Der findes et øjeblik, som kan gøre overraskende ondt i et parforhold. Du har måske gået med tanken længe, øvet dig på hvordan du skulle sige det og ventet på et tidspunkt, hvor stemningen var nogenlunde rolig. Så får du endelig sagt: “Jeg synes, vi skal prøve parterapi.”

Og din partner siger nej.

For den, der har taget initiativet, kan det føles som langt mere end et nej til en samtale med en terapeut. Man kan nå at høre en hel række andre svar inde i det: Du synes ikke, det er vigtigt. Du vil ikke kæmpe for os. Jeg står alene med det her.

Jeg forstår godt, at tankerne bevæger sig derhen, for når man foreslår parterapi, har man ofte allerede vist noget sårbart. Man har sagt højt, at der er noget i forholdet, man savner, er bekymret for eller ikke længere ved, hvordan man skal løse. Derfor kan et afslag ramme et sted, der allerede er ømt.

I mit arbejde bliver jeg alligevel nysgerrig, inden jeg oversætter et nej til manglende vilje. Jeg vil gerne vide, hvad personen egentlig siger nej til, for de to personer i et parforhold kan have vidt forskellige billeder af, hvad der foregår bag døren til et terapirum.

Hvad tror din partner egentlig, der skal ske derinde?

For nogle ser parterapi omtrent sådan ud i fantasien: De sætter sig i en sofa, partneren fortæller terapeuten om alt det, der er galt, og efter tyve minutter vender terapeuten sig mod dem og siger: “Ja, jeg kan godt se problemet.”

Det er ikke ligefrem en invitation, der får alle til at gribe kalenderen.

Andre forestiller sig, at de skal sidde foran et fremmed person og tale om følelser, de knap nok har ord for derhjemme. Nogle er vokset op med en forestilling om, at problemer ordner man selv, og at det at bede om hjælp næsten er det samme som at indrømme, at forholdet er mislykket. Der kan også ligge tidligere erfaringer med terapi, økonomi, manglende overskud eller en reel frygt for, hvad der sker, hvis man først begynder at åbne de samtaler, som længe har været holdt på afstand.

Derfor synes jeg, spørgsmålet “Hvorfor vil du ikke i parterapi?” hurtigt bliver for lille. Jeg ville være mere interesseret i at spørge: “Hvad forestiller du dig, der vil ske, hvis vi går derhen?”

Det kan åbne en samtale, man ikke havde regnet med.

For et nej kan handle om modstand mod terapi, samtidig med at der stadig findes et ønske om forholdet. Og nogle gange viser det sig, at personen faktisk ikke afviser hjælp; vedkommende afviser den version af hjælpen, som findes inde i hovedet.

Parterapi er ikke en retssag med en blød sofa

Jeg tror, mange ville have lettere ved at gå i parterapi, hvis de vidste, hvor lidt jeg er interesseret i at finde ud af, hvem der har ret.

Når et par sætter sig overfor mig, sidder der som regel to personer, som begge kan fortælle en historie, der giver mening fra deres stol. Den ene oplever måske, at partneren aldrig vil tale om problemerne, mens den anden oplever, at alle forsøg på samtale bliver så intense, at det føles sikrere at trække sig. Den ene tænker “du er ligeglad”, mens den anden tænker “jeg kan aldrig gøre det rigtigt”, og efter nogle år kan begge være blevet ret dygtige til at genkende den andens næste træk.

Det interessante ligger derfor ofte i det, der sker imellem dem.

Hvad sker der med dig, når din partner bliver stille? Hvad sker der med din partner, når du forsøger hårdere at få kontakt? Hvilken betydning tillægger I hinandens reaktioner, og hvad gør I derefter?

Parterapi kan selvfølgelig også rumme svære spørgsmål om tillid, seksualitet, svigt, vrede og tvivl. En terapeut kan ikke love, at alle samtaler bliver behagelige, og målet er heller ikke at bevare ethvert forhold for enhver pris. Opgaven er at skabe et rum, hvor begge perspektiver kan undersøges ordentligt, så parret får mulighed for at forstå det, de ikke længere kan se tydeligt, når de står midt i det.

Det er noget andet end at møde op for at få afgjort, hvem der har ødelagt hvad.

Når den ene allerede har pakket tasken

Der kan også opstå en særlig dynamik, når den ene har læst om parforhold, fundet en terapeut, undersøgt priser og måske allerede forestillet sig, hvordan terapien kan hjælpe, mens den anden stadig befinder sig ved spørgsmålet: Har vi virkelig brug for det?

Så står I faktisk forskellige steder, længe før første samtale overhovedet er booket.

Jeg kommer til at tænke på par, hvor den ene har brugt måneder på at nå frem til beslutningen om at foreslå terapi og derefter bliver frustreret over, at partneren ikke kan nå den samme erkendelse på en tirsdag aften over aftensmaden. Set fra den anden stol kom spørgsmålet måske næsten ud af ingenting.

Det kan være værd at give den forskel lidt plads. At være tøvende er ikke det samme som at være uvillig, og nogle har brug for at forstå, hvad terapien skal bruges til, før de kan mærke, om de ønsker at deltage. Måske hjælper det at fortælle, hvad du selv håber på, frem for hvad du synes, din partner skal ændre: “Jeg savner den måde, vi kunne tale sammen på,” “Jeg synes, vi er havnet i nogle konflikter, jeg ikke ved, hvordan vi kommer ud af,” eller “Jeg vil gerne forstå os bedre, inden afstanden bliver større.”

Det ændrer karakteren af invitationen. Terapien bliver et sted, I kan undersøge noget sammen, frem for et værksted, hvor du afleverer din partner til reparation.

Kan man gå i parterapi alene?

Hvis partneren fortsat siger nej, kommer det næste spørgsmål ofte: “Kan jeg så overhovedet gøre noget?”

Ja. Du kan begynde med dig.

En individuel samtale er selvfølgelig ikke parterapi med en tom stol ved siden af. Din partners perspektiv kan ikke gættes frem, og én person kan ikke alene tage ansvar for en relation, der består af to. Til gengæld kan du undersøge din egen del af det, der sker mellem jer, og det kan være langt mere betydningsfuldt, end det umiddelbart lyder.

I et parforhold påvirker vi hele tiden hinanden. Hvis du ændrer den måde, du går ind i en konflikt på, sætter en grænse tydeligere eller bliver bedre til at genkende det øjeblik, hvor du selv går i forsvar, ændrer du samtidig noget i den dans, I plejer at danse sammen. Det garanterer ikke en bestemt reaktion fra din partner, og det er vigtigt ikke at gøre individuel terapi til en skjult strategi for at få den anden til at ændre sig. Det kan derimod gøre dig langt klogere på, hvad du selv oplever, hvad du længes efter, hvad du kan tage ansvar for, og hvad der faktisk ligger uden for din kontrol.

Nogle partnere bliver med tiden nysgerrige, når de opdager, hvad samtalerne egentlig handler om. Andre gør ikke. Begge dele er vigtig information.

Der er også et tidspunkt, hvor et nej betyder noget

Jeg synes, det er vigtigt ikke at gøre alle afslag på parterapi til frygt, usikkerhed eller manglende viden. Nogle gange vil en partner ganske enkelt ikke deltage, og hvis vedkommende samtidig gennem længere tid afviser samtaler om relationen, ikke ønsker at forholde sig til problemerne og overlader hele ansvaret for forandring til den anden, så er det værd at tage alvorligt.

Man kan ikke kommunikere sig frem til samarbejde med en person, der ikke ønsker at samarbejde.

Her ændrer spørgsmålet karakter. Det handler mindre om, hvordan du får din partner med i terapi, og mere om hvordan det er for dig at være i et forhold, hvor du oplever at stå alene med ønsket om forandring. Hvad kan du leve med? Hvad har du brug for? Hvilke grænser har du? Hvor længe ønsker du at vente på noget, du ikke selv bestemmer, om kommer?

Det er store spørgsmål, og de fortjener mere end et hurtigt råd om at kommunikere bedre.

Du behøver ikke blive stående i døren

Når den ene ønsker parterapi, og den anden ikke gør, kommer al opmærksomheden let til at samle sig om den partner, der siger nej. Hvordan får jeg vedkommende med? Hvad skal jeg sige? Hvornår skal jeg spørge igen?

Jeg ville også rette noget af opmærksomheden mod den person, der allerede står klar.

For du kan godt begynde at undersøge din situation, selv om din partner ikke er klar til at gøre det sammen med dig. Du kan få hjælp til at sortere mellem vrede, håb, kærlighed, tvivl og de mange spørgsmål, der kan være svære at holde adskilt, når man står midt i dem. Du kan blive tydeligere på, hvad du ønsker af forholdet, og hvad du selv har mulighed for at påvirke.

Måske kommer din partner senere og stiller sig ved siden af dig. Måske viser det sig, at vejen bliver en anden, end du havde forestillet dig. Det kan ingen terapeut vide på forhånd.

Det eneste, du ikke behøver, er at blive stående ubevægelig i en døråbning og vente på, at et andet person tager det første skridt.

Din partner bestemmer, om vedkommende vil gå med. Du må stadig gerne begynde at finde ud af, hvor du selv vil hen.