“Jeg ved godt, det lyder mærkeligt.”
Den sætning hører jeg i mange forskellige udgaver i mit arbejde som sexolog.
Den kan komme lige inden en person fortæller om en fantasi, de aldrig har sagt højt. Den kan handle om, at de onanerer på en bestemt måde, ikke har haft sex i flere år, tænder på noget, de ikke helt forstår, eller aldrig har fået en orgasme med en partner. Nogle begynder med at forklare, at de ellers har et godt sexliv, næsten som om de lige skal sikre sig, at jeg ikke danner mig et forkert billede af dem, inden de fortæller om det, der faktisk fylder.
Andre spørger først, hvilke ord de må bruge.
“Kan jeg godt bare sige pik?”
“Jeg siger det altså bare lige direkte.”
Og jeg forstår godt forsigtigheden, for selvom vi lever i en tid, hvor sex findes overalt omkring os, betyder det ikke, at det er blevet enkelt at tale om vores egen seksualitet. Der er stor forskel på at diskutere sex generelt og på at sætte ord på det sted i ens eget liv, hvor man føler sig sårbar.
For når samtalen handler om os selv, handler den hurtigt om mere end sex.
Den handler om, hvad vores seksualitet siger om, hvem vi er.
Skam spørger ikke kun: Hvad gjorde du? Den spørger: Hvad siger det om dig?
Skyld og skam bliver ofte blandet sammen, men der er en vigtig forskel. Skyld kan knytte sig til noget, vi har gjort, mens skam lettere rammer vores oplevelse af os selv.
Det er forskellen mellem “det her skulle jeg måske have håndteret anderledes” og den langt tungere tanke: “Hvad er der galt med mig, siden jeg er sådan?”
Seksualiteten er særlig modtagelig for den slags tanker, fordi den befinder sig i et område, hvor krop, identitet, relationer, moral, lyst og grænser mødes. Det seksuelle kan føles meget privat, samtidig med at vi gennem hele livet bliver præsenteret for forestillinger om, hvordan det burde se ud.
Hvor ofte bør man have sex?
Hvor meget bør man have lyst?
Hvilke fantasier er almindelige?
Hvor længe bør man kunne holde?
Hvordan ser en attraktiv krop ud?
Burde man kunne få orgasme ved penetration?
Er det mærkeligt at tænde på dét?
Det er mange små målestokke at tage med ind i et soveværelse.
Og når vi ikke passer ind i det billede, vi forestiller os er normalt, kan skammen hurtigt finde et sted at sætte sig.
Vi lærer tidligt, hvilke dele af seksualiteten der helst skal holdes private
De færreste kan pege på én bestemt dag, hvor de lærte at skamme sig over noget seksuelt.
Det bliver ofte samlet op gennem mange små erfaringer.
Måske blev der aldrig talt om sex derhjemme. Måske blev kroppen omtalt med omskrivninger, mens bestemte ord blev betragtet som grimme. Måske blev en seksuel scene i fjernsynet mødt med pinlig tavshed, eller man lærte, at nogle personer blev omtalt respektfuldt, mens andre blev gjort til grin på grund af deres seksualitet.
Senere kommer venner, skole, porno, sociale medier, tidligere partnere og kulturelle forventninger til.
Man kan derfor sagtens være voksen, vide en masse om seksualitet og samtidig mærke kroppen spænde en lille smule, når man skal fortælle sin partner, hvad man faktisk tænder på.
Vores intellektuelle holdninger og vores kropslige erfaringer følges ikke altid ad.
Man kan være helt overbevist om, at andre må have den seksualitet, der passer til dem, og samtidig være langt mindre generøs, når man vurderer sin egen.
Skam lever godt i sammenligningen med det sexliv, vi tror andre har
Der findes et mærkeligt paradoks i vores tid.
Vi har adgang til mere seksuelt indhold og mere information om sex end nogen generation før os, og samtidig bliver vi præsenteret for utallige billeder af, hvordan seksualitet tilsyneladende ser ud hos andre.
Det kan skabe en forestilling om, at alle andre har fået udleveret en manual, vi selv mangler.
Andre par har mere sex.
Andre tager mere initiativ.
Andre er mere spontane.
Andre har lettere ved orgasme.
Andre kender deres krop perfekt og kan uden tøven fortælle præcis, hvad de ønsker.
I terapirummet ser billedet noget anderledes ud.
Jeg møder personer, der ikke ved, hvad de har lyst til. Personer, der elsker deres partner og samtidig fantaserer om andre. Personer, der mister rejsningen. Personer, der aldrig onanerer, og personer, der gør det hver dag. Personer, der længes efter mere sex, og personer, der ville ønske, at sex fyldte mindre.
Seksualitet er langt mere varieret, rodet og bevægelig, end de billeder vi sammenligner os med.
Det kan være en lettelse at opdage.
Kroppen kan blive et sted, vi forsøger at bestå en eksamen
Skam findes heller ikke kun i vores fantasier eller seksuelle ønsker. Den kan sætte sig helt konkret i kroppen.
En rejsning, der forsvinder, kan opleves som et tab af maskulinitet. Manglende orgasme kan blive fortolket som et tegn på, at man ikke kan finde ud af sex. Lav lyst kan skabe en følelse af at svigte sin partner, og høj lyst kan få en person til at spekulere på, om vedkommende er for meget.
Så begynder kroppen at blive aflæst.
Kommer rejsningen?
Er jeg våd nok?
Hvorfor er jeg ikke tændt endnu?
Kan den anden mærke, at jeg ikke er kommet?
Ser min mave sådan ud fra den vinkel?
Man kan være midt i en seksuel situation og samtidig betragte sig selv udefra. Det er en vanskelig position at mærke nydelse fra. For seksualitet kræver en vis mulighed for at være til stede i det, kroppen oplever, mens skam trækker opmærksomheden over på, hvordan kroppen ser ud, præsterer og bliver vurderet.
Nogle beskriver næsten, at de står ved siden af sig selv og holder øje.
Det fortæller meget om, hvor fysisk skam kan blive.
Fantasier er et af de steder, skammen let får fat
“Betyder det noget, at jeg tænder på det?”
Det spørgsmål kommer ofte, når vi taler om seksuelle fantasier.
Her kan skammen blive særlig stærk, fordi vi let kommer til at behandle fantasien som en hemmelig afsløring af, hvem vi i virkeligheden er.
Men fantasier fungerer ikke sådan.
Det, vi kan forestille os og blive ophidsede af, er ikke automatisk noget, vi ønsker at gøre i virkeligheden. Fantasier kan lege med roller, magt, intensitet, forbudte situationer, personer eller scenarier, som vi aldrig ville vælge udenfor fantasien.
Derfor er det vigtigt at kunne skelne mellem fantasi, lyst, intention og handling.
De er ikke det samme.
Hvis vi tror, at enhver seksuel tanke skal fortolkes som et ønske eller som et karaktertræk, bliver vores indre seksuelle liv hurtigt et meget farligt sted at være nysgerrig.
Og så bliver hemmeligholdelsen attraktiv.
Skammen kan også flytte ind mellem to personer
Det svære ved seksuel skam er, at den ikke altid bliver inde i den person, der mærker den.
Forestil dig, at du endelig fortæller din partner om noget, du har været nysgerrig på længe. Du har måske brugt flere måneder på at overveje, om du overhovedet tør sige det højt.
Din partner bliver stille.
Måske er stilheden bare overraskelse. Måske forsøger personen at mærke efter.
Men hvis du allerede skammer dig, kan få sekunders tavshed føles som et svar.
Det skulle jeg aldrig have sagt.
Så begynder du måske at forklare dig, gøre fantasien mindre eller sige, at du egentlig heller ikke mente det sådan.
Det minder mig om, hvor sårbare de første sekunder efter en seksuel betroelse kan være. Vi behøver ikke være enige i det, vi hører, og vi behøver bestemt ikke sige ja til at udleve det. Men måden, vi modtager hinandens seksualitet på, har betydning for, hvor trygt det føles at være ærlig næste gang.
Man kan godt sige:
“Det havde jeg ikke forventet. Fortæl mig lidt mere om, hvad der tiltaler dig ved det.”
Nysgerrighed er ikke samtykke, det er bare nysgerrighed.
Skam forsvinder ikke nødvendigvis, fordi nogen fortæller dig, at det er normalt
Jeg tror, det er fristende som fagperson at svare hurtigt: “Det er helt normalt.”
Og nogle gange er det præcis den viden, en person har brug for. Men skam er ikke altid så logisk, at statistik kan fjerne den.
En person kan godt vide, at mange oplever rejsningsproblemer og stadig føle sig utilstrækkelig, når det sker. Man kan vide, at kroppe ser forskellige ud og stadig have svært ved at blive set nøgen. Man kan forstå, at seksuelle fantasier er almindelige og alligevel få ondt i maven ved tanken om at fortælle om sin egen.
Derfor synes jeg, det bliver mere interessant at undersøge skammen end straks at forsøge at tale den væk.
Hvad forestiller du dig, at jeg ville tænke om dig, hvis du fortalte det?
Hvad er du bange for, at din partner ville se anderledes på?
Hvornår lærte du, at lige præcis dét var noget, du burde skjule?
Og hvem ville du være seksuelt, hvis du ikke hele tiden skulle vurdere dig selv udefra?
Det sidste spørgsmål kan åbne noget ret stort.
Der er forskel på at slippe skammen og slippe alle grænser
At arbejde med seksuel skam betyder ikke, at alt seksuelt skal accepteres ukritisk.
Vi har brug for etik, grænser, ansvar og samtykke. Der findes handlinger, som kan skade andre, og der findes situationer, hvor ansvar er vigtigere end selvaccept.
Men skam er et dårligt kompas for seksuel etik.
For hvis vores eneste pejlemærke er, om noget føles pinligt eller “forkert”, risikerer vi både at skamme os over helt harmløse dele af vores seksualitet og overse de spørgsmål, der faktisk betyder noget.
Et mere brugbart sted at begynde er ofte at spørge til samtykke, frivillighed, respekt, sikkerhed og konsekvenser. Det giver langt mere information end spørgsmålet: “Er jeg mærkelig?”
Måske skal seksualiteten ikke bestå en prøve
Noget af det fineste ved mit arbejde er de øjeblikke, hvor en person langsomt opdager, at det, de har brugt så meget energi på at skjule, godt kan tåle at blive sagt højt.
Der behøver ikke være noget dramatisk, ofte fortsætter samtalen bare. Ingen gisper. Ingen griner. Ingen skriver en karakter i kanten. Vi bliver nysgerrige.
For det er egentlig det modsatte af skam: ikke at blive grænseløs eller fuldstændig frygtløs, men at kunne se på sin egen seksualitet uden straks at vende blikket væk.
At kunne sige: Det her er også en del af mig. Jeg vil gerne forstå den.
Seksualiteten kommer til at forandre sig gennem et liv. Kroppen ændrer sig, relationer ændrer sig, lyst bevæger sig, og nogle gange opdager vi sider af os selv, vi ikke vidste fandtes.
Hvis hver ny opdagelse først skal igennem spørgsmålet om, hvorvidt vi er normale nok, bliver seksualiteten et meget lille rum at bevæge sig i. Jeg synes, den fortjener mere plads end det.
Ikke plads til at gøre hvad som helst, men plads til at undersøge, mærke, sætte grænser, blive overrasket, skifte mening og tale om det, vi endnu ikke helt forstår.
For skammen mister noget af sin magt, når seksualiteten ikke længere skal bevise, at vi er rigtige.
Den får bare lov til at være noget, vi kan lære at kende.