(når det ikke kun handler om kroppen)
Rejsningsproblemer kan have mange årsager.
Når de ikke først og fremmest skyldes kroppen, peger pilen ofte på det psykiske.
Det betyder ikke, at “det bare er noget i hovedet” – men at kroppen forsøger at kommunikere noget gennem psykens stemninger, forventninger eller utrygheder.
Når kroppen kan, men psyken spænder ben
Psykisk betingede rejsningsproblemer viser sig ofte pludseligt.
Et typisk mønster er, at rejsningen fungerer fint om natten, om morgenen eller ved onani – men udebliver i bestemte situationer, især sammen med en partner. Det kan føles forvirrende, men er faktisk en tydelig besked: “Kroppen kan godt, men psyken har brug for tryghed.”
Årsagerne kan være mange:
- Præstationspres og forventningsangst
- Tidligere dårlige erfaringer
- Seksuelle grænseoverskridelser eller traumer
- Skam, lavt selvværd eller identitetsspørgsmål
- Utryghed i relationen
Når tankerne kører, når kroppen er på vagt, eller når hjernen er optaget af at kontrollere og præstere, mister kroppen sin evne til at give sig hen.
Case: Simon, 20 år
Simon kommer, fordi han oplever rejsningsproblemer under sex med sin kæreste.
Det begyndte efter én enkelt oplevelse, hvor rejsningen udeblev. Siden har tanken sat sig fast: “Hvad nu hvis det sker igen?” – og det gør det.
Han mærker lyst og tiltrækning, men rejsningen forsvinder, så snart de er nøgne sammen.
Han begynder at trække sig seksuelt, og fortæller, at han føler sig forkert og utilstrækkelig.
Samtidig fungerer rejsningen fint under onani og om morgenen.
Når én oplevelse sætter spor
I samtalen med Simon udforsker vi, hvordan én ubehagelig oplevelse kan sætte sig i nervesystemet som en slags forventningsangst.
En indre stemme, der hvisker: “Du skal helst kunne, ellers mister du noget.”
Det er præstationsangstens stemme, og den larmer højt i intime øjeblikke.
Vi sætter ord på skam og sårbare tanker, og arbejder med at skabe et rum, hvor Simon kan være nysgerrig i stedet for kritisk over for sin krop.
Samtidig taler vi om sammenhængen mellem livsstil og seksuel trivsel: søvn, motion, kost og bækkenbundstræning giver kroppen bedre betingelser og styrker selvtilliden.
En øvelse i nærvær
På et tidspunkt inviteres Simons partner med i en fællessession. De introduceres til en øvelse, hvor der ikke er fokus på præstation, men på nærvær og berøring uden mål.
Her handler det om at give og modtage, uden forventning om rejsning eller orgasme.
De får hjemmeøvelser med fokus på ro, kærtegn og tydelig kommunikation.
Gennem trygge erfaringer begynder kroppen at reagere anderledes.
Senere kan vi arbejde mere specifikt med øvelser, hvor man lærer at skabe og slippe en rejsning – og opdager, at det ikke er “farligt”, når den forsvinder. Det er ikke et nederlag, men en del af det seksuelle spektrum.
Lyst er mere end rejsning
En rejst penis er ikke det eneste tegn på lyst. Der kan stadig være nydelse, intimitet og endda orgasme – også uden rejsning.
Mange oplever en ny frihed, når de slipper ideen om, at sex skal se ud på en bestemt måde.
At turde være til stede i det, der er – også når det føles sårbart – kan være første skridt mod en mere fri og tryg seksualitet.
Hvis du genkender noget i Simons historie, er du altid velkommen til at tage kontakt.
Det er muligt at finde vej videre – også når det hele føles fastlåst.





