Klokken er 16.30. Der er blevet spist, pakket gaver op og sagt glædelig jul ét sted, og nu skal flyverdragten findes frem, gaverne samles i poser, og børnene ud i bilen.
For der venter en juleaften mere.
Hos den anden forælder står familien klar. Der er dækket bord, bedsteforældrene glæder sig, og måske har nogen holdt maden tilbage, fordi børnene selvfølgelig også skal nå at være med dér. Det giver god mening på papiret: Når forældrene ikke længere holder jul sammen, må børnene få jul begge steder.
Så går ingen glip af dem.
Men midt i alle de voksnes gode intentioner kan det være værd at stille et lidt ubekvemt spørgsmål:
Hvem er det egentlig, der har brug for, at børnene når begge juleaftener?
For det er ikke sikkert, det er børnene.
En halv juleaften er ikke nødvendigvis halvt så godt
Når forældre er gået fra hinanden, kan juleaften blive en af årets mest følsomme datoer. Der er traditioner, bedsteforældre og søskende på begge sider, og for mange forældre gør tanken om en juleaften uden deres børn oprigtigt ondt.
Samtidig er der forskel på det, der er svært for en voksen, og det, der er bedst for et barn.
Når løsningen bliver, at børnene skal nå begge hjem den 24. december, kan det umiddelbart føles retfærdig. Begge forældre får juleaften med børnene, begge familier får lov til at se dem, og ingen behøver vente et helt år på deres tur.
Men børn oplever ikke nødvendigvis dagen som to halve juleaftener, der tilsammen bliver til én hel.
For dem kan det også blive en dag med afbrydelser.
Netop som legen med den nye gave er begyndt, skal den pakkes sammen. Netop som barnet er faldet ind i stemningen, skal jakken på. Måske skal der siges farvel til kusinerne midt i det hele, køres gennem mørket og trædes ind i en ny stue, hvor en ny flok voksne allerede er flere timer inde i deres juleaften.
Det kræver et skift, og nogle børn klarer sådanne skift uden større problemer, mens andre bruger langt mere energi på dem. Det er værd at have med i beslutningen.
Retfærdighed mellem voksne og ro for børn er to forskellige regnestykker
Jeg forstår godt ønsket om at dele juleaften.
Hvis man savner sit barn den 24. december, hjælper det ikke nødvendigvis ret meget at få at vide, at man kan fejre jul den 25. Det er jo juleaften, man savner. Man savner forventningen, maden, dansen om træet og det særlige øjeblik, hvor gaverne skal åbnes.
Det er en reel sorg for nogle forældre efter en skilsmisse.
Alligevel synes jeg, vi skal være forsigtige med at bede børnene om at løse den sorg ved at dele sig mellem os.
For hvis udgangspunktet bliver, at begge voksne skal have præcis lige meget af den 24. december, risikerer barnets behov at komme til at stå lidt længere nede på listen.
Familieliv efter en skilsmisse kan ikke altid gøres fuldstændig symmetrisk. Nogle år får man juleaften. Andre år får man måske juledag, nytår eller en anden højtid. Der vil være øjeblikke, man ikke er med til, og det kan gøre ondt uden at være uretfærdigt.
Børn skal gerne have lov til at holde jul.
De skal helst ikke have ansvaret for at sørge for, at de voksne også får en god en.
“Men børnene vil selv begge steder hen”
Det kan de sagtens ville.
Et barn kan elske begge sine forældre, begge familier og begge juletraditioner og helt oprigtigt ønske at være med til det hele.
Det gør spørgsmålet mere nuanceret.
For børn skal selvfølgelig høres, især når de bliver ældre, men det er vigtigt, hvordan vi spørger. Der er stor forskel på at være nysgerrig på barnets ønsker og på at give barnet ansvaret for at vælge mellem sine forældre.
Spørgsmålet “Vil du helst holde jul hos mor eller far?” kan være langt tungere at svare på, end det lyder.
Nogle børn bliver meget opmærksomme på den voksnes reaktion. De kan vælge den forælder, de tror bliver mest ked af det, forsøge at foreslå en løsning, hvor alle får lidt, eller sige, at det er ligegyldigt, fordi de slet ikke ønsker at stå med beslutningen.
Et barn kan også sige: “Jeg vil gerne begge steder”, fordi det faktisk betyder: “Jeg vil ikke gøre nogen kede af det.”
Det betyder ikke, at vi skal mistænkeliggøre barnets svar. Det betyder, at vi voksne må hjælpe med at bære kompleksiteten omkring det.
Børn er forskellige – og det er juleaftener også
Der findes ikke én samværsmodel, som passer til alle børn.
Et barn på fire år, der bliver træt af mange indtryk og har brug for forudsigelighed, kan have andre behov end en 15-årig, der selv gerne vil cykle over til den anden forælder senere på aftenen.
Afstanden mellem hjemmene betyder også noget. Ti minutters kørsel er noget andet end halvanden time på landevejen. Det samme gør relationerne i hjemmene, antallet af gæster, barnets temperament og hvor vant barnet er til skift.
For nogle børn kan to steder faktisk fungere fint.
For andre vil det være en lettelse at vide: Her er jeg i år. Jeg skal ikke videre.
Det er derfor, jeg ville være mere interesseret i barnets konkrete oplevelse end i princippet om, at børn enten bør eller ikke bør holde jul begge steder.
Hvordan reagerer barnet normalt på skift? Hvor lang bliver dagen? Kan barnet lege videre, eller skal det hele tiden forholde sig til næste punkt? Er der plads til at blive træt? Hvad siger barnet selv, når spørgsmålet stilles uden forventning om et bestemt svar?
Det er dér, beslutningen begynder at blive interessant.
Den anden jul behøver ikke være en kopi
Noget af det, der kan gøre julekabalen unødigt svær, er forestillingen om, at begge forældre skal have den samme oplevelse med børnene.
Julemiddag. Træ. Gaver. Risalamande. Hele pakken. Helst den 24.
Men børn er generelt langt mindre optagede af kalenderens formelle regler, end voksne kan være. Traditioner får betydning, fordi vi fylder dem med noget, og en julemorgen den 25. december kan godt blive noget, barnet glæder sig til hvert år.
Hos den ene forælder kan juleaften være den 24. Hos den anden kan der være pyjamas, morgenmad, gaver og julefilm næste formiddag. En anden familie holder deres egen lille jul den 23. Nogle har en fast tradition i dagene mellem jul og nytår.
Det behøver ikke være en discountudgave af den “rigtige” jul. Det kan blive sin egen tradition. Og måske ligger der faktisk noget værdifuldt i at slippe konkurrencen om at genskabe præcis den samme juleaften i to hjem.
Pas på barnet, der bliver julebudbringer
Der er én ting, jeg især ville ønske, at voksne omkring skilsmissebørn var opmærksomme på i julen: hvor hurtigt barnet kan ende midt i kommunikationen.
“Kan du spørge far, hvornår han henter?”
“Sig til mor, at I altså skal være her senest klokken seks.”
“Hvorfor vil din far pludselig ændre aftalen?”
Det er vokseninformation forklædt som praktiske beskeder.
Og når der samtidig ligger gamle konflikter mellem forældrene, kan selv små kommentarer få barnet til at mærke, at der er noget på spil.
Hvis juleaftalen er vanskelig, må den samtale blive mellem de voksne. Et barn skal kunne glæde sig til sin jul uden også at holde øje med, om mor bliver ked af det, når det fortæller om juleaften hos far, eller om far bliver stille, når det glæder sig til noget hos mor.
Det er en stor gave at give et barn friheden til at holde af begge sine hjem, uden at skulle regulere stemningen mellem dem.
Nogle gange er den kærligste julegave at kunne undvære
Det lyder måske lidt hårdt, men jeg mener det kærligt.
Forældreskab indeholder også de øjeblikke, hvor vi tager noget svært på os, så vores børn ikke behøver gøre det.
En juleaften uden sit barn kan være ensom. Man må gerne savne. Man må gerne synes, at det er urimeligt, at en skilsmisse også skulle ændre julen. Man må gerne blive misundelig på den anden forælder, der får lov til at vågne den 24. med børn i huset.
De følelser kan godt eksistere samtidig med, at man siger til sit barn:
“Jeg håber, du får den dejligste juleaften. Jeg glæder mig til vores jul sammen.”
Der ligger meget forældreskab i den sætning. Barnet bliver fritaget for at skulle gøre savnet mindre.
Så skal børnene holde jul begge steder?
Det kan de godt. Men de behøver ikke.
Jeg ville ikke begynde med spørgsmålet om, hvordan juleaftenen kan deles mest retfærdigt mellem to voksne. Jeg ville se på det barn, der skal leve dagen: barnets alder, temperament, ønsker, relationer, transporten mellem hjemmene og hvor meget energi det kræver at pakke én jul sammen og træde direkte ind i den næste.
Nogle familier vil opdage, at to julebesøg fungerer glimrende. Andre vil finde mere ro i at skiftes mellem årene eller skabe en særlig juletradition på en anden dag.
Der er plads til mange løsninger.
Det, jeg ville passe på, er den løsning, hvor barnet får en travl juleaften, fordi ingen voksne kan holde ud at være den, der må undvære.
For når vi først har fordelt timerne, kørslen, gaverne og bedsteforældrene, er der stadig én ting tilbage, som ikke kan deles matematisk:
Barnets oplevelse af julen.
Og den fortjener også en plads ved forhandlingsbordet.