Der er ting, jeg siger højt i terapirummet, og så er der ting, jeg tænker, mens jeg sidder overfor et par eller en person, der forsøger at forklare mig noget, som måske har været svært at sige højt i flere år.

Jeg tænker nogle gange: Du behøver ikke fortælle det her på den rigtige måde. Andre gange tænker jeg: Der er vist noget her, vi går meget forsigtigt rundt om. Og indimellem får jeg lyst til at sige: Jeg er ikke nær så chokeret over det, du lige fortalte mig, som du tror.

For det kan være mærkeligt at gå i terapi. Du kommer ind i et samtalerum, hvor du fortæller en anden person om dit parforhold, din seksualitet, dine konflikter eller tanker, du måske ikke engang har delt med dem, der står dig nærmest. Samtidig sidder der en terapeut på den anden side, lytter, stiller spørgsmål og skriver måske et par ord ned undervejs.

Det efterlader en del plads til fantasien.

Hvad tænker hun om mig? Synes hun, vores forhold er helt håbløst? Kan hun mærke, at jeg ikke fortæller alt? Har hun hørt noget lignende før? Sidder hun og tænker, at det i virkeligheden er mig, der er problemet?

Så denne artikel handler om noget, jeg normalt ikke skriver ret meget om: hvad der foregår på min side af samtalen, og hvad jeg som sexolog og parterapeut ville ønske, flere vidste, inden de satte sig i stolen.

Du behøver ikke komme med en færdig forklaring

Nogle klienter kommer næsten med sagsmappen under armen. De har tænkt, analyseret, googlet, lyttet til podcasts og haft samtalen med sig selv et utal af gange, inden de tager kontakt. Når vi mødes, kan de derfor fortælle ret præcist, hvad problemet er, hvorfor det er opstået, og måske også hvilken tilknytningsstil, diagnose eller barndomsoplevelse der forklarer det.

Det giver god mening. Når noget gør ondt eller har stået på længe, forsøger vi at skabe sammenhæng, og for mange er det faktisk en lettelse endelig at kunne sætte ord på det.

Alligevel er jeg ofte mindst lige så interesseret i det, der kommer lidt skævt ind fra siden. Den bemærkning, der næsten blev sprunget over. Det lille “det er egentlig mærkeligt…” midt i en anden historie. Den ene situation, hvor problemet pludselig ikke opstår, selv om det plejer. Eller den sætning, en klient siger og straks forsøger at trække tilbage igen.

Det er noget af det spændende ved terapi. Vi behøver ikke kende konklusionen, før vi begynder.

Du må gerne komme og sige: “Jeg ved faktisk ikke, hvad der sker med mig.”

Det er et ganske glimrende sted at starte.

Jeg sidder ikke og leder efter, hvem der har ret

Det bliver særligt tydeligt i parterapi, hvor to personer kan sidde i den samme sofa og fortælle om den samme tirsdag aften, så jeg næsten kunne tro, de havde været i hver sit hus.

Den ene fortæller, at partneren lukkede fuldstændig ned og nægtede at tale. Den anden fortæller, at vedkommende forsøgte at få ti minutters ro, fordi samtalen var ved at løbe af sporet. Den ene følte sig forladt. Den anden følte sig presset. Begge kan være oprigtigt frustrerede, og begge historier kan give mening, når jeg forstår, hvad der skete fra den stol, de hver især sad i.

Det er en af grundene til, at jeg ikke betragter parterapi som en retssag med lidt blødere møbler.

Jeg skal ikke kåre en vinder.

Jeg er langt mere interesseret i det mønster, der opstår mellem jer. Hvad sker der med den ene, når den anden trækker sig? Hvad gør det ved den anden, når partneren forsøger endnu hårdere at få kontakt? Hvad tror I hver især, den andens adfærd betyder, og hvor hurtigt når I at reagere på den fortolkning?

Det er ofte dér, vi finder noget, der er mere brugbart end spørgsmålet om, hvem der begyndte.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt ansvar altid er ligeligt fordelt. Grænseoverskridelser, svigt og skadelig adfærd bliver ikke neutrale, bare fordi to personer sidder i et terapirum. Nuancer er heller ikke det samme som at udviske ansvar. Men i mange af de konflikter, par sidder fast i, hjælper det overraskende lidt at få fastslået, hvem der havde mest ret klokken 21.17 sidste torsdag.

Vi skal forstå, hvorfor I bliver ved med at ende samme sted.

Ja, jeg lægger også mærke til det, du ikke siger

Terapeuter kan ikke læse tanker. Det ville ellers spare en del spørgsmål.

Til gengæld lærer man at være opmærksom på mere end ordene. Et emne bliver hurtigt skiftet. Et spørgsmål får et meget langt svar, der på en eller anden måde aldrig kommer i nærheden af spørgsmålet. En person griner, mens vedkommende fortæller noget, der egentlig lyder smertefuldt, eller siger “det betyder ikke noget” om noget, vi har brugt de sidste tyve minutter på at tale om.

Det betyder ikke, at jeg straks ved, hvad der gemmer sig nedenunder. Det fortæller mig bare, at der måske er noget, vi skal være lidt nysgerrige på.

Samtidig er der en vigtig forskel på at opdage, at noget er svært at tale om, og at kræve adgang til det. Terapi giver ikke terapeuten ret til alle rum i dit liv. Du bestemmer stadig, hvad du fortæller, og hvornår du er klar til at fortælle det.

Nogle gange er “det har jeg ikke lyst til at tale om endnu” faktisk en vigtig sætning i sig selv.

Det, du skammer dig over, har ofte allerede et navn

Som sexolog sidder jeg jævnligt overfor personer, der har brugt lang tid på at samle mod til at sige én bestemt sætning. Man kan næsten mærke tilløbet. Der bliver forklaret lidt rundt om emnet, taget en omvej eller to, og så kommer det.

“Jeg har næsten aldrig lyst til sex.”

“Jeg kan ikke få rejsning, når vi skal have sex.”

“Jeg ser porno.”

“Jeg fantaserer om noget, jeg skammer mig over.”

“Jeg kan ikke få orgasme.”

“Jeg ved ikke længere, om jeg tænder på min partner.”

For personen, der siger det, kan sætningen føles enorm. Nogle har båret den alene i årevis og nået at skabe deres egne forklaringer på, hvad den siger om dem som partner eller person.

På min side af samtalen er det langt mindre dramatisk. Jeg lytter og begynder at blive nysgerrig på sammenhængen.

Hvornår sker det? Hvordan opleves det? Har det altid været sådan? Er der situationer, hvor det er anderledes? Hvad betyder det for dig? Hvad sker der mellem dig og din partner omkring det?

Det skyldes, at seksualitet rummer en enorm variation, og mange af de problemer, der føles dybt private, er velkendte inden for sexologien. Seksuelle vanskeligheder kan have biologiske, psykologiske, relationelle og sociale komponenter, og derfor fortæller et enkelt symptom heller ikke hele historien om en person.

Der er naturligvis ting, jeg tager meget alvorligt. Men alvor og fordømmelse er to forskellige ting.

Du behøver derfor ikke gøre din historie pænere for min skyld. Det er som regel den uredigerede version, vi kan arbejde bedst med.

Du får ikke minuspoint for at gøre præcis det samme igen

Der er et øjeblik i terapi, jeg holder ret meget af. En klient kommer tilbage, sætter sig og siger lidt undskyldende: “Jeg gjorde det igen.”

Så kommer historien. Samme konflikt. Samme reaktion. Samme beslutning om aldrig mere at gøre sådan efterfulgt af, ja, præcis det samme.

Nogle fortæller det næsten, som om de skal aflevere en opgave, de har glemt at lave.

Men terapi er ikke skole, og jeg sidder ikke med et karakterblad under bordet.

Forandring fungerer heller ikke særlig godt som en lige linje, hvor vi først forstår noget og derefter konsekvent gør det rigtige. Gamle reaktionsmønstre kan være automatiserede, følelsesmæssigt indlærte og knyttet til situationer, hvor vi reagerer hurtigere, end vi når at tænke. At kunne se mønstret bagefter er allerede noget andet end slet ikke at kunne se det.

Så hvis du kommer tilbage og fortæller mig, at du endnu en gang råbte, trak dig, sagde ja, selv om du mente nej, lod være med at sige det, du havde besluttet dig for at sige, eller endte i præcis den konflikt, vi talte om sidst, tænker jeg ikke, at terapien har været spildt.

Jeg bliver nysgerrig på de sekunder, hvor det skete.

For hvad mærkede du? Hvad tænkte du? Hvad forsøgte du at beskytte? Hvornår kunne situationen måske have taget en anden retning?

Det er ofte langt mere lærerigt end at være en eksemplarisk klient.

Du behøver heller ikke passe på mig

Nogle personer er meget opmærksomme på terapeuten. De holder øje med mit ansigt, når de fortæller noget svært, eller skynder sig at forklare, at deres partner “altså også har mange gode sider”, lige efter de har fortalt om noget smertefuldt.

Det kan næsten føles, som om de skal sikre sig, at jeg ikke får det forkerte indtryk.

Det behøver du ikke.

Jeg kan godt rumme, at du er rasende på en person, du elsker. At du kan være lykkelig i dit forhold og samtidig fantasere om et andet liv. At du kan savne din partner og samtidig have lyst til at være alene. At du kan være taknemmelig og frustreret på samme tid.

Ambivalens er ikke en fejl i fortællingen. Den er en del af den.

Et terapirum må gerne kunne rumme flere sandheder på én gang, også når de ikke passer særlig elegant sammen. Faktisk bliver samtaler ofte mere interessante, når vi holder op med at forsøge at få vores følelser til at opføre sig logisk.

Jeg har heller ikke en hemmelig facitliste

Jeg tror, det er en af de største misforståelser om terapi: forestillingen om, at terapeuten kan se løsningen, mens klienten endnu ikke kan.

Som om jeg efter fyrre minutters samtale sidder med svaret og bare langsomt forsøger at få dig til selv at gætte det.

Sådan arbejder jeg ikke.

Hvis du spørger mig, om du skal blive i dit parforhold, kan jeg hjælpe dig med at undersøge, hvad der får dig til at blive, hvad der får dig til at overveje at gå, hvad du håber kan ændre sig, og hvad du efterhånden har svært ved at leve med. Jeg kan hjælpe med at få øje på mønstre, stille spørgsmål til noget, der er blevet selvfølgeligt, og bringe faglig viden ind, når den kan gøre billedet tydeligere.

Jeg skal bare ikke leve dit liv bagefter.

Det er også derfor, gode terapiforløb ikke altid ender med den beslutning, nogen havde forventet fra begyndelsen. Nogle par finder hinanden på nye måder. Nogle personer opdager grænser, de ikke tidligere har taget alvorligt. Andre finder ud af, at problemet, de kom med, kun var den synlige del af noget andet. Og indimellem bliver det vigtigste resultat, at en person bliver bedre i stand til at stole på sin egen oplevelse.

Terapeutens opgave er derfor ikke at sidde på den anden side af bordet og være den person i rummet, der ved bedst, hvordan dit liv skal se ud.

Jeg skal hjælpe dig med at se mere af det.

Og hvis der er én ting, jeg ville ønske, du vidste, før du går i terapi, er det måske netop dét: Du behøver ikke komme med den rigtige historie, de rigtige ord eller en færdig forklaring. Du behøver heller ikke vide, hvad du vil have ud af det hele, inden vi begynder.

Du må godt komme med noget, der roder.

Det gør livet som regel.

Og så kan vi begynde dér.