinanden. Hvis du ændrer den måde, du går ind i en konflikt på, sætter en grænse tydeligere eller bliver bedre til at genkende det øjeblik, hvor du selv går i forsvar, ændrer du samtidig noget i den dans, I plejer at danse sammen. Det garanterer ikke en bestemt reaktion fra din partner, og det er vigtigt ikke at gøre individuel terapi til en skjult strategi for at få den anden til at ændre sig. Det kan derimod gøre dig langt klogere på, hvad du selv oplever, hvad du længes efter, hvad du kan tage ansvar for, og hvad der faktisk ligger uden for din kontrol.

Nogle partnere bliver med tiden nysgerrige, når de opdager, hvad samtalerne egentlig handler om. Andre gør ikke. Begge dele er vigtig information.

Der er også et tidspunkt, hvor et nej betyder noget

Jeg synes, det er vigtigt ikke at gøre alle afslag på parterapi til frygt, usikkerhed eller manglende viden. Nogle gange vil en partner ganske enkelt ikke deltage, og hvis vedkommende samtidig gennem længere tid afviser samtaler om relationen, ikke ønsker at forholde sig til problemerne og overlader hele ansvaret for forandring til den anden, så er det værd at tage alvorligt.

Man kan ikke kommunikere sig frem til samarbejde med en person, der ikke ønsker at samarbejde.

Her ændrer spørgsmålet karakter. Det handler mindre om, hvordan du får din partner med i terapi, og mere om hvordan det er for dig at være i et forhold, hvor du oplever at stå alene med ønsket om forandring. Hvad kan du leve med? Hvad har du brug for? Hvilke grænser har du? Hvor længe ønsker du at vente på noget, du ikke selv bestemmer, om kommer?

Det er store spørgsmål, og de fortjener mere end et hurtigt råd om at kommunikere bedre.

Du behøver ikke blive stående i døren

Når den ene ønsker parterapi, og den anden ikke gør, kommer al opmærksomheden let til at samle sig om den partner, der siger nej. Hvordan får jeg vedkommende med? Hvad skal jeg sige? Hvornår skal jeg spørge igen?

Jeg ville også rette noget af opmærksomheden mod den person, der allerede står klar.

For du kan godt begynde at undersøge din situation, selv om din partner ikke er klar til at gøre det sammen med dig. Du kan få hjælp til at sortere mellem vrede, håb, kærlighed, tvivl og de mange spørgsmål, der kan være svære at holde adskilt, når man står midt i dem. Du kan blive tydeligere på, hvad du ønsker af forholdet, og hvad du selv har mulighed for at påvirke.

Måske kommer din partner senere og stiller sig ved siden af dig. Måske viser det sig, at vejen bliver en anden, end du havde forestillet dig. Det kan ingen terapeut vide på forhånd.

Det eneste, du ikke behøver, er at blive stående ubevægelig i en døråbning og vente på, at et andet person tager det første skridt.

Din partner bestemmer, om vedkommende vil gå med. Du må stadig gerne begynde at finde ud af, hvor du selv vil hen.

Indlægget Hvad hvis min partner ikke vil i parterapi? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Min læge var knap så imponeret over min diagnostiske sikkerhed og bad mig komme ned i lægehuset, så han kunne kigge på det.

Det viste sig at være en virus i øjet.

Jeg havde altså både symptomerne, erfaringen og en forklaring, der virkede fuldstændig plausibel. Jeg manglede bare den lille detalje, at min diagnose var forkert.

Det er blevet en historie, jeg indimellem kommer til at tænke på i mit arbejde som sexolog og parterapeut, fordi den siger noget ret præcist om den måde, vi forsøger at forstå os selv på. Vi mærker noget, genkender et mønster, søger efter en forklaring og finder noget, der passer overraskende godt. Nogle gange rammer vi rigtigt. Andre gange har vi diagnosticeret øjenbetændelse.

Og Google har aldrig mødt os.

Google kender symptomet – ikke dit liv

Jeg har stor forståelse for, at vi søger efter svar på nettet. Hvis lysten pludselig er væk, rejsningen svigter, konflikterne med partneren bliver ved med at gentage sig, eller noget i vores egen adfærd begynder at undre os, er det meget menneskeligt at åbne telefonen og skrive spørgsmålet ind.

Ofte kommer der også en lettelse, når vi finder noget, der ligner. Pludselig er der ord for en oplevelse, vi ikke selv har kunnet forklare, og måske opdager vi ovenikøbet, at andre kender den. Den form for viden kan være enormt værdifuld. Den kan mindske skam, give nye perspektiver og i nogle tilfælde være det, der får en person til at søge den hjælp, vedkommende har brug for.

Derfor har jeg ingen ambition om at få mine klienter til at holde op med at google. Det ville også være en lidt mærkelig holdning for en fagperson, der selv skriver artikler, som jeg håber, Google sender personer hen til.

Jeg er mere interesseret i, hvad der sker med den viden, vi finder.

En søgemaskine er dygtig til at finde mønstre. Hvis du søger på “hvorfor har jeg mistet lysten?”, kan du finde forklaringer om hormoner, stress, medicin, overgangsalder, parforholdsproblemer, depression, præstationspres, traumer og en lang række andre forhold. Flere af forklaringerne kan være fagligt korrekte, og alligevel kan de fortælle meget lidt om, hvad der foregår hos netop dig.

For symptomer har den irriterende egenskab, at de ikke altid fortæller os, hvor de kommer fra.

Manglende lyst er et godt eksempel. To personer kan begge sige “jeg har ingen lyst til sex”, mens deres historier ser vidt forskellige ud. Hos den ene kan kroppen være udmattet efter en periode med stress. En anden oplever smerter under sex og er gradvist begyndt at undgå situationer, der kan føre dertil. En tredje har stadig masser af seksuel lyst alene, men mærker den ikke sammen med sin partner. En fjerde savner lyst og nydelse generelt og har det heller ikke særlig godt på andre områder af livet.

På Google kan de fire personer begynde med præcis den samme søgning.

I et terapirum ville jeg begynde fire forskellige steder.

Når en forklaring føles så rigtig, at vi holder op med at undersøge den

Der er noget meget tilfredsstillende ved at finde et begreb, der får brikkerne til at falde på plads. Det oplever jeg også hos klienter, som kommer ind med en teori, de allerede har brugt lang tid på at undersøge. “Jeg tror, det er min ADHD.” “Jeg har læst om undgående tilknytning, og det passer præcis på min partner.” “Jeg tror, porno har ødelagt min lyst.”

Jeg kan sagtens forstå lettelsen. En forklaring skaber orden i noget, der har været uoverskueligt, og når fem eller seks beskrivelser passer på én gang, kan den føles næsten uomtvistelig.

Her bliver jeg som terapeut en lille smule besværlig.

Jeg begynder at spørge.

Hvornår startede det? Hvad skete der omkring det tidspunkt? Er det sådan hver gang? Er der situationer, hvor problemet ikke opstår? Hvordan oplever din partner det? Hvad sker der i kroppen? Hvad har ændret sig? Hvilke forklaringer har I allerede prøvet at arbejde ud fra, og hvad skete der så?

Det er ikke et forsøg på at pille klientens forklaring fra hinanden. Jeg vil gerne vide, om den holder, når vi begynder at undersøge hele historien.

For når vi først har fået en overbevisende forklaring, bliver hjernen meget dygtig til at finde flere ting, der passer ind i den. Inden for psykologien taler man blandt andet om confirmation bias: vores tendens til lettere at lægge mærke til og tillægge vægt til information, der understøtter det, vi allerede tror. Det betyder ikke, at den oprindelige antagelse er forkert. Det betyder, at vi skal være lidt ekstra nysgerrige, når en forklaring føles så rigtig, at vi ikke længere leder efter alternativer.

Det gælder også, når teorien handler om vores partner. Hvis vi først har besluttet os for, at den anden er narcissistisk, undgående tilknyttet eller “typisk ADHD”, kan helt almindelige handlinger begynde at ligne dokumentation. En glemt besked bliver et symptom. Behovet for at være alene bliver et tilknytningsmønster. En konflikt bliver endnu et bevis på diagnosen, og efterhånden kan vi komme til at møde et begreb i stedet for den person, vi faktisk lever sammen med.

Nogle gange visker jeg tavlen ren

Jeg bruger indimellem et meget enkelt billede med klienter. Jeg forestiller mig, at vi har skrevet alle de forklaringer, de allerede har fundet, op på en tavle, og så visker vi den ren et øjeblik.

Vi smider ikke deres viden væk. Den ligger stadig ved siden af os, og vi kan hente den frem igen. Jeg vil bare gerne se, hvad der sker, hvis vi undersøger problemet uden på forhånd at vide, hvad vi skal finde.

Det er dér, samtaler nogle gange bliver virkelig interessante.

En person, der var sikker på, at den manglende lyst skyldtes hormoner, opdager måske, at lysten faktisk dukker op i bestemte situationer. Et par, der har læst sig frem til, at deres problem er forskellige kærlighedssprog, begynder at tale om en gammel konflikt, de aldrig rigtig fik repareret. En person, der er blevet overbevist om, at rejsningsproblemer skyldes manglende tiltrækning, fortæller pludselig, at rejsningen fungerer fint om morgenen og ved onani, men forsvinder, så snart sex bliver noget, der skal lykkes.

Det er den slags detaljer, jeg leder efter.

Ikke fordi de giver et smart svar med det samme, men fordi de gør billedet større.

Og et større billede er næsten altid mere interessant end en hurtig diagnose.

Internettet elsker én forklaring – Virkeligheden er dårligere til at vælge

Hvis man bruger en aften på at undersøge en seksuel eller relationel udfordring på nettet, kan man nå imponerende langt omkring. På relativt kort tid kan problemet skyldes hormoner, nervesystemet, barndommen, dopamin, porno, tilknytning, ADHD, overgangsalder, kærlighedssprog eller en partner, der ifølge en tilfældig video har mindst syv narcissistiske træk.

Nogle af de perspektiver bygger på solid forskning. Andre er faglige begreber, der er blevet forenklet så meget på deres vej gennem sociale medier, at de næsten har fået deres eget liv. Udfordringen for den, der læser med, er, at begge dele kan lyde lige overbevisende på en skærm.

Virkeligheden er typisk mere rodet. Seksualitet og relationer bliver påvirket af biologiske, psykologiske, relationelle og sociale forhold, som kan spille sammen på forskellige måder. Søvn kan påvirke overskuddet, medicin kan påvirke seksualfunktionen, en konflikt kan påvirke trygheden, præstationsangst kan påvirke kroppen, og tidligere erfaringer kan påvirke den betydning, vi tillægger det hele. Derfor er et godt fagligt blik heller ikke kun optaget af at finde den ene årsag. Det forsøger at forstå sammenhængen.

Det er mindre tilfredsstillende end et opslag, der lover “5 tegn på, at din partner er…”.

Til gengæld kommer vi tættere på det liv, der faktisk bliver levet.

Behold nysgerrigheden lidt længere end konklusionen

Jeg håber, at personer bliver ved med at søge viden om seksualitet, relationer, krop og psyke. God information kan give sprog til noget, der har været svært at tale om, og den kan åbne døre, som ellers ville være forblevet lukkede. Jeg ville bare ønske, at vi blev lige så gode til at stille spørgsmål til vores forklaringer, som vi er blevet til at finde dem.

Så næste gang Google leverer en forklaring, der rammer så præcist, at du næsten får lyst til at læne dig tilbage og erklære sagen for opklaret, kan den få lov til at være en hypotese lidt endnu. Prøv den af. Se, hvad der passer. Læg mærke til det, der ikke passer. Undersøg, om der findes andre forklaringer, og vær særligt nysgerrig på de detaljer, der ikke passer pænt ind i historien.

Det er faktisk noget af det, jeg holder mest af ved mit arbejde. Jeg behøver ikke kende svaret, når en person sætter sig overfor mig. Jeg skal kunne stille spørgsmål, der gør os begge klogere på, hvad vi ser.

Og skulle jeg en dag blive fristet til at springe den del over, har jeg heldigvis et rødt øje i bagagen til at minde mig om, hvor overbevisende en forkert forklaring kan føles.

Indlægget Har Google allerede stillet din diagnose? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Senere tager den ene telefonen frem.

Hvorfor lukker min partner ned under konflikter?

Der kommer et hav af svar. Undgående tilknytning. Konfliktskyhed. Følelsesmæssig umodenhed. ADHD. Traumer. Gaslighting. Narcissisme. Måske dukker der også en video op med overskriften “7 tegn på, at din partner…”, og inden aftenen er slut, har en konflikt, der begyndte ved køkkenbordet, fået både fagbegreber, forklaringsmodeller og muligvis en diagnose med på vejen.

Næste gang parret bliver uenige, er de derfor ikke helt alene i samtalen længere.

Google er flyttet med ind.

Jeg skriver det med en smule humor, for selvfølgelig sidder der ikke en søgemaskine på den tredje stol ved spisebordet. Alligevel oplever jeg i mit arbejde, at det, vi læser om vores partner, kan få stor betydning for den måde, vi begynder at forstå vedkommende på. Internettet kan give os ord for mønstre, vi længe har haft svært ved at beskrive, og nogle gange er de ord både relevante og forløsende. Andre gange sker der noget mere problematisk: Vi får en forklaring så hurtigt, at vi holder op med at undersøge personen foran os.

Når et fagbegreb flytter ind i forholdet

Der er kommet langt mere psykologisk og relationel viden ud til almindelige personer, og grundlæggende synes jeg, det er en positiv udvikling. Vi taler om tilknytning, grænser, neurodivergens, traumer, følelsesmæssig regulering og relationelle mønstre på en måde, som for få årtier siden primært hørte hjemme i fagbøger og behandlingsrum.

Sproget kan gøre en reel forskel. Det er lettere at tale om noget, når vi har ord for det.

Samtidig sker der noget med faglige begreber, når de bevæger sig fra forskning og klinisk praksis til en video på 40 sekunder. Nuancer forsvinder let undervejs. Et komplekst begreb skal pludselig kunne forklares hurtigt, genkendes hurtigt og helst også få os til at stoppe med at scrolle. Det er gode betingelser for sociale medier og knap så gode betingelser for at forstå et helt parforhold.

Jeg lægger især mærke til det, når et begreb begynder at fungere som en facitliste.

“Han er undgående.”

“Hun har rejection sensitive dysphoria.”

“Det er hans ADHD.”

“Hun gaslighter mig.”

Nogle af beskrivelserne kan være relevante. Problemet opstår, når begrebet begynder at afslutte samtalen i stedet for at åbne den.

For der er stor forskel på at sige “Jeg har læst om undgående adfærd, og noget af det får mig til at tænke på os” og at sige “Du trækker dig, fordi du er undgående.”

Den første formulering rummer et spørgsmål.

Den anden har allerede svaret.

Det er svært at være nysgerrig på en person, man allerede har forklaret

I parterapi er jeg meget interesseret i, hvad der sker lige før det øjeblik, hvor en konflikt tager fart. Ikke kun hvad der bliver sagt, men hvad begge personer når at fortælle sig selv om det, der sker.

En partner bliver stille.

Den anden tænker måske: Nu lukker han mig ude igen.

Han tænker måske: Hvis jeg siger mere nu, gør jeg det bare værre.

Hun oplever hans stilhed som afstand og forsøger hårdere at få kontakt. Han oplever hendes spørgsmål som et stigende pres og trækker sig længere væk. På ganske kort tid står begge med en oplevelse, der giver mening indefra, mens den andens adfærd ser fuldstændig urimelig ud.

Hvis den ene allerede har læst, at tilbagetrækning er et tegn på manglende følelsesmæssig tilgængelighed, bliver stilheden let fortolket gennem den forklaring. Så bliver det sværere at få øje på, at den samme adfærd også kan hænge sammen med overvældelse, skam, frygt for konflikten, behov for længere bearbejdningstid, tidligere erfaringer eller et forsøg på at undgå at sige noget sårende.

Det betyder ikke, at enhver adfærd skal forklares væk. Nogle relationelle mønstre er skadelige, og faglige begreber kan være afgørende for at genkende dem. Pointen er, at en adfærd ikke fortæller os hele historien om, hvorfor den opstår.

Det er netop dér, nysgerrigheden har en funktion.

Jeg får indimellem lyst til at konfiskere telefonen

Kun billedligt talt.

Jeg kommer til at tænke på samtaler, hvor den ene partner har brugt mange timer på at læse om den anden. Ofte er det begyndt med et oprigtigt ønske om at forstå noget, der gør ondt, og det tager jeg alvorligt. Hvis man igen og igen står i den samme konflikt, er det logisk at lede efter et sted, hvor brikkerne kan falde på plads.

Alligevel kan søgningen få sit eget liv. Man læser én artikel, som fører videre til en anden, algoritmen opdager hurtigt interessen, og pludselig bliver man præsenteret for mere og mere indhold, der tager udgangspunkt i den samme forklaring. Det kan opleves som en form for bekræftelse: Der er jo utrolig meget om det her. Så må der være noget om det.

Her kan det være værd at huske, at en algoritme ikke er en neutral observatør af dit parforhold. Den viser dig mere af det indhold, du allerede har vist interesse for. Hvis du ser tre videoer om undgående partnere, er det ikke mærkeligt, hvis den fjerde også handler om undgående partnere. Det fortæller noget om algoritmen. Det fortæller endnu ikke, hvem du deler seng med.

Og her kan der ske noget med blikket på den anden. Vi begynder at samle beviser.

Partneren vil være alene efter arbejde: Der er det igen.

Partneren bliver defensiv under en konflikt: Præcis som jeg læste.

Partneren glemmer en aftale: Typisk.

På et tidspunkt risikerer vi at vide så meget om vores teori om partneren, at vi ved mindre om, hvad partneren faktisk oplever.

Prøv at lægge diagnosen på bordet mellem jer

Hvis en klient kommer med en teori om sin partner, har jeg ikke behov for at skyde den ned. Jeg synes langt oftere, det er interessant at lægge den på bordet mellem os og se på den sammen.

Hvad er det ved den forklaring, der føles genkendeligt?

Hvornår ser du mønstret tydeligst?

Er der tidspunkter, hvor din partner reagerer helt anderledes?

Hvad siger din partner selv om det?

Og måske vigtigst: Hvad sker der med dig, når du forstår din partner gennem den forklaring?

Det sidste spørgsmål kan åbne noget, som Google ikke kan se.

For nogle giver forklaringen ro. De opdager, at partnerens reaktion ikke behøver betyde det, de har frygtet. For andre skaber den vrede eller afstand. Nogle opdager, at de er begyndt at analysere deres partner så meget, at de næsten er holdt op med at fortælle, hvad de selv føler.

Der kan være stor forskel på at forstå en relation og at analysere den.

Forståelse skaber ofte mere bevægelse. Der bliver plads til flere perspektiver, nye spørgsmål og muligheden for, at begge personer kan have en meningsfuld oplevelse af den samme situation.

Analyse kan blive meget ensom, hvis den foregår alene med en telefon sent om aftenen, mens personen, analysen handler om, ligger ved siden af og ikke aner, at vedkommende er blevet hovedperson i en større psykologisk udredning.

Google kan vide meget om parforhold. Det ved ingenting om jeres

Det er måske den skelnen, jeg synes er vigtigst.

På nettet kan vi finde enormt meget værdifuld viden om kommunikation, seksualitet, tilknytning, neurodivergens, konflikter og intimitet. Den viden kan give os sprog, perspektiver og spørgsmål, som gør samtalerne med vores partner bedre.

Google ved bare ikke, hvad der skete hjemme hos jer tirsdag aften.

Det ved ikke, hvad du hørte i din partners tonefald, eller hvad din partner troede, du mente. Det ved ikke, hvad I hver især har med jer ind i relationen, hvad der gør jer trygge, hvad der rammer et ømt sted, eller hvilke forsøg på kontakt der gennem årene er blevet misforstået på vejen mellem jer.

Den viden findes et andet sted.

Noget af den findes hos dig.

Noget af den findes hos din partner.

Og noget opdager I først, når I bliver nysgerrige sammen.

Så brug endelig Google. Læs artikler, undersøg begreber, bliv klogere og tag de gode spørgsmål med hjem. Jeg håber faktisk, at mine egne artikler indimellem bliver en del af den proces.

Jeg ville bare lade Google blive dér, hvor det er bedst: som en kilde til viden og nye perspektiver.

For når det kommer til personen på den anden side af køkkenbordet, er der stadig én kilde, som Google aldrig får adgang til.

Den person kan du spørge.

Indlægget Når Google bliver den tredje i parforholdet blev først udgivet på Trine Kofoed.

Jeg hører indimellem sætningen “Jeg savner egentlig os”, og jeg synes, den beskriver noget vigtigt. For hvordan kan vi savne en person, vi vågner ved siden af, skriver beskeder til i løbet af dagen og deler aftensmad med hver aften?

Det kan vi, fordi fysisk nærhed og følelsen af forbindelse ikke er det samme. Vi kan befinde os få meter fra hinanden i timevis og samtidig være optagede af hver vores lille verden. Den ene svarer på en besked, mens den anden fortæller om noget fra arbejdet. Senere bliver der talt om, hvem der henter i morgen, hvad der mangler i køleskabet, og om nogen har set opladeren, som på mystisk vis endnu en gang har forladt sin faste plads. Der bliver sagt mange ord i løbet af sådan en aften, uden at nogen af dem nødvendigvis fortæller ret meget om, hvordan det egentlig er at være den anden lige nu.

Det er en vigtig forskel, for når par fortæller mig, at de er kommet længere fra hinanden, er det ikke altid mere tid sammen, jeg bliver optaget af. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der sker i den tid, de allerede har.

Vi kan kende hinanden så godt, at vi holder op med at kigge efter

Der er noget næsten paradoksalt ved at kende et andet person rigtig godt. I begyndelsen af et forhold ved vi, at den anden er et ukendt landskab, og derfor spørger vi. Vi vil vide, hvad de tænker på, hvad de drømmer om, hvad de bliver bange for, hvilken musik de elsker, hvordan deres barndom var, og hvorfor de altid spiser kanten af pizzaen først. Der er hele tiden noget at opdage, og vi forventer ikke på forhånd at kende svaret.

Efter mange år sammen får vi en enorm viden om hinanden, og den viden er værdifuld. Vi kender blikket hen over bordet, ved hvad den anden bestiller på restauranten og kan høre på måden hoveddøren bliver lukket, hvilken slags dag der har været. Samtidig kan fortroligheden snyde os lidt, fordi vi begynder at arbejde ud fra en forestilling om, at personen foran os allerede er kendt.

Det er dér, jeg synes, nysgerrighed bliver interessant i et parforhold. Den handler ikke om at stille hinanden et bestemt antal dybe spørgsmål eller gøre en almindelig tirsdag til en parterapeutisk øvelse. Den handler om at bevare en lille åbning i vores billede af den anden, hvor der stadig er plads til at blive overrasket.

For personen, du lever sammen med, er ikke færdig.

Der sker hele tiden noget med os. Erfaringer flytter på vores værdier, kroppen forandrer sig, arbejdslivet påvirker os, børn bliver større, gamle bekymringer mister betydning, og nye sider kommer frem. Nogle forandringer er så små, at vi knap registrerer dem hos os selv, mens andre kan ændre den måde, vi ser vores liv på. Hvis vi bliver ved med at møde vores partner ud fra den udgave, vi allerede kender, kan vi ende med at leve meget tæt på hinanden og samtidig misse noget af det, der er ved at ske.

Det minder mig om et par, hvor den ene under en samtale sagde: “Jeg ved jo godt, hvad hun vil svare.” Hun kiggede på ham og spurgte helt roligt: “Gør du?”

Det blev faktisk et ret interessant øjeblik, fordi han opdagede, hvor mange af hendes svar han efterhånden gav inde i sit eget hoved. Han vidste, hvad hun syntes om deres arbejde, hvad hun ønskede sig af deres fremtid, hvad hun havde brug for, når hun var ked af det, og hvad hun mente om deres forhold. Problemet var bare, at han ikke havde spurgt hende om flere af de ting i lang tid.

Jeg tror, mange par kan genkende en mildere udgave af det. Vi bliver eksperter i hinanden, og eksperter kan indimellem glemme at undersøge, om deres viden stadig er opdateret.

Sommerferien kan gøre hinanden synlige igen

Det er en af de ting, en ferie kan komme til at afsløre. Når de sædvanlige rammer bliver løsnet lidt, kan vi pludselig se sider af hinanden, som hverdagen ikke giver ret meget sceneplads. Den seriøse partner fjoller i vandet med børnene. Den trætte partner får pludselig lyst til at gå en lang aftentur. En samtale over et glas vin bevæger sig fra noget helt ligegyldigt til en drøm, ingen af jer vidste, I stadig havde.

Jeg tror, det er en del af forklaringen på, at nogle føler sig tættere på hinanden i ferien. Der bliver simpelthen flere muligheder for at opleve hinanden i stedet for primært at koordinere med hinanden.

Den forskel er værd at tage alvorligt, fordi følelsesmæssig nærhed blandt andet bliver næret af det, psykologisk forskning beskriver som responsiveness: oplevelsen af, at den anden ser, forstår og reagerer på det, vi deler. I forskning i nære relationer hænger den oplevelse sammen med både intimitet og relationel trivsel. Det behøver ikke være lange samtaler om barndom og tilknytningsmønstre; det kan lige så godt være oplevelsen af, at den anden fanger noget, vi siger, spørger lidt videre og faktisk er interesseret i svaret.

Her bliver nærhed meget mindre højtidelig.

Det kan være, at din partner nævner noget fra arbejdet, og du denne gang spørger: “Hvordan var det egentlig for dig?” Det kan være, at I opdager, at I har siddet og talt i tyve minutter om en dokumentar, I begge så, og ingen af jer har kigget på telefonen. Eller at du pludselig hører din partner fortælle en historie til nogle venner og tænker, at du ikke kan huske, hvornår du sidst hørte den latter.

Det er små øjeblikke, men de har én ting til fælles: Vi får øje på hinanden som personer igen og ikke kun som den, der skulle huske at købe mælk på vej hjem.

I behøver ikke finde tilbage til noget

Jeg er egentlig ikke så vild med formuleringen “at finde tilbage til hinanden”, selv om jeg godt forstår længslen i den. Den kan komme til at antyde, at der findes et bestemt sted i forholdets historie, som vi skal tilbage til for at få det godt igen. Ferien, forelskelsen, tiden før børnene eller den periode, hvor vi talte hele natten og tilsyneladende kunne fungere dagen efter på fire timers søvn.

Et langt parforhold bevæger sig hele tiden, og nærhed må bevæge sig med. Den version af jer, der sidder ved køkkenbordet i dag, har oplevet ting, som de to personer, der forelskede sig i hinanden, endnu ikke kendte. I har sandsynligvis også set sider af hinanden, der ikke stod på programmet dengang. Det er netop derfor, nysgerrighed fortsat har en plads.

Så hvis du sidder med følelsen af “jeg savner os”, ville jeg ikke skynde mig at fylde kalenderen med flere ting, I skal gøre sammen. Jeg ville være mere interesseret i, hvornår du sidst blev overrasket af din partner. Hvornår du sidst spurgte om noget, du ikke allerede troede, du kendte svaret på. Hvornår I sidst kom til at tale om noget, der hverken skulle besluttes, løses eller skrives på indkøbslisten.

For nogle par begynder forbindelsen dér. Midt i en samtale, der egentlig skulle have handlet om noget andet, eller ved køkkenbordet, hvor den ene fortæller lidt mere, end de plejer, og den anden bliver siddende i stedet for at tro, at historien allerede er kendt.

Vi kan bruge mange år på at lære et andet person at kende og stadig have noget til gode.

Måske er det en af de fineste ting ved et langt parforhold: Personen ved siden af dig kan stadig overraske dig, hvis du husker at give dem muligheden.

Indlægget Hvordan finder vi hinanden igen efter sommerferien? blev først udgivet på Trine Kofoed.

For få dage siden vågnede den af sig selv. Morgenkaffen blev drukket i ro, solen havde allerede fået fat, og ingen havde travlt med at komme ud ad døren. Der var tid til at blive siddende lidt længere ved morgenbordet, lade blikket blive hængende eller gå en tur uden at vide præcis, hvor den endte. Samtaler fik lov til at fortsætte, også når de ikke handlede om noget vigtigt. Kroppen fulgte sit eget tempo, og det gjorde dagen også.

Nu bliver den vækket af et vækkeur.

Inden fødderne rammer gulvet, er tankerne allerede begyndt at arbejde. Hvem henter børnene? Er gymnastiktøjet blevet vasket? Hvornår var det nu, der var møde? Telefonen lyser med beskeder, kalenderen er fyldt, og kaffen bliver drukket, mens blikket glider hen over dagens aftaler.

Vi taler tit om, at hverdagen tager vores tid.

Jeg tror, den tager noget endnu vigtigere.

Den tager vores opmærksomhed.

Den flytter den væk fra kroppen og over på alt det, der skal huskes, planlægges og løses. Det sker så gradvist, at de fleste først opdager forandringen, når de en aften ligger ved siden af deres partner og mærker, at noget føles anderledes.

“Vi havde jo lyst til hinanden i ferien.”

Den sætning hører jeg hvert eneste år, når sommeren går på hæld.

Den bliver sagt med oprigtig undren. Mange har haft nogle dejlige uger sammen. De har grinet mere. Talt mere. Kysset mere. Nogle fortæller, at de har haft sex på en måde, de ikke har haft længe, og at de næsten troede, de havde fundet tilbage til noget, de havde savnet.

Derfor bliver bekymringen så stor, når lysten nogle få uger senere føles fjern igen. Som om den blev pakket ned sammen med badetøjet og strandhåndklæderne.

Jeg tror ikke, lysten forsvinder så hurtigt.

Jeg tror, kroppen ændrer vilkår.

Lyst lever i den måde, vi har det på

Noget af det mest fascinerende ved lyst er, at den ikke lever sit eget liv.

Den følger med os.

Den følger med ind i de dage, hvor vi føler os lette, og den følger med ind i de perioder, hvor hjernen arbejder på højtryk. Den ved ikke, at kalenderen siger ferie eller hverdag. Den reagerer på den måde, vi lever på, den måde vi trækker vejret på, og den plads vi giver os selv til overhovedet at mærke noget.

Det er også derfor, jeg næsten aldrig begynder en samtale med at spørge et par, hvor ofte de har sex.

Jeg bliver langt mere nysgerrig på deres liv.

Hvordan ser en almindelig tirsdag ud hjemme hos jer?

Hvornår sad I sidst sammen uden samtidig at rydde op, svare på beskeder eller tale om alt det, der skulle nås dagen efter?

Hvornår mærkede du sidst, at din krop var helt til stede, uden allerede at være på vej videre til den næste opgave?

De svar fortæller mig ofte langt mere om lyst end antallet af samlejer.

Vi ved fra den sexologiske forskning, blandt andet gennem Rosemary Bassons arbejde, at lyst for mange personer ikke begynder med et pludseligt begær. Den vokser frem i takt med, at kroppen oplever tryghed, nærvær og kontakt. Et kys kan føles rart længe før det føles seksuelt. En hånd på ryggen kan skabe ro, og den ro kan udvikle sig til lyst. Når vi forstår det, bliver lyst mindre mystisk og langt mere menneskelig.

Det er en viden, der letter mange skuldre.

For så handler det ikke længere om at lede efter den forsvundne lyst.

Det handler om at blive nysgerrig på de betingelser, den vokser under.

Vi kommer let til at lede det forkerte sted

Når lysten føles længere væk, begynder mange at holde øje med den.

De lægger mærke til, hvor længe siden det er, de sidst havde sex. De forsøger at huske, hvornår lysten sidst meldte sig spontant, eller de bliver optagede af, om de burde savne hinanden mere, end de gør. Det er en helt naturlig reaktion. Når noget betyder meget for os, får vi lyst til at forstå, hvorfor det har forandret sig.

Problemet er, at lyst har det svært med at blive observeret hele tiden.

Jeg tænker nogle gange på lyst som et rådyr i skovkanten. Hvis vi går roligt gennem skoven, kan det finde på at blive stående. Går vi derimod målrettet ud for at finde det, larmer vi ofte så meget, at det forsvinder, længe før vi når frem.

Det billede vender jeg indimellem tilbage til i terapirummet, fordi mange genkender oplevelsen. Jo mere de forsøger at fremkalde lysten, desto mere begynder kroppen at holde øje med sig selv.

Har jeg lyst nu?

Kommer den snart?

Burde jeg mærke mere?

Kroppen svarer sjældent godt på den slags spørgsmål. Ikke fordi der er noget galt med den, men fordi den pludselig bliver gjort til et projekt. Nydelse trives dårligt, når den føler sig overvåget.

Noget af det samme sker, når vi begynder at sammenligne os med den udgave af os selv, der var på ferie.

Vi husker aftenerne på terrassen, den langsomme morgen i sommerhuset eller den weekend, hvor børnene sov længe, og vi endelig havde tid til bare at ligge tæt. Minderne er ægte, men de bliver let uretfærdige sammenligningsgrundlag, hvis vi forventer, at en helt almindelig onsdag i oktober skal føles på præcis samme måde.

Ferien var ikke kun et andet sted.

Den var også en anden rytme.

Det betyder ikke, at lyst kun kan findes på et hotelværelse med udsigt til havet eller på en solrig terrasse i Italien. Hvis det var tilfældet, ville de fleste lange parforhold få meget trange kår. Det interessante er, at de øjeblikke, hvor lysten fik plads i ferien, ofte havde nogle fælles ingredienser. Ingen skyndte på. Ingen ventede på, at nogen skulle gøre sig klar. Ingen havde fem andre ting i baghovedet samtidig. Kroppen fik lov til at være dér, hvor den var.

Det er netop den kvalitet, der bliver udfordret, når hverdagen vender tilbage.

Jeg oplever nogle gange, at par bliver lettede, når de opdager, at deres lyst ikke nødvendigvis er blevet mindre. De har bare levet i et tempo, hvor kroppen har haft travlt med at være effektiv. Effektivitet er en fantastisk egenskab, når vi skal koordinere familieliv, arbejde og alle de praktiske opgaver, der følger med. Erotisk lyst følger bare en helt anden logik.

Den lader sig ikke skynde på.

Den kan ikke krydses af.

Den dukker ikke op, fordi kalenderen fortæller, at det nu er fredag aften, og der endelig er tid.

Lyst er langt mindre interesseret i klokken, end vi er.

Den er optaget af, om kroppen oplever, at der er plads nok til at give slip.

Når lysten får lov til at komme af sig selv

Noget af det, der gør mig mest håbefuld i mit arbejde, er, at lyst meget sjældent vender tilbage på det tidspunkt, hvor et par har besluttet, at nu skal de have mere lyst.

Den dukker op, når de holder op med at holde øje med den.

Jeg kommer til at tænke på et par, som nogle måneder efter deres første samtale fortalte mig, at de havde haft en virkelig god weekend sammen. Da jeg spurgte, hvad de havde gjort anderledes, begyndte de begge at grine.

“Egentlig ingenting.”

De havde været en tur i haven, spist frokost på terrassen og drukket kaffe, mens børnene legede. Om aftenen havde de sat sig tæt sammen i sofaen, og først dagen efter gik det op for dem, at de slet ikke havde talt om, hvor længe siden det var, de sidst havde haft sex. De havde heller ikke forsøgt at skabe den perfekte stemning eller besluttet, at weekenden skulle bruges på at finde lysten igen.

De havde bare haft det rart sammen.

Det minder mig om, hvor let lyst kan komme til at føles som noget, vi skal jagte, selv om den meget oftere vokser frem i de øjeblikke, hvor vi ikke hele tiden spørger os selv, om den er der.

Jeg tror, det er derfor, jeg holder så meget af at tale om kroppen frem for lysten. Kroppen er ærlig. Den reagerer på den måde, vi lever på, og den fortæller os, når tempoet bliver for højt, når pauserne bliver for få, eller når vi har været optagede af at fungere så længe, at vi næsten har glemt, hvordan det føles bare at være til.

Ferien kan være en påmindelse om den følelse. Ikke fordi livet skal leves, som om det altid er juli, men fordi den viser os, hvad der sker, når kroppen får lov til at følge med. Når vi igen mærker den forskel, bliver det også lettere at spørge os selv, om der findes små stykker af den ferie, som kan få lov til at flytte med ind i hverdagen. Ikke en hel uge ved havet, men ti rolige minutter på terrassen. Ikke en lang rejse, men en samtale, der får lov til at fortsætte, selv om opvaskemaskinen kalder.

Jeg tror ikke, lysten bliver pakket ned sammen med badetøjet, når ferien slutter.

Jeg tror, den venter tålmodigt på de øjeblikke, hvor kroppen igen får lov til at trække vejret lidt dybere.

Og måske er det netop dér, vi skal lede.

Ikke efter lysten.

Men efter de betingelser, der giver den lyst til at komme frem.

Indlægget Hvorfor forsvinder lysten, når ferien slutter? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Ferien er slut, taskerne er pakket ud, og kalenderen begynder langsomt at fylde sig med møder, Aula-beskeder, fritidsaktiviteter og indkøb. Det hele sker så gradvist, at vi næsten ikke lægger mærke til overgangen, og alligevel kan den mærkes i kroppen. Tempoet stiger, tankerne bliver flere, og den ro, som føltes så naturlig for få uger siden, bliver erstattet af en hverdag, hvor der hele tiden er noget, der kalder på vores opmærksomhed.

Det er også på den tid af året, at jeg begynder at høre den samme undren i terapirummet.

“Vi havde det så godt i ferien… Hvorfor er vi allerede begyndt at skændes igen?”

Spørgsmålet bliver stillet af par, der har været sammen i to år, og af par, der har delt et helt liv. Nogle har haft en ferie fyldt med grin, andre har været igennem uger, der krævede mere af dem, end de havde forestillet sig. Alligevel er der en genkendelig usikkerhed i rummet. Irritationen bliver hurtigt tolket som et tegn på, at forholdet har forandret sig, og mange når at tænke, om de er gledet længere fra hinanden, end de havde opdaget.

Jeg bliver langt mere optaget af, hvordan deres liv har set ud de seneste fjorten dage.

Ofte viser det sig, at den diskussion, de kom for at tale om, slet ikke begyndte den dag, hvor stemmen blev hævet.

Den begyndte den uge, hvor begge sov for lidt.

Den uge, hvor arbejdet tog mere energi end forventet.

Den uge, hvor et barn havde brug for ekstra støtte, en bedsteforælder blev syg, bilen skulle til mekaniker, og ingen af dem kunne huske, hvornår de sidst satte sig i sofaen uden samtidig at kigge på en telefon eller tale om alt det praktiske.

Når vi lever på den måde i noget tid, begynder vores opmærksomhed at forandre sig. Vi registrerer lettere det, der mangler, end det, der lykkes. Vi får øje på koppen, der stadig står på køkkenbordet, men overser, at den anden allerede har hentet børnene, handlet ind og sat en vask over. Vi hører den korte kommentar, men lægger ikke mærke til trætheden bag stemmen.

Det er fascinerende, hvor ofte en konflikt skifter karakter, når vi bliver siddende længe nok.

Jeg kan huske en samtale med et par, som var overbeviste om, at deres største problem var en opvaskemaskine. Hun oplevede, at hun altid stod med ansvaret. Han oplevede, at uanset hvad han gjorde, var det aldrig nok. De kunne begge gengive diskussionen i detaljer, og de havde hver deres forklaring på, hvorfor den anden tog fejl.

Efter en halv times samtale var opvaskemaskinen næsten glemt.

I stedet talte de om følelsen af at være alene med ansvaret for familien. Om frygten for aldrig helt at slå til. Om savnet efter at føle, at de var på samme hold. Ingen af de følelser havde fået plads i køkkenet et par dage tidligere. Der var kun blevet talt om tallerkener og bestik.

Det er noget af det mest interessante ved konflikter. De vælger næsten aldrig selv deres overskrift.

Det, vi siger højt, er ikke altid det, vi prøver at fortælle.

En bemærkning om vasketøj kan dække over en længsel efter at blive set. En irritation over en glemt besked kan udspringe af en oplevelse af ikke længere at fylde ret meget i den andens bevidsthed. Ordene bliver praktiske, mens følelserne under dem er alt andet end praktiske.

Netop derfor giver det sjældent mening kun at løse den konkrete uenighed. Hvis et par bliver enige om, hvem der fremover tømmer opvaskemaskinen, har de lavet en aftale om opgaver. Hvis de samtidig får øje på den ensomhed eller det pres, der gemte sig bag diskussionen, er de begyndt at forstå hinanden.

Den forskel er langt vigtigere, end den umiddelbart lyder.

Der er en misforståelse, jeg møder igen og igen.

Mange forestiller sig, at et godt parforhold viser sig på de lette dage. Jeg tænker, at det viser sig endnu tydeligere på de dage, hvor begge har for meget om ørerne. Det er dér, vores vaner kommer frem. Det er dér, vi bliver mindre tålmodige, hurtigere i vores fortolkninger og mere tilbøjelige til at tro, at den anden burde have forstået os uden ord.

Det er ikke et udtryk for, at vi er blevet dårligere kærester eller ægtefæller. Det er en måde, hjernen forsøger at klare et stigende pres på.

Når belastningen vokser, begynder hjernen at sortere hårdere i alle de indtryk, den bliver mødt med. Den leder efter genveje. Den udfylder tomme felter. Den forsøger at skabe mening hurtigt, og derfor bliver nuancer lettere væk. Det er en velbeskrevet mekanisme inden for stressforskningen, og den giver god mening, hvis opgaven er at reagere på fare. Den fungerer mindre godt, når opgaven er at forstå den person, man elsker.

Jeg plejer at sige, at pressede hjerner er dårlige oversættere.

Den ene siger: “Har du husket at hente pakken?”

Den anden hører: “Jeg regner ikke med, at du har styr på noget.”

Den ene sukker, fordi dagen har været lang.

Den anden hører, at sukket handler om dem.

Ingen af dem forsøger at såre den anden. Alligevel vokser afstanden mellem dem, fordi de reagerer på den betydning, de tillægger ordene, og ikke nødvendigvis på ordene selv.

Det er også derfor, jeg bliver varsom, når et par fortæller mig, at de er begyndt at diskutere alting. For det passer næsten aldrig. De diskuterer ikke alting. De diskuterer de samme få temaer, som har fundet nye forklædninger.

Den ene uge handler det om økonomi.

Den næste uge om børnene.

Tre dage senere om, hvem der skulle have handlet.

Under overfladen kredser samtalen ofte om de samme længsler. Føler du dig valgt? Kan jeg læne mig op ad dig? Har vi stadig plads til hinanden, eller er vi blevet kolleger i et fælles logistikfirma?

Jeg tror, det sidste spørgsmål rammer mange.

Der findes perioder, hvor et parforhold kan føles som en virksomhed, der skal holdes kørende. Kalenderen skal gå op. Køleskabet skal fyldes. Børnene skal hentes. Regningerne skal betales. Der bliver holdt møder ved køkkenbordet om vinterstøvler, madplaner og afhentningstider, mens samtaler om nysgerrighed, nærhed og lyst langsomt bliver skubbet længere ned på listen. Ingen beslutter, at det skal være sådan. Det sker stille og roligt, fordi livet kræver sin plads.

Det paradoks optager mig.

For de fleste par længes ikke efter flere praktiske løsninger. De længes efter oplevelsen af at være forbundet med hinanden igen. Alligevel kommer de let til at bruge al deres energi på at optimere hverdagen. De køber en større familiekalender, laver nye aftaler om rengøring eller downloader endnu en app, som skal skabe overblik.

Det kan være udmærkede løsninger.

De kan bare ikke erstatte følelsen af at blive mødt.

Jeg husker en kvinde, der på et tidspunkt lænede sig tilbage i stolen og sagde: “Jeg tror faktisk ikke, jeg savner, at han tømmer opvaskemaskinen. Jeg savner, at han lægger mærke til, hvordan jeg har det.”

Der blev helt stille.

Hendes mand begyndte ikke at forsvare sig. Han svarede heller ikke med en lang forklaring. Han sad bare et øjeblik og nikkede, som om sætningen først dér gav mening.

Det øjeblik har fulgt mig siden.

Ikke fordi det løste alt. De havde stadig konflikter. De havde stadig travle uger. Der var stadig madpakker, regninger og bunker af vasketøj.

Alligevel var der sket noget afgørende.

De talte ikke længere om den samme konflikt.

De talte om den samme virkelighed.

Noget af det, der gør størst indtryk på mig som parterapeut, er, hvor hurtigt stemningen kan forandre sig, når to personer opdager, at de faktisk har kæmpet med den samme belastning – bare fra hver sin side.

Der er et øjeblik, som vender tilbage i mange samtaler. Den ene fortæller om følelsen af at løbe stærkere og stærkere uden at blive lagt mærke til. Den anden fortæller om oplevelsen af aldrig helt at vide, hvornår nok er nok. Ingen af dem har ønsket at gøre den anden ked af det. Begge har brugt enorme kræfter på at få hverdagen til at fungere, og alligevel har de stået tilbage med en oplevelse af at være alene.

Det er dér, tempoet i samtalen ændrer sig.

Ingen forsøger at vinde diskussionen. Ingen leder efter den perfekte formulering eller det afgørende argument. De begynder ganske enkelt at lytte på en anden måde. Ikke fordi de pludselig er blevet bedre til at kommunikere, men fordi de har fået øje på noget, de ikke kunne se, mens de stod midt i presset.

Jeg tror, vi undervurderer, hvor meget hverdagen former vores blik på hinanden.

Når overskuddet er stort, lægger vi mærke til det varme smil, den hånd, der lige strejfer skulderen, eller den kop kaffe, der bliver sat foran os uden et ord. Når overskuddet bliver mindre, er det lettere at få øje på det, der mangler. Hjernen er indrettet til at opdage problemer, længe før den registrerer alt det, der fungerer. Det har været en fordel gennem hele menneskets historie. I et parforhold kan den samme mekanisme få os til at overse de mange små handlinger, som faktisk fortæller, at den anden forsøger.

Jeg har flere gange oplevet, at et par stopper midt i en samtale, fordi den ene pludselig siger:

“Jeg har slet ikke lagt mærke til alt det, du faktisk gør.”

Det er ikke en dramatisk erkendelse. Der kommer ingen violiner i baggrunden, og ingen går hånd i hånd ud ad døren med alle problemer løst. Der kommer bare en lille revne i den fortælling, de har haft om hinanden. Gennem den revne slipper der lys ind.

Den slags øjeblikke minder mig om, at kærlighed ikke kun handler om følelser. Den handler også om opmærksomhed. Om hvor vores blik falder, når hverdagen bliver travl. Falder det på alt det, den anden glemte? Eller får vi også øje på alt det, der lykkedes, men som aldrig blev sagt højt?

Travlhed har det med at forklæde sig som irritation.

Det er en sætning, jeg vender tilbage til igen og igen, fordi den hjælper mange par med at forstå, hvorfor konflikterne vokser på tidspunkter, hvor de egentlig længes allermest efter hinanden. Irritationen er ikke nødvendigvis et bevis på, at kærligheden er blevet mindre. Den kan være et tegn på, at to personer har været stærke lidt for længe uden selv at opdage det.

Det betyder ikke, at alle konflikter kan forklares med stress eller en fyldt kalender. Nogle par står med dybere sår, gamle skuffelser eller brud på tilliden, som kræver langt mere end en roligere uge. Den forskel er vigtig. Samtidig ser jeg, hvor mange der bliver unødigt bange, fordi de tolker hverdagens slid som et bevis på, at forholdet er ved at gå i stykker.

Den tanke fortjener at blive udfordret.

Et parforhold bliver ikke kun skabt på de dage, hvor der er ferie, solskin og god tid. Det bliver skabt en tirsdag i november, hvor den ene henter børnene, mens den anden laver aftensmad. Det bliver skabt den morgen, hvor begge er trætte, men alligevel kysser hinanden farvel. Det bliver skabt, når én siger: “Du virker helt færdig i dag. Skal jeg tage den?” uden først at føre regnskab over, hvem der gjorde mest i sidste uge.

De øjeblikke ser måske små ud, når de står alene.

Sat sammen bliver de historien om et forhold.

Derfor tror jeg heller ikke, at hverdagen er modstykket til kærligheden. Hverdagen er det sted, hvor kærligheden bliver synlig. Ikke som store romantiske øjeblikke, men som en lang række valg, vi træffer igen og igen. Valg om at være nysgerrige lidt længere, end irritationen inviterer os til. Valg om at huske, at personen overfor os også bærer rundt på noget, vi ikke altid kan se. Valg om at lade tvivlen komme den anden til gode en gang imellem.

Hvis der er én ting, jeg håber, du tager med dig, er det denne:

Konflikter vælger næsten aldrig selv deres overskrift.

Næste gang en diskussion begynder med en opvaskemaskine, en glemt besked eller et par sko i entréen, kan det være værd at standse et øjeblik og være nysgerrig på, hvilken historie der gemmer sig nedenunder. Det spørgsmål løser ikke alting. Til gengæld kan det føre jer væk fra kampen om, hvem der har ret, og hen imod den samtale, hvor I igen begynder at forstå hinanden.

For det er sjældent tallerkenerne, der savner hinanden.

Det er personerne omkring bordet.

Indlægget Hverdagen er tilbage – hvorfor bliver vi pludselig irriterede på hinanden? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Og det frustrerende er, at forandring ikke altid starter som klarhed. Den starter ofte som irritation, rastløshed, måske træthed. Som følelsen af at stå midt i sit eget liv og pludselig ikke kunne mærke sig selv på samme måde længere.

I andre ser jeg det ofte, lige inden noget begynder at flytte sig. Ikke kun i relationer eller arbejdsliv, men helt ind i måden, de er i kontakt med sig selv på. Der er nogle mønstre, der går igen. Nogle tegn, som dukker op igen og igen, når et menneske er ved at vokse ud af noget gammelt.

1. Det, du plejede at kunne holde ud, begynder at larme

Noget ændrer sig i tolerancen. Ting, du tidligere kunne ignorere, rammer pludselig hårdere. Måske bliver du hurtigere drænet i bestemte relationer. Måske føles dit arbejde tungere at være i. Måske mærker du tydeligere, hvor meget du tilpasser dig, overpræsterer eller tilsidesætter dig selv.

Mange tror i starten, at de er blevet mere sarte. Jeg tror ofte, det handler om, at de er begyndt at mærke sig selv igen. Kroppen har det med at sige fra længe før hovedet gør. Og når noget først begynder at larme indefra, bliver det svært at gå tilbage til autopilot.

2. Du bliver draget af andre, der lever anderledes

Pludselig er der nogen, du ikke helt kan slippe med blikket. Ikke fordi du vil være dem, men fordi noget i dem vækker noget i dig. En kvinde, der virker friere. En mand, der hviler mere naturligt i sig selv. Nogen der tør fylde mere, mærke mere, nyde mere eller leve mindre kontrolleret.

Og ærligt? Det er ikke altid en særlig flatterende oplevelse.

Nogle gange viser længsel sig som en fascination. Andre gange som irritation, jalousi, den dér lidt spidse energi, hvor man får lyst til at tænke: “Ej, slap lige af.” Samtidig med at noget andet i én ikke kan lade være med at kigge igen.

Længsel har det med at afsløre sig selv på kreative måder.

3. Du kan ikke længere dulme det væk

Du prøver måske stadig. Holder dig travl, arbejder mere, scroller mere, tænker mere, forklarer mere. Men noget bliver ved med at banke på. Noget der ikke længere vil pakkes væk under præstation, kontrol eller praktiske løsninger.

Det er ofte her, frygten begynder at fylde. For hvis du faktisk lytter til dig selv – hvad så? Hvad hvis længslen kræver noget af dig? Hvad hvis du ikke længere kan gå tilbage til den gamle måde at være i livet på?

4. Din længsel fylder mere end din frygt

Det betyder ikke, at frygten forsvinder. Selvfølgelig gør den ikke det. Vi bliver ikke bange for forandring, fordi vi er svage. Vi bliver bange, fordi noget betyder noget.

Men der kan komme et punkt, hvor det bliver mere smertefuldt at blive stående end at bevæge sig. Hvor noget i dig tænker: “Jeg kan ikke blive ved med at leve så langt væk fra mig selv.”

Og det er ofte dér, noget begynder at åbne sig.

5. Du bliver mere følelsesmæssig

Du græder lettere, bliver rørt over ting, der normalt ikke ville ramme dig så dybt. Mærker savn, vrede, lyst eller sorg tydeligere. Mange bliver bange for det, og tænker, at de mister kontrollen.

Men følelsesløshed er ikke det samme som balance.

For mange personer har følelsesløshed været en overlevelsesstrategi. En måde at fungere på. Når noget begynder at tø op igen, kan det føles voldsomt. Men det betyder ikke, at du er ved at falde fra hinanden. Det kan også betyde, at du er ved at komme tilbage til dig selv.

Tegn på, at du ikke er klar lige nu

Der findes også perioder, hvor man slet ikke er et sted, hvor forandring kan få lov til at lande. Og det er helt menneskeligt.

Du forsvarer din fastlåsthed med alt, hvad du har

Du leder mest efter beviser på, hvorfor intet kan ændre sig. Hvorfor det er for sent, for svært, for urealistisk. Og du søger ofte mod mennesker, der bekræfter dig i det.

Forandring kan føles truende, når det velkendte – selv det smertefulde – stadig føles tryggere end det ukendte.

Du er følelsesløs og langt væk fra dig selv

Ikke bare træt, mere frakoblet. Intet føles rigtigt spændende. Intet bevæger dig særlig meget. Du fungerer måske fint udadtil, men indeni føles det hele lidt fladt.

Når man er meget overbelastet, forsvinder kontakten til både smerte og nydelse ofte samtidig.

Du bliver mere optaget af at kontrollere end at mærke

Du analyserer alt, forklarer alt, holder fast i planer, regler eller det praktiske, fordi kontrol kan føles tryggere end kontakt. 

For kontakt kræver, at man mærker noget, og dét kan være langt mere sårbart.

Måske er noget ved at flytte sig

Jeg tror ikke, at alle perioder i livet handler om store transformationer og magiske gennembrud. Nogle gange handler livet bare om at holde sig oven vande. Men hvis noget i dig bliver ved med at kalde, hvis længslen bliver ved med at vende tilbage, så er det værd at lytte lidt mere til det.

Måske står du et sted lige nu, hvor noget er ved at forandre sig. Måske ved du præcis hvad. Måske mærker du det bare som en uro, du endnu ikke helt kan sætte ord på.

Hvis du har lyst til at undersøge det sammen med nogen, er du meget velkommen til at skrive til mig på min mail: trinekofoeds@gmail.com

Indlægget 5 tegn på, at noget i dig er klar til forandring blev først udgivet på Trine Kofoed.