Der ligger en ønskeseddel på køkkenbordet.
Et af børnene ønsker sig noget, der koster mere, end I plejer at bruge på julegaver. Din partner synes, det er helt fint. Det er jul én gang om året, barnet ønsker sig virkelig den ting, og økonomien kan godt bære det.
Du får det anderledes.
“Skal vi virkelig bruge så mange penge på én gave?”
Din partner kigger op.
“Hvorfor ikke?”
Og et kvarter senere handler samtalen overhovedet ikke længere om den gave.
Nu handler den om, at den ene altid bruger for mange penge. At den anden er nærig. Om sidste års gaver til svigerfamilien, om hvem der betaler mest til fællesudgifterne, og måske kommer den gamle klassiker også på bordet:
“Det er jo altid mig, der skal tænke på økonomien.”
Julen har en evne til at få penge til at betyde meget mere end kroner og øre. For vi køber ikke kun ting til hinanden i december. Vi forsøger også at vise kærlighed, skabe glæde, videreføre traditioner, være gode forældre og leve op til både vores egne og andres forventninger.
Det er en ret stor følelsesmæssig opgave at give et dankort.
Vi lærer noget om penge, længe før vi selv tjener dem
Noget af det, jeg ville være nysgerrig på hos et par, der ofte bliver uenige om penge ved juletid, er deres historie.
Hvordan så julen ud hjemme hos jer, da I var børn?
I nogle familier var julegaverne overdådige. Juleaften var den dag, hvor man virkelig gav den gas, og bunker af pakker under træet var en del af glæden. I andre familier blev der holdt nøje øje med pengene, måske fordi der ikke var ret mange af dem. Nogle lærte, at man aldrig måtte møde op uden en ordentlig gave, mens andre voksede op med en langt mere afslappet tilgang.
Det følger med os.
Hvis du er vokset op med en forælder, der sad med regningerne efter jul og var bekymret hele januar, kan store juleudgifter vække en uro, der er større end det konkrete beløb. Hvis din partner derimod husker julegaver som noget af det mest kærlige og generøse fra sin barndom, kan dit ønske om at skære ned føles trist eller unødvendigt begrænsende.
Så står I i butikken og diskuterer 800 kroner.
Men følelsesmæssigt kan I stå med hver jeres barndom i hånden. Det gør ikke diskussionen mindre virkelig, men måske mere forståelig.
En gave er aldrig bare en gave
Vi siger gerne, at det er tanken, der tæller.
December afslører, at vi ikke altid helt tror på det.
For hvor meget skal en gave koste? Skal søskende have for det samme beløb? Skal alle børn have lige mange pakker? Hvad gør man, hvis den ene familie giver store gaver og den anden små? Skal man købe til alle voksne? Og hvad med den svoger, man næsten aldrig ser, men som åbenbart stadig står på listen?
Der kan ligge overraskende meget social information i en gave.
Den kan sige: Jeg kender dig.
Den kan også blive læst som: Jeg har brugt mindre på dig end på din søster.
Nogle oplever kærlighed i selve det at finde noget særligt til en anden. Andre bliver utilpasse ved hele gavecirkusset og ville langt hellere bruge pengene på en fælles oplevelse. Nogle går op i beløbene, fordi de ønsker balance. Andre synes, at det ødelægger gavens betydning overhovedet at føre regnskab.
Ingen af delene behøver være urimeligt. Problemerne opstår lettere, når vi antager, at vores egen måde at forstå gaver på er så selvfølgelig, at partneren burde forstå den uden en forklaring.
“Vi har råd” afslutter ikke nødvendigvis diskussionen
Det er en sætning, der kan lyde meget rationel:
“Vi har jo råd til det.”
Og økonomisk kan det være fuldstændig korrekt. Alligevel besvarer den kun ét spørgsmål: Om pengene findes. Den siger ikke noget om, hvad I ønsker at bruge dem på.
Et par kan have rigeligt råd til en dyr jul og stadig være uenige om, hvorvidt de ønsker den. Den ene vil måske hellere spare op til en rejse, betale mere af på gælden eller bare have den ro, der ligger i, at december ikke bliver markant dyrere end resten af året.
Omvendt kan “det er alt for dyrt” også lyde som en objektiv sandhed, selv om det i virkeligheden betyder: “Jeg har det ikke godt med at bruge så mange penge på det.”
Det er en vigtig forskel.
For når vi gør vores egen økonomiske grænse til den eneste fornuftige, bliver partnerens prioritering let fremstillet som forkert. Så får vi hurtigt rollerne som den ansvarlige og den uansvarlige, den gavmilde og den nærige.
Det er ikke særlig gode roller at forhandle julebudget fra.
Der findes også en usynlig juleøkonomi
Penge er kun én del af det, der bliver brugt i december. Der bliver også brugt tid.
Nogen finder gaverne, husker ønskesedlerne, holder styr på størrelserne, bestiller på nettet, bytter det forkerte, køber gavepapir og sørger for, at der også ligger noget fra børnene til bedsteforældrene.
Hvis det primært er én person, der bærer den opgave, kan en diskussion om penge få en ekstra dimension.
Forestil dig, at den ene har brugt flere aftener på at finde julegaver til begge familier, hvorefter partneren kigger på kontoen og siger: “Hold da op, har vi virkelig brugt så meget?”
Det kan sagtens være et relevant spørgsmål. Det kan også lande virkelig dårligt.
For den anden hører måske ikke kun en kommentar til beløbet. Personen hører kritik af et stykke arbejde, som ingen rigtig har bemærket. Så når I taler om juleøkonomi, kan det være værd også at se på julearbejdet.
Hvem køber? Hvem planlægger? Hvem husker? Hvem tager stilling? Og er I egentlig enige om den opgave, der bliver løst?
Børn opdager hurtigt, når gaver bliver et regnskab
Forældre kan bruge imponerende meget energi på at gøre julegaver retfærdige.
Hvis den ene får en cykel, skal den anden så have gaver for samme beløb? Hvis et barn ønsker sig tre dyre ting og søskendet ti små, skal antallet af pakker udlignes? Hvad hvis bedsteforældrene giver markant mere til ét barn?
Jeg forstår ønsket om at undgå forskelsbehandling, men matematisk lighed er ikke altid det samme som oplevet retfærdighed.
Børn ønsker sig forskellige ting, og deres behov ændrer sig med alderen. En teenager kan ønske sig én dyr ting, mens et yngre barn får stor glæde af seks mindre pakker. Det behøver ikke kræve et hemmeligt regneark, hvor den sidste halvtredser skal udlignes.
Samtidig lærer børn noget af den måde, vi taler om gaver på.
Hvis december bliver fyldt med kommentarer om priser, antal pakker og hvem der har fået mest, kan vi komme til at lære dem, at gavens værdi først og fremmest kan aflæses på beløbet.
Det er værd at tænke over, hvis vi samtidig fortæller dem, at julen handler om noget helt andet.
Familien omkring jer kan gøre økonomien til jeres konflikt
Nogle julekonflikter begynder faktisk udenfor parforholdet.
“I år giver vi kun til børnene.”
Fint.
Indtil svigermor alligevel har købt noget til alle.
Eller søsteren foreslår en beløbsgrænse, som den ene synes er alt for høj. Måske forventer familien, at alle voksne køber til hinanden, selv om I egentlig gerne ville stoppe. Eller bedsteforældrene giver børnene meget dyre gaver, som kolliderer med den måde, I selv forsøger at holde jul på.
Her kan det være fristende at lade den partner, hvis familie det er, klare problemet alene.
Jeg synes, det er mere interessant først at finde ud af, hvad I mener.
For det er svært at sætte en grænse overfor familien, hvis man samtidig skal forhandle den med sin partner.
Hvis I er enige om, at I eksempelvis ikke vil bruge 10.000 kroner på julegaver, bliver samtalen med familien mere enkel. Det betyder ikke, at alle omkring jer behøver synes, jeres beslutning er fantastisk.
De behøver bare kende den.
Et julebudget kan være romantisk på den meget voksne måde
Et budget lyder ikke ligefrem som noget, der burde ledsages af levende lys og julemusik.
Alligevel kan det være en af de mere omsorgsfulde samtaler, et par tager i november.
Ikke et budget, hvor hver eneste pebernød skal registreres, men en reel forventningsafstemning: Hvad vil vi gerne bruge på julen i år? Hvem giver vi gaver til? Hvad gør vi med børnene? Skal vi købe til hinanden? Hvad betyder noget for os, og hvad gør vi mest af gammel vane?
Det interessante er, at økonomiske samtaler ofte bliver lettere, når de foregår inden pengene er brugt.
Når pakken først ligger i skabet, kan “synes du virkelig, vi skulle bruge så meget?” meget hurtigt lyde som kritik. Tre uger tidligere kunne den samme samtale have været planlægning.
Den dyreste gave er ikke altid den mest generøse
Der findes også noget befriende i at spørge hinanden, hvilken jul man egentlig prøver at skabe.
For hvis målet er, at børnene skal mærke glæde, at familien skal føle sig værdsat, og at I selv skal kunne nyde december, er flere penge ikke automatisk den bedste vej dertil.
Nogle gange er den gavmilde beslutning at købe den gave, der virkelig betyder noget.
Andre gange er den at sige: “Vi stopper her.”
At kunne give uden at sætte familiens økonomi under pres er også omsorg. At kunne modtage en mindre gave uden at læse mindre kærlighed ind i den er det samme.
Og måske må julen godt være det tidspunkt, hvor vi opdager, at vores partner har et helt andet forhold til penge, gaver og generøsitet, end vi selv har. Det behøver ikke være et problem, der skal fjernes. Det kræver bare, at forskellen får ord, inden den får lov til at blive til endnu en konflikt ved køkkenbordet.
Når konflikten egentlig handler om noget større
Hvis den samme diskussion om penge vender tilbage hvert år, ville jeg til sidst være nysgerrig på, om julen bare er blevet scenen, hvor en ældre konflikt spiller videre.
Måske oplever den ene, at vedkommende altid skal være den ansvarlige. Måske føler den anden sig kontrolleret. Måske er der en grundlæggende uenighed om økonomi, som også dukker op ved ferier, bolig, restaurantbesøg og børnenes fritidsaktiviteter.
Så løser et julebudget ikke hele problemet.
Til gengæld kan julekonflikten være et ret tydeligt sted at få øje på det.
For bag spørgsmålet “Hvor meget skal vi bruge på gaver?” kan der gemme sig langt større spørgsmål:
Hvad giver os tryghed? Hvad vil vi bruge vores penge på? Hvornår oplever jeg dig som generøs, og hvornår oplever du mig som ansvarlig? Hvem bestemmer egentlig over vores fælles økonomi?
Det er spørgsmål, der er værd at tale om langt efter, at juletræet er smidt ud.
For penge er aldrig kun tal på en konto.
De handler også om frihed, sikkerhed, omsorg, status, muligheder og de erfaringer, vi hver især har med os.
Og når to forskellige pengehistorier skal købe julegaver fra den samme konto, kan lidt nysgerrighed være en betydeligt bedre investering end endnu en diskussion om, hvad en ordentlig julegave bør koste.