Den skjulte præstationsangst hos kvinder

Vi taler ofte om seksuel præstationsangst som noget, der især rammer mænd – typisk i form af rejsningsproblemer eller frygt for ikke at kunne gennemføre et samleje. Men mange kvinder oplever også præstationsangst i det seksuelle rum – den viser sig bare ofte i mere skjulte eller tyste former.

Når sex bliver en opgave

Flere kvinder beskriver, hvordan de forsøger at gøre det “rigtigt”. Være villige. Se godt ud. Være afslappede og spontane – samtidig. Men inden i kører tankerne: “Mon, jeg er for længe om at blive våd? Ser min mave mærkelig ud i denne stilling? Er det for kedeligt for ham? Hvad hvis jeg ikke får orgasme – bliver han så skuffet?”

Det er præstationsangst. Bare i en anden forklædning.

Kroppen som spejl for præstation

Kvinders kroppe reagerer ofte subtilt på præstationspres. Tørhed. Spændinger i bækkenet. En følelse af at “lukke ned”. At være der fysisk, men ikke mentalt eller følelsesmæssigt. Orgasmen udebliver. Eller kommer, men føles afkoblet. Der kan opstå en indre afstand – ikke nødvendigvis fra partneren, men fra sig selv.

Mange vender det indad: “Hvorfor virker jeg ikke? Hvorfor føler jeg ikke noget?”

Og det er netop det: følelsen forstyrres, når man forsøger at præstere den.

Usynlige forventninger

Kvinder er socialiseret til at tage hensyn. Til at læse stemninger, aflæse partnerens behov og sørge for at være behagelige. Det gælder også i det seksuelle. Det kan føles svært at sige “nej”, men det kan også være svært at sige “jeg har lyst, men jeg er nervøs” – fordi vi ikke er vant til, at usikkerhed har en plads i seksualiteten.

Vi har lært, at kvindelig seksualitet skal være enten forførende, tilfredsstillende eller frigjort. Der er ikke meget plads til den tvivlende, sårbare eller famlende version.

Når lysten bliver stille

Præstationsangst hos kvinder viser sig ikke altid i form af angst, men som noget mere stille: lysten, der glider væk. Orgasmen, der føles uopnåelig. Det seksuelle møde, der bliver noget man går med til, frem for noget man selv er nysgerrig på. Og jo længere det får lov at stå alene, jo sværere kan det være at finde vejen tilbage til kroppen og nydelsen.

Hvad kan man gøre?

At opdage sin præstationsangst – og anerkende den – er i sig selv et vigtigt skridt. Ikke for at fikse noget hurtigt, men for at få kontakt. For at give sig selv lov til at mærke, hvad der reelt foregår.

Herfra kan man begynde at afklæde seksualiteten fra de mange forventninger. Man kan øve sig i at være nysgerrig i stedet for effektiv. Tage pauser. Give kroppen tid. Tørre hænder kan også nusse. Bløde læber kan også kysse uden en plan. Der er ikke én måde at være kvinde eller seksuel på.

Og måske vigtigst: tale om det. Med en partner. Med en terapeut. Med sig selv.

Det er ikke dig, der er forkert. Det er ofte forventningen, der er for snæver.

Oplever du, at sex er forbundet med præstation, usikkerhed eller lyst, der forsvinder, så er du meget velkommen til at tage kontakt. Her er plads til din historie, dine følelser og dine tempoer.

Facebook
Twitter
Email
Print