Rejsningsproblemer – En helhed at tage alvorligt

Rejsningsproblemer er omgivet af tabu, men i virkeligheden er det et af de mest almindelige seksuelle problemer. Undersøgelser viser, at op mod halvdelen af alle mænd over 40 år har oplevet rejsningsproblemer – og det gælder faktisk også mange unge mænd.

Når rejsningen udebliver eller ikke varer ved, er det sjældent et tegn på én enkelt årsag. Det er ofte et samspil af flere faktorer – biologiske, psykologiske og sociale – som vikler sig ind i hinanden og kan forstærke hinandens virkning. Et klassisk eksempel kan være åreforkalkning (biologisk), som påvirker mandens tanker om egen formåen (psykologisk), og som måske begynder at skabe afstand i en nær relation (social overbygning).

Forskningen viser, at 80-90 % af alle tilfælde af rejsningsproblemer har en organisk (biologisk) årsag. Den hyppigste er åreforkalkning, men impotens kan også være et tidligt tegn på hjerte-kar-sygdomme, diabetes eller prostatakræft. Derfor anbefaler jeg med største respekt og alvor, at du taler med din egen læge som en del af udredningen – både for at behandle eventuelle symptomer, men også for at forebygge eller udelukke anden sygdom.

Uanset hvad årsagen viser sig at være, kræver rejsningsproblemer en helhedsorienteret tilgang. Som sexolog arbejder jeg med hele mennesket – og jeg mener ikke, at medicinsk behandling alene kan stå som løsning. Hvis man overvejer medicin som f.eks. Viagra, bør det altid ske i samråd med lægen. Medicinen kan være virksom for mange, men kan også have bivirkninger eller skabe usikkerhed, som ikke altid er let at tale om.

Begreber som impotens, rejsningsbesvær og erektil dysfunktion dækker i praksis over det samme: en vedvarende eller tilbagevendende manglende evne til at opnå eller opretholde en rejsning, der er tilstrækkelig til at gennemføre tilfredsstillende seksuel aktivitet.

Fysiologisk set kræver en rejsning, at blodet kan strømme frit til penis, og at de vener, der fører blodet væk igen, kan lukkes effektivt. Det kræver også, at nerverne fungerer, og at kroppens pulsårer til penis er i god form. Men det er vigtigt at forstå, at rejsning handler om langt mere end anatomi.

En rejsning er også en afspejling af mandens hormoner, sexlyst, stimulering, humør, generelle trivsel, livsstil, sygdomme, tanker, relationer – og den kultur, han lever i. Det er ikke ualmindeligt, at mænd får rejsning uden at være ophidsede, eller omvendt mister den, selv når lysten er til stede. En mand kan ønske sex, men være så anspændt, nervøs eller overvældet, at kroppen ikke følger med.

I denne artikel har jeg ikke ønsket at gå i dybden med selve mekanikken bag rejsningen – det kommer i de næste artikler. Men jeg håber, du allerede her har fået nogle nye perspektiver med dig. Måske noget, du ikke har hørt før. Og måske en påmindelse om, at det aldrig handler kun om kroppen – men om hele dig.

Facebook
Twitter
Email
Print