Der er et spørgsmål, som begynder at dukke op i mange parforhold, længe før nogen har købt en julegave eller fundet kassen med pynt frem:
“Hvor skal vi egentlig holde jul i år?”
Det lyder uskyldigt, næsten administrativt. Et sted skal man jo være den 24. december, og nogen skal have besked, så de ved, hvor mange kartofler der skal skrælles.
Alligevel kan netop den samtale udvikle sig overraskende hurtigt.
“Vi var hos din familie sidste år.”
“Ja, men min mor bliver alene, hvis vi ikke kommer.”
“Vi kan jo heller ikke blive ved med at indrette vores jul efter din mor.”
“Det siger du kun, fordi du helst vil være hos din egen familie.”
Og dér røg kartoflerne.
Nu handler samtalen pludselig om retfærdighed, loyalitet, forældre, børn, traditioner og hvem der gennem årene har tilpasset sig mest. Måske bliver gamle juleaftener hentet frem som dokumentation, og inden længe sidder to personer med hver deres mentale regneark over, hvem der har fået sin vilje hvornår.
Jeg forstår godt, at julen kan gøre det ved os. For når vi diskuterer, hvor vi skal holde jul, fordeler vi ikke kun en dato i kalenderen. Vi fordeler noget, der for mange har stor følelsesmæssig værdi.
Julen kommer med en hel familie i bagagen
Når to personer finder sammen, kommer de ikke kun med hver deres tandbørste, venner og mærkelige vaner omkring opvaskemaskinen. De kommer også med hver deres fortælling om, hvordan en rigtig jul ser ud.
Hos den ene begynder juleaften måske klokken 14 med kaffe hos bedsteforældrene, og ingen kunne drømme om at ændre på rækkefølgen af maden. Hos den anden er det vigtigste, at alle tager det roligt, børnene må åbne en gave tidligt, og tidspunktet for middagen afhænger lidt af, hvornår anden bliver færdig.
Begge dele kan føles helt naturligt, fordi traditioner netop får deres kraft af at være gentaget så mange gange, at vi holder op med at tænke over dem.
Indtil vi møder en anden person, hvis familie gør det helt forkert.
Eller i hvert fald anderledes.
Det er noget af det interessante ved julekonflikter. Vi kan opleve vores egne traditioner som hyggelige og den andens som besværlige, selvom forskellen udefra kan være temmelig beskeden. For traditioner handler også om tilhørsforhold. De fortæller os, hvor vi kommer fra, hvem vi hører sammen med, og hvilke minder vi gerne vil give videre.
Derfor kan et forslag om at ændre julen ramme langt dybere, end den person, der foreslår det, havde forestillet sig.
“Men vi var jo hos din familie sidste år”
Nogle par løser spørgsmålet med et system: ét år hos den ene familie, næste år hos den anden.
Det kan være en glimrende løsning. Indtil livet blander sig.
Måske er der kommet små børn, som ikke trives med tre timers transport juleaftensdag. Måske er en forælder blevet syg. En bedsteforælder er blevet gammel. Nogen er blevet skilt, har fået en ny partner eller er flyttet. Søskende har fået deres egne familier og kalendere, og pludselig betyder “din familie” og “min familie” ikke helt det samme som for ti år siden.
Det er her, retfærdighed bliver mere kompliceret end at skiftes.
Jeg oplever, at par nogle gange forsøger at løse julekonflikten matematisk. Hvis vi var hos din familie sidste år, må vi være hos min i år. Hvis vi holdt to juleaftener med dine forældre, skylder vi mine to.
Regnestykket kan være korrekt og alligevel føles forkert.
For lighed og retfærdighed er ikke altid det samme. Hvis den ene partners far eksempelvis er alvorligt syg, kan der være gode grunde til at bryde en ellers velfungerende turnus. Hvis et barn bliver fuldstændig færdigt af at blive transporteret rundt mellem tre familier, er barnets behov også blevet en del af ligningen.
En god juleaftale behøver derfor ikke kunne forsvares i Excel.
Den skal kunne give mening for de personer, der faktisk skal leve i den.
Nogle gange sidder svigermor med ved bordet, længe før juleaften
Der er en bestemt formulering, som kan gøre samtalen om jul ekstra vanskelig:
“Min mor forventer, at vi kommer.”
Så er der pludselig kommet en tredje stemme ind i parrets beslutning.
Det samme gælder selvfølgelig fædre, svigerfædre, søskende og bedsteforældre. Nogle familier er meget tydelige omkring deres forventninger, og det kan være svært at stå over for en forælder, der siger: “Så bliver vi jo næsten ingen juleaften” eller “Jeg havde regnet med, at I selvfølgelig kom.”
Skyld er en effektiv juleplanlægger. Den er bare ikke altid en særlig god en.
For hvis et par primært træffer beslutningen ud fra, hvem der bliver mest skuffet, risikerer de at bruge december på at administrere andre voksnes følelser. Og det kan skabe en helt særlig irritation mellem dem, især hvis den ene oplever, at partneren har svært ved at sætte grænser overfor sin familie.
Så handler konflikten ikke længere kun om juleaften.
Den kan begynde at handle om: Hvem står du sammen med, når din familie vil noget andet end os?
Det spørgsmål kan være langt mere sårbart.
Prøv at høre, hvad der ligger under ønsket
Hvis den ene meget gerne vil holde jul hos sin familie, kan det være fristende at begynde forhandlingen med argumenter.
Vi var der sidste år. Det er langt at køre. Børnene bliver trætte. Din bror kommer alligevel først senere.
Alle argumenterne kan være rigtige. Jeg ville alligevel være nysgerrig på ønsket først.
Hvad betyder det for dig at være der juleaften?
Det spørgsmål kan føre et helt andet sted hen.
Måske handler det om en mor, der er blevet ældre, og en erkendelse af, at der ikke er uendeligt mange juleaftener tilbage med hende. Måske har personen altid drømt om, at egne børn skulle opleve den jul, vedkommende selv husker. Måske føler den ene sig stadig lidt som gæst hos svigerfamilien efter femten år og savner den ene aften, hvor alting føles velkendt.
Eller måske kommer der et mere overraskende svar:
“Jeg har faktisk ikke lyst til at være hos min familie. Jeg har bare så dårlig samvittighed over at sige det.”
Så har samtalen pludselig ændret karakter.
Det er en af grundene til, at jeg godt kan lide at blive lidt længere ved betydningen, inden vi går direkte til løsningen. To ønsker, der ser uforenelige ud på kalenderen, kan handle om behov, der måske godt kan mødes på andre måder.
Når man selv får børn, kan julen få endnu et lag
For mange par sker der noget med juleplanlægningen, når de får børn.
Pludselig skal juleaften ikke kun fordeles mellem to familier. Man begynder også at forestille sig, hvilke juletraditioner ens egen familie skal have.
Måske har man i årevis pakket bilen med børn, gaver, skiftetøj og sovende bamser og kørt tværs over landet den 24. december, fordi sådan plejede man. På et tidspunkt kommer tanken: Hvornår bliver det egentlig vores jul?
Det kan være et følsomt spørgsmål, fordi ønsket om at skabe egne traditioner let bliver hørt som en afvisning af de gamle. Men familier forandrer sig. Børn bliver voksne, får partnere og måske selv børn, og dermed flytter tyngdepunktet sig. Den juleaften, som én generation har skabt, kan ikke nødvendigvis fortsætte uændret gennem den næste.
Det kan gøre ondt på forældre og svigerforældre. Det må det faktisk gerne.
Skuffelse er ikke altid et tegn på, at beslutningen er forkert. Nogle gange er den bare den følelse, der følger med, når noget værdifuldt forandrer sig.
I behøver ikke gøre alle tilfredse
Det er måske en af julens vanskeligste erkendelser. Der findes situationer, hvor ingen løsning gør alle glade.
Hvis I holder jul hos den ene familie, bliver den anden måske skuffet. Holder I hjemme, savner begge familier jer. Deler I juleaften mellem to steder, ender I måske selv med at være så trætte, at det eneste, I husker fra aftenen, er motorvejen.
Så kan målet ikke længere være at finde den løsning, hvor ingen mærker noget ubehag.
Målet må være at finde den løsning, I som par kan stå sammen om.
Det kræver, at man kan rumme, at andre måske bliver skuffede, uden straks at gøre skuffelsen til et bevis på, at man har behandlet dem dårligt.
Der er forskel på at tage hensyn og på at give alle vetoret.
Måske skal spørgsmålet være større end “hvor?”
Når par spørger: “Hvor skal vi holde jul?”, kan de meget hurtigt komme til at diskutere adresser.
Jeg synes, det kan være mere interessant at begynde et andet sted:
Hvordan vil vi gerne have, at juleaften føles i år?
Vil I gerne have ro? Være sammen med mange? Give børnene tid med bedsteforældrene? Undgå at køre? Være tæt på en person, der betyder særligt meget lige nu? Skabe noget hjemme hos jer selv? Eller holde fast i en tradition, fordi den oprigtigt stadig betyder noget for jer?
Når I ved det, bliver adressen ofte lettere at diskutere.
Og måske opdager I, at juleaften ikke behøver bære hele familiens behov for samvær. Der findes også den 23., juledag, anden juledag og alle de andre decemberdage, som på mystisk vis får langt mindre følelsesmæssigt ansvar end netop den 24.
Man kan godt elske sin familie den 26.
Den bedste juleaftale er den, I kan stå sammen om bagefter
Jeg tror ikke, der findes en rigtig måde at fordele julen på.
Nogle skiftes. Nogle holder altid hjemme. Nogle samler begge familier, nogle deler sig, og andre har skabt traditioner, der ikke ligner dem, de selv voksede op med.
Det interessante er, hvordan beslutningen bliver truffet.
Hvis den ene endnu en gang giver efter og bruger juleaften på at være vred over det, har I teknisk set fundet en løsning, men konflikten er bare flyttet med ind under juletræet.
Hvis I derimod har været nysgerrige på, hvorfor julen betyder det, den gør for jer hver især, bliver det lettere at finde en løsning, der ikke kun handler om at vinde dette års juleaften.
For måske er det vigtigste spørgsmål ikke: Hvor skal vi holde jul i år?
Det er: Hvordan træffer vi en beslutning, hvor vi stadig oplever, at vi står på samme side, når familien begynder at have en mening om den?
Det er trods alt jer, der skal hjem sammen, når julelysene bliver slukket.