Forestil dig, at I har været sammen i ti år. Din partner elsker juleaften hos sin familie. Der er 18 personer omkring bordet, højlydte diskussioner, børn på kryds og tværs og den samme dessert, som oldemor lavede. Du holder også af dem, men din egen juleaften betyder noget andet. Din far er blevet ældre, din søster kommer kun hjem denne ene gang om året, og når du forestiller dig den 24. december, er det faktisk dér, du har lyst til at være.
Så kommer den tanke, som næsten kan føles forbudt at sige højt:
Kunne vi ikke bare holde jul hver for sig?
For nogle par vil svaret være et meget klart nej. Juleaften er en af de dage, hvor de ønsker at være sammen, og det ville føles forkert at dele sig. For andre kan det være en overraskende god løsning.
Jeg synes, vi skal passe på med at gøre den ene måde mere rigtig end den anden, for et parforholds kvalitet kan ikke aflæses af, om to personer befinder sig ved samme julebord den 24. december.
Det interessante er, hvad det betyder for jer at være sammen – og hvad det betyder at være hver for sig.
Julen har en mærkelig evne til at gøre kærlighed geografisk
Der findes mange dage på året, hvor vi uden problemer kan lave noget hver for sig. Den ene tager til koncert, den anden bliver hjemme. Vi besøger venner alene, har forskellige interesser og kan tage en weekend væk uden at konkludere, at parforholdet er i opløsning.
Så kommer den 24. december.
Pludselig kan spørgsmålet om, hvor man befinder sig mellem klokken 17 og 23, få en helt anden betydning.
Vil du hellere være sammen med dem end med mig?
Det er ofte dér, samtalen bliver vanskelig, fordi et ønske om at holde jul hos sin egen familie kan blive hørt som et fravalg af partneren. Men de to ting behøver ikke være det samme.
Man kan længes efter sin families juleaften og samtidig elske sin partner. Man kan ønske at sidde ved siden af sin gamle far, når der synges omkring juletræet, uden at det siger noget dramatisk om ens parforhold. Man kan også være den person, der oprigtigt synes, at julen mister noget væsentligt, hvis ens partner ikke er der.
“Men er det ikke mærkeligt?”
Det spørgsmål kommer hurtigt, fordi vi har ret stærke kulturelle forestillinger om, hvordan et par ser ud juleaften. Når man først er blevet et etableret par, forventes man ofte at ankomme som en enhed. Invitationen gælder jer begge. Familierne regner med jer begge, og hvis den ene dukker op alene, kan der næsten automatisk komme spørgsmål:
“Hvor er Mads?”
“Er alt okay?”
“Skulle I ikke holde jul sammen?”
Og så kan man pludselig stå og forklare en beslutning, som man selv var ganske tilfreds med, indtil resten af familien begyndte at se bekymret ud.
Jeg synes faktisk, det er værd at udfordre forestillingen om, at nærhed altid skal kunne ses udefra.
Et par kan sidde ved siden af hinanden juleaften og have været uvenner siden den 21. december. Et andet kan kysse farvel om eftermiddagen, tage hver sin vej og sende hinanden et billede klokken 22 med teksten: “Glæder mig til at komme hjem til dig i morgen.”
Jeg ville være meget forsigtig med at gætte på, hvilket par der har det bedste forhold.
En praktisk løsning kan være følelsesmæssigt kompliceret
At holde jul hver for sig kan lyde som den perfekte løsning, hvis alternativet er endnu en diskussion om, hvilken familie der “får jer” i år. Men inden I deler jer, ville jeg være nysgerrig på, om begge faktisk synes, det er en god idé.
Der er stor forskel på: “Hvor fedt, så får vi begge den juleaften, vi gerne vil have.”
og: “Fint. Så tager du bare hjem til din familie.”
Den sidste sætning kan godt ligne en aftale på papiret, mens den følelsesmæssigt betyder noget helt andet.
Hvis den ene foreslår at holde jul hver for sig, og den anden accepterer for at undgå en konflikt, kan juleaften blive en ret lang aften. Ikke på grund af afstanden mellem de to juleborde, men fordi den ene sidder med oplevelsen af ikke at være blevet valgt.
Så jeg ville ikke kun spørge: Kan vi gøre det?
Jeg ville også spørge: Hvordan vil det være for dig, hvis vi gør det?
Nogle gange er det faktisk den mest generøse løsning
Der er situationer, hvor jeg synes, idéen om at holde jul hver for sig fortjener langt mere plads, end den normalt får.
Måske har begge en forælder, der ellers ville sidde alene. Måske bor familierne så langt fra hinanden, at enhver fælles løsning kræver halve dage på motorvejen. Måske er der skilsmissefamilier med så mange grene, at julekabalen efterhånden kræver projektlederuddannelse.
Eller måske elsker begge deres respektive familietraditioner og har brugt de sidste otte juleaftener på skiftevis at savne den ene.
Så kan det være interessant at spørge, hvorfor den mest kærlige løsning nødvendigvis skulle være, at én af jer endnu en gang giver afkald på noget vigtigt.
At være et par indebærer kompromiser. Det behøver ikke betyde, at enhver vigtig oplevelse skal deles.
Nogle gange kan kærlighed også lyde sådan:
“Jeg ved, hvor meget den aften med din familie betyder for dig. Tag af sted og nyd den. Jeg gør det samme, og så ses vi i morgen.”
Det kræver selvfølgelig, at begge kan mærke sig selv i aftalen.
Når de kan det, ser jeg ikke afstand i den.
Jeg ser frihed.
Hvis I har børn, bliver spørgsmålet et andet
Når der er børn med i familien, bliver beslutningen mere kompleks, fordi der nu er flere personers juleaften at tage hensyn til. Her ville jeg være varsom med at lade børnene blive løsningen på de voksnes konflikt.
“Så kan du tage ét barn med til din familie, og jeg tager det andet.”
Det kan selvfølgelig fungere i nogle familier, især hvis børnene selv er store nok til at have tydelige ønsker, men søskende skal ikke automatisk fordeles som julegaver mellem to familier for at få kabalen til at gå op.
Det samme gælder spørgsmålet om, hvilken forælder børnene skal være hos. Deres alder, relationer, traditioner og egne ønsker har betydning, og for børn i skilte eller sammenbragte familier kan juleplanlægningen allerede indeholde mange skift.
Så snart børnene er en del af ligningen, synes jeg derfor, spørgsmålet skal udvides fra “Hvad vil vi to helst?” til “Hvilken juleaften giver mening for vores familie som helhed?”
Det kan stadig ende med, at de voksne holder dele af julen hver for sig.
Men børnene bør være personer, der bliver taget hensyn til, ikke brikker, der får kalenderen til at gå op.
Der er også par, der simpelthen har brug for at skabe deres egen jul
Nogle gange opdager et par, at hele diskussionen om din familie eller min familie er begyndt at føles mærkelig, fordi ingen af løsningerne længere passer særlig godt.
Så findes der en tredje mulighed:
Jeres familie.
Det kan være første gang, man siger: “I år bliver vi hjemme.” Måske inviterer man andre, måske gør man ikke. Måske spiser man præcis det samme som altid, og måske opdager man, at ingen af jer egentlig bryder sig særlig meget om and.
Det kan skabe reaktioner.
Forældre kan blive skuffede, og søskende kan have svært ved at forstå, hvorfor traditionen pludselig skal ændres. Det er en del af det, der sker, når familier udvikler sig. På et tidspunkt bliver de børn, der plejede at komme hjem til jul, voksne personer med egne relationer, behov og traditioner.
Der findes ikke en juleordning, der kan bevare alle familier præcis, som de engang var.
Det vigtigste spørgsmål kommer måske dagen efter
Hvis I overvejer at holde jul hver for sig, ville jeg prøve et lille tankeeksperiment.
Forestil jer, at det er den 25. december. I ses igen. Hvordan håber du, det føles?
Hvis du forestiller dig, at du kommer hjem glad efter en dejlig juleaften og oprigtigt glæder dig til at høre om din partners, fortæller det noget.
Hvis du allerede i forestillingen kan mærke vrede over, at din partner valgte sin familie, fortæller dét også noget.
Og hvis du mærker lettelse ved tanken om ikke at skulle tilbringe juleaften sammen, kan det være værd at være nysgerrig på, om lettelsen handler om julearrangementet, familien omkring jer eller noget i jeres relation.
Det er derfor, det ikke er selve løsningen, jeg ville bruge til at vurdere et parforhold.
Jeg ville se på det, der ligger omkring den.
Så kan man holde jul hver for sig som par?
Ja.
Man må gerne være et tæt, kærligt og forpligtet par og holde juleaften to forskellige steder. Der findes ingen relationel regel om, at kærligheden bliver mere ægte, hvis begge spiser risalamande ved samme bord.
Men beslutningen fungerer bedst, når den opleves som en løsning for begge og ikke som et kompromis, den ene skal sluge for at holde fred.
Tal derfor om mere end logistikken. Tal om, hvad juleaften betyder for jer, hvad I hver især ville savne, hvad I håber at få ud af den, og hvordan det føles at forestille sig, at partneren ikke er der.
Måske ender I med at holde jul sammen. Måske hver for sig. Måske opdager I en tredje måde, som ingen af jer havde tænkt på. Det vigtigste er ikke, om I sidder ved samme julebord.
Det er, om beslutningen føles som noget, I har truffet sammen.