Nogle siger det næsten som en tilståelse. Som om selve det, at fantasien har fået lov til at eksistere privat, betyder, at de har holdt noget vigtigt skjult.

For vi taler meget om ærlighed i parforhold. Om at turde vise hinanden, hvem vi er, fortælle hvad vi længes efter og skabe et forhold, hvor der også er plads til de sårbare samtaler.

Så hvad gør man med de seksuelle fantasier?

Skal ens partner kende dem? Er det et tegn på stor intimitet, hvis man fortæller alt? Og hvis man vælger at beholde noget for sig selv, er man så mindre ærlig?

Jeg synes, der mangler en vigtig skelnen i den samtale.

Der er forskel på hemmeligheder, der har betydning for den anden, og på at have et privat indre rum.

Et parforhold behøver ikke give adgang til hver eneste tanke, der bevæger sig gennem vores hoved.

Dit fantasiliv må godt være dit eget

Vi har alle sammen et indre liv, som ingen andre har fuld adgang til.

Tanker, minder, forestillinger, små dagdrømme og fantasier opstår og forsvinder hele tiden. Nogle deler vi. Andre gør vi ikke. Det gælder også seksualiteten.

En seksuel fantasi kan være noget, du vender tilbage til igen og igen, fordi den tænder dig. Den kan være mærkelig, smuk, voldsom, romantisk eller langt fra noget, du ville ønske i virkeligheden. Den kan involvere din partner, en anden person eller ingen bestemt person overhovedet.

At du ikke fortæller din partner om den, gør den ikke automatisk til en problematisk hemmelighed.

Det kan simpelthen være noget, der tilhører dig.

Den tanke kan faktisk være befriende. For hvis intimitet bliver gjort til fuldstændig gennemsigtighed, risikerer vi at gøre nærhed til en slags adgangskrav: Hvis du virkelig elsker mig, skal jeg kunne få alt at vide.

Sådan behøver kærlighed ikke fungere.

Vi kan være tæt forbundne og stadig have steder i os selv, der er private.

Men hvorfor får jeg så lyst til at fortælle det?

Her bliver det interessant.

For nogle fantasier føles næsten endnu mere pirrende, når de bliver delt. Man sidder måske sammen en aften og siger:

“Der er faktisk noget, jeg har fantaseret om…”

Og allerede dér ændrer stemningen sig lidt.

Det kan være utrolig intimt at invitere sin partner ind i noget, som indtil da kun har eksisteret i ens eget hoved. Pludselig får den anden adgang til en side af ens seksualitet, som måske ikke er særlig synlig i hverdagen.

Det kan skabe nysgerrighed, ophidselse, leg og nye samtaler. Og nogle gange kommer der et overraskende svar:

“Det har jeg faktisk også tænkt på.”

Men det er værd at mærke efter, hvorfor man gerne vil fortælle.

Vil du gerne dele noget af dig selv? Er du nysgerrig på din partners tanker? Vil du gerne bruge fantasien sammen seksuelt? Eller håber du i virkeligheden på, at din partner siger ja til at gøre fantasien virkelig?

De forskellige intentioner kræver forskellige samtaler.

At fortælle en fantasi er ikke det samme som at stille et forslag

Det er måske en af de vigtigste ting at få sagt højt.

En fantasi behøver ikke ende med:

“Skal vi så prøve det?”

Vi er meget vant til, at seksuelle ønsker bliver behandlet som noget, der skal omsættes til handling. Fortæller en person om en trekantsfantasi, kommer samtalen hurtigt til at handle om, hvorvidt parret skal invitere en tredje med i sengen. Fortæller en om dominans, begynder næste spørgsmål at handle om, hvorvidt det skal afprøves.

Men man kan godt dele det erotiske uden at skulle realisere det. Man kan sige:

“Jeg vil gerne fortælle dig om noget, jeg fantaserer om. Jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde ville have lyst til at gøre det i virkeligheden. Jeg synes bare, det tænder mig at forestille mig det.”

Så ved partneren, hvilken samtale vedkommende bliver inviteret ind i. Det giver mulighed for at være nysgerrig uden samtidig at skulle tage stilling.

Hvad hvis fantasien handler om en anden?

Her bliver lysten til total åbenhed lidt mere kompliceret.

Forestil dig, at du fantaserer om en kollega.

Du føler ingen trang til at gøre noget ved det. Du har ikke overskredet nogen aftaler i jeres forhold, og fantasien fylder måske kun en gang imellem.

Vil det skabe større nærhed mellem jer, hvis din partner får at vide præcis, hvem fantasien handler om?

Måske.

Men ikke nødvendigvis.

Nogle gange kan ønsket om at fortælle alt handle mere om at komme af med sin egen dårlige samvittighed end om at give partneren noget værdifuldt. Så bliver lettelsen placeret hos den, der fortæller, mens den anden bagefter står med billeder og usikkerhed, som vedkommende aldrig selv bad om.

Det betyder ikke, at fantasier om andre altid skal holdes hemmelige. Nogle par har en meget åben kultur omkring tiltrækning og fantasier og kan tale om det uden større uro.

Pointen er, at ærlighed ikke kun handler om at sige sandheden. Det handler også om at overveje, hvorfor man fortæller den, og hvad man ønsker, at den anden skal gøre med den.

“Vil du overhovedet høre det?”

Det spørgsmål bruger vi alt for lidt.

Inden man fortæller en fantasi, kan man faktisk spørge sin partner, om vedkommende har lyst til at høre den.

“Jeg har en fantasi, jeg kunne have lyst til at dele med dig. Har du lyst til at høre om den?”

Det lyder måske næsten for enkelt, men det giver den anden en vigtig mulighed for at mærke efter.

For vi har forskellige grænser omkring vores partners seksuelle indre liv. Nogle vil vide alt. Andre synes, det er spændende at høre om bestemte fantasier, men ønsker ikke konkrete detaljer om tidligere partnere eller personer, de begge kender.

Der findes ikke én rigtig grad af åbenhed.

Det interessante er, om I kender hinandens.

Når man får et svar, man ikke havde regnet med

Der findes også en anden side af samtalen.

Man kan sagtens synes, at man gerne vil kende sin partners fantasier, lige indtil partneren rent faktisk fortæller dem. Pludselig sidder man med noget, man ikke havde forestillet sig.

“Mangler du så det?”

“Er jeg ikke nok?”

“Har du lyst til at gøre det i virkeligheden?”

Det er en meget menneskelig reaktion. En fantasi kan ramme direkte ind i vores usikkerheder, især hvis vi kommer til at høre den som en vurdering af det sexliv, vi allerede har sammen.

Her kan det hjælpe at blive lidt længere i nysgerrigheden.

Hvad er det egentlig ved fantasien, der tænder?

En fantasi om sex med flere kan eksempelvis handle om følelsen af at være voldsomt begæret. En fantasi om dominans kan handle om friheden ved at give ansvaret fra sig. En fantasi om sex med en fremmed kan handle om anonymitet, spontanitet eller oplevelsen af at kunne være en anden udgave af sig selv for en stund.

Når vi kun hører handlingen, kan fantasien lyde meget konkret.

Når vi bliver nysgerrige på følelsen i den, kan vi opdage noget helt andet.

Du behøver heller ikke reagere perfekt

Hvis din partner fortæller noget, der overrasker dig, må du godt have brug for tid. Du behøver ikke straks svare:

“Ej, hvor spændende!”

Du må godt mærke jalousi, usikkerhed, overraskelse eller modstand. Du må også sige:

“Jeg er glad for, at du fortæller mig det. Jeg kan mærke, at jeg lige skal lade det lande.”

At skabe plads til seksuel ærlighed betyder ikke, at alle følelser skal være positive.

Det betyder, at vi kan forsøge at møde det, den anden fortæller, uden straks at gøre fantasien forkert eller kræve en beslutning om den.

Hvis hver afsløring skal modtages perfekt, bliver det hurtigt lige så svært at være ærlig som før.

Nogle fantasier behøver aldrig komme ud af hovedet

Der findes fantasier, som kan blive til spændende samtaler. Nogle kan inspirere til nye måder at være sammen på. Andre kan måske en dag blive noget, begge har lyst til at udforske. Og så findes der fantasier, der fungerer allerbedst præcis dér, hvor de allerede er. I fantasien. De behøver ikke analyseres, deles eller gøres virkelige for at have en legitim plads i seksualiteten. Måske er spørgsmålet derfor mindre:

“Skal jeg fortælle min partner om mine fantasier?”

og mere:

“Hvad håber jeg, der sker mellem os, hvis jeg gør?”

Hvis svaret er, at du gerne vil vise en side af dig selv, skabe mere erotisk nysgerrighed eller invitere din partner ind i noget, der føles spændende, kan det være begyndelsen på en virkelig god samtale.

Hvis du helst vil beholde fantasien for dig selv, kan dét også være et helt legitimt valg.

Nærhed kræver ærlighed om det, der vedrører hinanden.

Den kræver ikke, at vi afleverer nøglen til hvert eneste rum inde i os selv.

Indlægget Skal man fortælle sin partner om sine fantasier? blev først udgivet på Trine Kofoed.

En kollega, en person man så på gaden, en tidligere partner, en skuespiller, en, man aldrig har mødt og sandsynligvis aldrig kommer til at møde.

For nogle er det bare en flygtig tanke, der får lov til at passere. Andre bliver langt mere optagede af, at den overhovedet opstod.

Hvorfor fantaserer jeg om andre, når jeg elsker min partner?

Og lige bag det spørgsmål ligger der ofte et andet:

Betyder det, at der mangler noget mellem os?

Det er forståeligt, at fantasien kan vække den bekymring. Vi forbinder ofte seksuel eksklusivitet med kærlighed og troskab, og derfor kan selv vores indre forestillinger komme til at føles som noget, vi burde have kontrol over.

Men et monogamt parforhold betyder typisk, at vi har lavet nogle aftaler om vores handlinger.

Det betyder ikke, at hjernens erotiske forestillingsevne holder op med at eksistere.

At vælge én person gør ikke resten af verden usynlig

Noget af det, jeg synes bliver interessant i samtalen om fantasier, er vores forventning om, at kærlighed burde ændre vores blik på andre.

Vi kan sagtens acceptere, at vores partner stadig kan synes, at andre er sjove, smukke, intelligente eller interessante. Seksuel tiltrækning bliver lettere behandlet som en særlig kategori, hvor selve registreringen af en anden kan opleves truende.

Men at være i et parforhold ændrer ikke automatisk hjernens evne til at reagere på andre.

Man kan registrere en person som attraktiv. Man kan mærke kemi. Man kan få en seksuel tanke eller fantasi. Og man kan samtidig være dybt investeret i det forhold, man allerede har.

Det afgørende i et parforhold er mere, hvad vi gør med vores tiltrækning, og hvilke aftaler vi har med hinanden, end om vi gennem et helt liv formår aldrig at finde en anden person interessant.

Fantasien kan give noget, uden at personen betyder ret meget

Når en bestemt person dukker op i fantasien, er det fristende at begynde at analysere personen.

Hvorfor lige ham?

Hvorfor lige hende?

Er jeg forelsket?

Er der noget ved min partner, jeg savner?

Nogle gange er der selvfølgelig noget interessant at undersøge. Hvis den samme person fylder meget, og man mærker en voksende følelsesmæssig tilknytning, kan det fortælle noget andet end en enkelt seksuel fantasi.

Men fantasier er ikke altid så bogstavelige.

Måske repræsenterer personen noget bestemt. At føle sig set på en ny måde. At være fri for hverdagens roller. At være spændende for en, der endnu ikke kender alle ens vaner. At opleve intensitet, nyhed eller den særlige energi, der findes i noget, som endnu ikke er blevet hverdag.

Så kan personen næsten være kulissen for en følelse.

Og dét synes jeg er mere interessant, end spørgsmålet om, hvem fantasien handler om.

Fantasier om andre kan vække noget, lange forhold ikke kan kopiere

I begyndelsen af et forhold ved vi endnu ikke helt, hvor vi har hinanden. Der er meget at opdage, og den anden er stadig fuld af ukendte sider.

Efter mange år sammen kender man måske lyden af partnerens nøgle i døren, måden vedkommende bestiller på en restaurant og præcis hvilket ansigtsudtryk der kommer, når svigerfamilien ringer. Den fortrolighed kan være noget af det mest værdifulde ved et langt forhold.

Samtidig ændrer den betingelserne for erotikken.

En fantasi om en fremmed eller en person, man kun kender lidt, kan indeholde noget, som et etableret forhold af gode grunde har mindre af: det ukendte.

Når vi opdager det, kan fantasien faktisk fortælle os noget interessant om vores seksualitet uden at blive gjort til en dom over parforholdet.

Hvad hvis fantasien handler om en eks?

Det kan føles mere kompliceret.

For en tidligere partner er ikke bare en tilfældig person. Der findes minder, erfaringer og en historie, og derfor kan en seksuel fantasi om en eks hurtigt få stor betydning.

Men hukommelsen gemmer også kropslige og seksuelle erfaringer.

At et gammelt minde dukker op, betyder ikke automatisk, at man ønsker personen tilbage. Man kan huske en bestemt stemning eller seksuel oplevelse med varme, uden at ønske hele relationen igen.

Vi gør det på mange andre områder uden at blive bekymrede. En bestemt sang kan pludselig bringe os tilbage til en sommer for 20 år siden, uden at vi ønsker at flytte tilbage til det liv, vi havde dengang.

Seksuelle minder kan fungere på samme måde.

Skal man fortælle sin partner om det?

Her findes der ikke en regel om, at et godt forhold kræver fuld adgang til hinandens fantasiliv.

Nogle par elsker at fortælle hinanden om fantasier og oplever det som en særlig form for intimitet. Andre har et mere privat seksuelt indre rum, som de trives fint med.

Begge dele kan fungere.

Det relevante spørgsmål er derfor ikke kun, om man må holde fantasien for sig selv, men hvad en deling vil gøre i netop jeres relation.

Hvis du fortæller din partner om en fantasi, fordi du gerne vil invitere vedkommende ind i noget, du synes er spændende, kan det åbne en god samtale. Hvis du fortæller detaljer om en bestemt kollega for at lette din egen dårlige samvittighed, mens din partner bagefter står alene med uroen, er situationen en anden.

Ærlighed er vigtig i et parforhold, men det betyder ikke, at enhver tanke kræver en rapport.

Og hvis min partner fantaserer om andre?

Her bliver emnet ofte lidt mere udfordrende.

For det kan være forholdsvis let at acceptere princippet om, at fantasier er frie, når det handler om ens egne. Det kan føles helt anderledes, når man forestiller sig sin partner blive seksuelt optaget af en anden.

Jalousi kan komme meget hurtigt.

Er den anden mere attraktiv end mig?

Er det sådan noget, min partner i virkeligheden ønsker?

Er jeg stadig nok?

Det kan være fristende at bede om forsikringer eller detaljer, men flere detaljer giver ikke altid mere ro. Nogle gange skaber de bare flere billeder, man bagefter skal forholde sig til.

Det kan være mere hjælpsomt at undersøge, hvad der bliver truet indeni.

Er du bange for at blive forladt? For ikke at være seksuelt attraktiv? For at fantasien bliver til handling? Eller har I forskellige forestillinger om, hvor grænsen for seksuel eksklusivitet går?

Så handler samtalen pludselig om noget, I faktisk kan forholde jer til sammen.

Hvornår er fantasien værd at være ekstra nysgerrig på?

At fantasere om andre behøver ikke i sig selv sige noget særligt om kvaliteten af et parforhold. Men fantasier kan selvfølgelig også blive information.

Hvis du opdager, at du næsten altid søger væk fra din partner i fantasien, at du føler dig følelsesmæssigt optaget af en bestemt person, eller at fantasierne begynder at hænge sammen med en længsel efter et liv udenfor forholdet, kan det være værd at undersøge nærmere.

Ikke for at anklage dig selv. Men for at forstå, hvad der foregår.

Måske savner du noget seksuelt. Måske savner du spænding eller frihed. Måske er der opstået afstand i relationen. Måske er du faktisk ved at udvikle følelser for en anden.

Og måske er fantasien bare god.

Man behøver ikke gøre den til et symptom, hvis den ikke er det.

Din partner behøver ikke være den eneste person, din fantasi kan forestille sig

Jeg tror, noget af uroen omkring fantasier om andre opstår, fordi vi nogle gange stiller et meget stort krav til romantisk kærlighed.

Den person, vi vælger, skal ikke bare være den, vi elsker og bygger et liv med. Vedkommende skal helst også være den eneste, vi nogensinde registrerer seksuelt, fantaserer om eller mærker et lille sug i maven over.

Det er et voldsomt ansvar at lægge på et parforhold.

Troskab kan betyde noget langt mere interessant end aldrig at få en seksuel tanke om en anden person.

Den kan ligge i de valg, vi træffer, de aftaler vi respekterer, den måde vi passer på relationen på, og den ærlighed vi skaber omkring de ting, der faktisk har betydning for hinanden.

Så ja, man må godt have fantasier om andre.

De kan være spændende, overraskende, forvirrende eller fuldstændig ligegyldige fem minutter senere. Nogle fortæller os noget, vi kan være nysgerrige på, mens andre bare får lov til at passere gennem vores indre seksuelle landskab.

En fantasi behøver ikke være en konkurrent til kærligheden.

Nogle gange er den bare en fantasi.

Indlægget Må man have fantasier om andre, når man er i et parforhold? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Den sætning kommer ofte ret hurtigt, når en person fortæller om en seksuel fantasi, som vedkommende selv er blevet overrasket over. Nogle skynder sig næsten at få den med, inden de fortæller resten, fordi de er bange for, hvad fantasien ellers kommer til at sige om dem.

Måske handler den om at have sex med en anden end sin partner. Om flere personer, om dominans eller underkastelse. Om at blive set, miste kontrollen eller gøre noget, der ligger meget langt fra den måde, man ellers lever sit liv på. Og så kommer spørgsmålet:

“Hvorfor tænder jeg på det, hvis jeg ikke ønsker det?”

Det er et virkelig interessant spørgsmål, fordi vi let kommer til at behandle seksuelle fantasier som små sandhedsserummer. Som om hjernen i et ubevogtet øjeblik afslører, hvad vi i virkeligheden går rundt og ønsker os. Så enkelt fungerer fantasier ikke.

En seksuel fantasi kan være ophidsende, intens og tilbagevendende, uden at du nogensinde har lyst til at opleve den udenfor dit eget hoved.

Fantasien har nogle friheder, virkeligheden ikke har

I fantasien kan vi springe over alt det praktiske.

Ingen behøver at tage stilling til, hvordan situationen opstod, hvad der sker bagefter, om nogen bliver kede af det, hvordan relationen påvirkes, eller om det overhovedet ville føles rart, hvis det faktisk skete.

Fantasien kan begynde præcis dér, hvor den bliver interessant, og stoppe igen, når den ikke længere er det. Det giver vores indre seksuelle univers nogle helt særlige muligheder.

En person kan eksempelvis fantasere om sex med en fremmed og samtidig vide, at virkelighedens møde med en fremmed ville føles utrygt eller slet ikke tiltrækkende. En anden kan blive ophidset af tanken om at være seksuelt underkastet, samtidig med at autonomi og kontrol betyder meget i resten af livet.

Det er ikke en selvmodsigelse.

I fantasien kontrollerer du paradoksalt nok også det, der handler om at miste kontrollen. Du bestemmer scenen, intensiteten, personerne og grænserne, også når fortællingen inde i fantasien opleves anderledes.

Det gør fantasien til et helt særligt rum.

Måske er det ikke handlingen der tænder dig

Når personer bliver urolige over deres fantasier, kommer de ofte til at fokusere meget konkret på det, der foregår i dem.

Hvorfor fantaserer jeg om lige præcis dét?

Jeg synes ofte, det bliver mere interessant at spørge:

Hvad sker der med dig i fantasien?

For det erotiske ligger ikke altid i selve handlingen.

Forestil dig eksempelvis en fantasi om at have sex et sted, hvor man risikerer at blive opdaget. På overfladen handler den om offentlig sex, men det ophidsende kan ligge et helt andet sted. Måske er det risikoen. Spændingen. Følelsen af at gøre noget forbudt. Intensiteten i at være så optaget af hinanden, at resten af verden forsvinder et øjeblik.

En fantasi om flere partnere kan handle om at være centrum for opmærksomheden og føle sig enormt begæret. En fantasi om dominans kan handle om magt, mens den for en anden handler om trygheden i at give ansvaret fra sig.

To personer kan altså forestille sig næsten den samme seksuelle scene og blive tændt af noget helt forskelligt i den. Derfor fortæller selve handlingen ofte mindre, end vi tror.

“Men jeg elsker jo min partner”

Fantasier om andre personer kan være særligt gode til at vække dårlig samvittighed.

Man kan ligge ved siden af en partner, man elsker og er tiltrukket af, og pludselig opdage, at ens erotiske forestillinger handler om en kollega, en fremmed, en tidligere partner eller en person, der kun findes i fantasien. Så kan fantasien hurtigt blive gjort til et regnskab over parforholdet.

Hvis jeg virkelig var tilfreds, ville jeg vel ikke fantasere om andre?

Men vores seksuelle forestillingsevne stopper ikke, når vi indgår et parforhold. Hjernen mister heller ikke evnen til at registrere andre som attraktive, interessante eller seksuelt spændende.

En fantasi om en anden person fortæller derfor ikke i sig selv, at der mangler noget i forholdet, eller at man i hemmelighed ønsker at være utro.

Nogle fantasier kan selvfølgelig være interessante at undersøge i relation til ens sexliv. Måske peger de på noget, man savner eller gerne vil udforske. Men den konklusion kan ikke trækkes alene ud fra, at fantasien findes.

Når fantasien ikke passer til den, du synes, du er

Noget af det, der kan gøre seksuelle fantasier særligt forvirrende, er, når de kolliderer med vores selvbillede.

En person, der til daglig er meget selvstændig og tager ansvar for det meste, kan blive overrasket over fantasier om fuldstændig at give kontrollen fra sig. En person, der oplever sig selv som forsigtig, kan have et meget grænseoverskridende erotisk fantasiliv. En anden kan tænde på en rolle i fantasien, som vedkommende overhovedet ikke ønsker at indtage i hverdagen. Her bliver det let at spørge:

“Hvilken af delene er så den rigtige mig?”

Begge dele kan være dig.

Vi behøver ikke være seksuelt identiske med den version af os selv, der køber ind, går på arbejde, smører madpakker eller holder styr på kalenderen. Erotik kan netop være et sted, hvor hjernen leger med kontraster, roller og stemninger, der adskiller sig fra resten af livet.

Det behøver ikke afsløre en hemmelig identitet, nogle gange er kontrasten selve pointen.

Der er forskel på fantasi, lyst, intention og handling

Den skelnen synes jeg er vigtig, især når en fantasi vækker skam eller bekymring.

At kunne forestille sig noget er ikke det samme som at ønske det. At blive seksuelt ophidset af en forestilling er heller ikke automatisk et ønske om at gøre den virkelig.

Og selv når vi faktisk har lyst til noget, betyder det stadig ikke, at vi vælger at handle på lysten.

Vi har værdier, relationer, grænser og hensyn, og de forsvinder ikke, fordi vores fantasi kan bevæge sig steder hen, hvor vi selv aldrig ville gå.

Seksualiteten bliver meget trang, hvis enhver tanke skal behandles som en hensigtserklæring.

Skal man fortælle sin partner om sine fantasier?

Det behøver man ikke.

Der findes en forestilling om, at fuldstændig åbenhed må være idealet i et godt parforhold, og derfor kan nogle føle, at de bør fortælle deres partner om alle seksuelle fantasier.

Jeg synes godt, vi må have et privat indre liv, også når vi er i et parforhold.

Samtidig kan det være både intimt og spændende at dele fantasier, når man har lyst til det. Her hjælper det at huske, at det at fortælle om en fantasi ikke er det samme som at foreslå, at den skal udleves.

Man kan sagtens sige:

“Jeg vil gerne fortælle dig noget, jeg fantaserer om. Jeg har ikke et ønske om, at vi skal gøre det, men jeg synes, det kunne være spændende, at du kendte den side af mig.”

Det giver fantasien lov til at være det, den er, uden at den automatisk bliver til en forhandling om næste lørdag aften.

Nogle fantasier føles ikke rare

Der er også fantasier og seksuelle tanker, som ikke opleves som spændende eller frivillige.

Nogle personer oplever påtrængende seksuelle tanker, som skaber stærk angst, væmmelse eller behov for hele tiden at undersøge, hvad tankerne “betyder”. Her kan forsøget på at få fuldstændig sikkerhed faktisk komme til at fylde mere og mere.

Andre oplever fantasier, der hænger sammen med tidligere erfaringer, grænseoverskridelser eller noget i seksualiteten, som de har svært ved at forstå.

I de situationer giver det mening at se på mere end fantasiens indhold. Hvor meget fylder den? Hvordan opleves den? Er den ønsket eller påtrængende? Hvad sker der bagefter? Påvirker den hverdagen, relationerne eller muligheden for at have et sexliv, man trives i?

Hvis seksuelle tanker skaber stor angst, bliver tvangsprægede eller involverer risiko for at skade andre eller overskride deres grænser, er det vigtigt at søge relevant faglig hjælp.

Du behøver ikke løse alle dine fantasier

Jeg tror, vi nogle gange bliver så optagede af at forstå os selv, at enhver seksuel fantasi får en opgave.

Den skal forklare noget.

Den skal fortælle os, hvad vi mangler.

Den skal afsløre et behov.

Den skal måske endda omsættes til noget, vi kan prøve.

Men fantasier behøver ikke altid være beskeder, der skal tydes.

Nogle kan give os spændende viden om vores lyst. Andre kan inspirere til noget, vi gerne vil udforske alene eller sammen med en partner. Og nogle får lov til at eksistere som små erotiske fortællinger, der kun fungerer, fordi de aldrig skal forlade fantasien.

Det er måske noget af det mest fascinerende ved vores seksuelle fantasiliv.

Vi kan besøge steder, lege med roller, bryde med vores egen hverdag og mærke sider af seksualiteten, som ikke behøver at passe ind nogen steder bagefter. Så hvis du har siddet med en fantasi og tænkt:

“Hvis jeg ikke ønsker det i virkeligheden, hvorfor fantaserer jeg så om det?”

kan svaret godt være mindre dramatisk, end du forestiller dig. Fordi fantasien giver dig noget, mens du fantaserer, og det kan være nok.

Indlægget Er det normalt at have seksuelle fantasier, man ikke ønsker at leve ud? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Et af børnene ønsker sig noget, der koster mere, end I plejer at bruge på julegaver. Din partner synes, det er helt fint. Det er jul én gang om året, barnet ønsker sig virkelig den ting, og økonomien kan godt bære det.

Du får det anderledes.

“Skal vi virkelig bruge så mange penge på én gave?”

Din partner kigger op.

“Hvorfor ikke?”

Og et kvarter senere handler samtalen overhovedet ikke længere om den gave.

Nu handler den om, at den ene altid bruger for mange penge. At den anden er nærig. Om sidste års gaver til svigerfamilien, om hvem der betaler mest til fællesudgifterne, og måske kommer den gamle klassiker også på bordet:

“Det er jo altid mig, der skal tænke på økonomien.”

Julen har en evne til at få penge til at betyde meget mere end kroner og øre. For vi køber ikke kun ting til hinanden i december. Vi forsøger også at vise kærlighed, skabe glæde, videreføre traditioner, være gode forældre og leve op til både vores egne og andres forventninger.

Det er en ret stor følelsesmæssig opgave at give et dankort.

Vi lærer noget om penge, længe før vi selv tjener dem

Noget af det, jeg ville være nysgerrig på hos et par, der ofte bliver uenige om penge ved juletid, er deres historie.

Hvordan så julen ud hjemme hos jer, da I var børn?

I nogle familier var julegaverne overdådige. Juleaften var den dag, hvor man virkelig gav den gas, og bunker af pakker under træet var en del af glæden. I andre familier blev der holdt nøje øje med pengene, måske fordi der ikke var ret mange af dem. Nogle lærte, at man aldrig måtte møde op uden en ordentlig gave, mens andre voksede op med en langt mere afslappet tilgang.

Det følger med os.

Hvis du er vokset op med en forælder, der sad med regningerne efter jul og var bekymret hele januar, kan store juleudgifter vække en uro, der er større end det konkrete beløb. Hvis din partner derimod husker julegaver som noget af det mest kærlige og generøse fra sin barndom, kan dit ønske om at skære ned føles trist eller unødvendigt begrænsende.

Så står I i butikken og diskuterer 800 kroner.

Men følelsesmæssigt kan I stå med hver jeres barndom i hånden. Det gør ikke diskussionen mindre virkelig, men måske mere forståelig.

En gave er aldrig bare en gave

Vi siger gerne, at det er tanken, der tæller.

December afslører, at vi ikke altid helt tror på det.

For hvor meget skal en gave koste? Skal søskende have for det samme beløb? Skal alle børn have lige mange pakker? Hvad gør man, hvis den ene familie giver store gaver og den anden små? Skal man købe til alle voksne? Og hvad med den svoger, man næsten aldrig ser, men som åbenbart stadig står på listen?

Der kan ligge overraskende meget social information i en gave.

Den kan sige: Jeg kender dig.

Den kan også blive læst som: Jeg har brugt mindre på dig end på din søster.

Nogle oplever kærlighed i selve det at finde noget særligt til en anden. Andre bliver utilpasse ved hele gavecirkusset og ville langt hellere bruge pengene på en fælles oplevelse. Nogle går op i beløbene, fordi de ønsker balance. Andre synes, at det ødelægger gavens betydning overhovedet at føre regnskab.

Ingen af delene behøver være urimeligt. Problemerne opstår lettere, når vi antager, at vores egen måde at forstå gaver på er så selvfølgelig, at partneren burde forstå den uden en forklaring.

“Vi har råd” afslutter ikke nødvendigvis diskussionen

Det er en sætning, der kan lyde meget rationel:

“Vi har jo råd til det.”

Og økonomisk kan det være fuldstændig korrekt. Alligevel besvarer den kun ét spørgsmål: Om pengene findes. Den siger ikke noget om, hvad I ønsker at bruge dem på.

Et par kan have rigeligt råd til en dyr jul og stadig være uenige om, hvorvidt de ønsker den. Den ene vil måske hellere spare op til en rejse, betale mere af på gælden eller bare have den ro, der ligger i, at december ikke bliver markant dyrere end resten af året.

Omvendt kan “det er alt for dyrt” også lyde som en objektiv sandhed, selv om det i virkeligheden betyder: “Jeg har det ikke godt med at bruge så mange penge på det.”

Det er en vigtig forskel.

For når vi gør vores egen økonomiske grænse til den eneste fornuftige, bliver partnerens prioritering let fremstillet som forkert. Så får vi hurtigt rollerne som den ansvarlige og den uansvarlige, den gavmilde og den nærige.

Det er ikke særlig gode roller at forhandle julebudget fra.

Der findes også en usynlig juleøkonomi

Penge er kun én del af det, der bliver brugt i december. Der bliver også brugt tid.

Nogen finder gaverne, husker ønskesedlerne, holder styr på størrelserne, bestiller på nettet, bytter det forkerte, køber gavepapir og sørger for, at der også ligger noget fra børnene til bedsteforældrene.

Hvis det primært er én person, der bærer den opgave, kan en diskussion om penge få en ekstra dimension.

Forestil dig, at den ene har brugt flere aftener på at finde julegaver til begge familier, hvorefter partneren kigger på kontoen og siger: “Hold da op, har vi virkelig brugt så meget?”

Det kan sagtens være et relevant spørgsmål. Det kan også lande virkelig dårligt.

For den anden hører måske ikke kun en kommentar til beløbet. Personen hører kritik af et stykke arbejde, som ingen rigtig har bemærket. Så når I taler om juleøkonomi, kan det være værd også at se på julearbejdet.

Hvem køber? Hvem planlægger? Hvem husker? Hvem tager stilling? Og er I egentlig enige om den opgave, der bliver løst?

Børn opdager hurtigt, når gaver bliver et regnskab

Forældre kan bruge imponerende meget energi på at gøre julegaver retfærdige.

Hvis den ene får en cykel, skal den anden så have gaver for samme beløb? Hvis et barn ønsker sig tre dyre ting og søskendet ti små, skal antallet af pakker udlignes? Hvad hvis bedsteforældrene giver markant mere til ét barn?

Jeg forstår ønsket om at undgå forskelsbehandling, men matematisk lighed er ikke altid det samme som oplevet retfærdighed.

Børn ønsker sig forskellige ting, og deres behov ændrer sig med alderen. En teenager kan ønske sig én dyr ting, mens et yngre barn får stor glæde af seks mindre pakker. Det behøver ikke kræve et hemmeligt regneark, hvor den sidste halvtredser skal udlignes.

Samtidig lærer børn noget af den måde, vi taler om gaver på.

Hvis december bliver fyldt med kommentarer om priser, antal pakker og hvem der har fået mest, kan vi komme til at lære dem, at gavens værdi først og fremmest kan aflæses på beløbet.

Det er værd at tænke over, hvis vi samtidig fortæller dem, at julen handler om noget helt andet.

Familien omkring jer kan gøre økonomien til jeres konflikt

Nogle julekonflikter begynder faktisk udenfor parforholdet.

“I år giver vi kun til børnene.”

Fint.

Indtil svigermor alligevel har købt noget til alle.

Eller søsteren foreslår en beløbsgrænse, som den ene synes er alt for høj. Måske forventer familien, at alle voksne køber til hinanden, selv om I egentlig gerne ville stoppe. Eller bedsteforældrene giver børnene meget dyre gaver, som kolliderer med den måde, I selv forsøger at holde jul på.

Her kan det være fristende at lade den partner, hvis familie det er, klare problemet alene.

Jeg synes, det er mere interessant først at finde ud af, hvad I mener.

For det er svært at sætte en grænse overfor familien, hvis man samtidig skal forhandle den med sin partner.

Hvis I er enige om, at I eksempelvis ikke vil bruge 10.000 kroner på julegaver, bliver samtalen med familien mere enkel. Det betyder ikke, at alle omkring jer behøver synes, jeres beslutning er fantastisk.

De behøver bare kende den.

Et julebudget kan være romantisk på den meget voksne måde

Et budget lyder ikke ligefrem som noget, der burde ledsages af levende lys og julemusik.

Alligevel kan det være en af de mere omsorgsfulde samtaler, et par tager i november.

Ikke et budget, hvor hver eneste pebernød skal registreres, men en reel forventningsafstemning: Hvad vil vi gerne bruge på julen i år? Hvem giver vi gaver til? Hvad gør vi med børnene? Skal vi købe til hinanden? Hvad betyder noget for os, og hvad gør vi mest af gammel vane?

Det interessante er, at økonomiske samtaler ofte bliver lettere, når de foregår inden pengene er brugt.

Når pakken først ligger i skabet, kan “synes du virkelig, vi skulle bruge så meget?” meget hurtigt lyde som kritik. Tre uger tidligere kunne den samme samtale have været planlægning.

Den dyreste gave er ikke altid den mest generøse

Der findes også noget befriende i at spørge hinanden, hvilken jul man egentlig prøver at skabe.

For hvis målet er, at børnene skal mærke glæde, at familien skal føle sig værdsat, og at I selv skal kunne nyde december, er flere penge ikke automatisk den bedste vej dertil.

Nogle gange er den gavmilde beslutning at købe den gave, der virkelig betyder noget.

Andre gange er den at sige: “Vi stopper her.”

At kunne give uden at sætte familiens økonomi under pres er også omsorg. At kunne modtage en mindre gave uden at læse mindre kærlighed ind i den er det samme.

Og måske må julen godt være det tidspunkt, hvor vi opdager, at vores partner har et helt andet forhold til penge, gaver og generøsitet, end vi selv har. Det behøver ikke være et problem, der skal fjernes. Det kræver bare, at forskellen får ord, inden den får lov til at blive til endnu en konflikt ved køkkenbordet.

Når konflikten egentlig handler om noget større

Hvis den samme diskussion om penge vender tilbage hvert år, ville jeg til sidst være nysgerrig på, om julen bare er blevet scenen, hvor en ældre konflikt spiller videre.

Måske oplever den ene, at vedkommende altid skal være den ansvarlige. Måske føler den anden sig kontrolleret. Måske er der en grundlæggende uenighed om økonomi, som også dukker op ved ferier, bolig, restaurantbesøg og børnenes fritidsaktiviteter.

Så løser et julebudget ikke hele problemet.

Til gengæld kan julekonflikten være et ret tydeligt sted at få øje på det.

For bag spørgsmålet “Hvor meget skal vi bruge på gaver?” kan der gemme sig langt større spørgsmål:

Hvad giver os tryghed? Hvad vil vi bruge vores penge på? Hvornår oplever jeg dig som generøs, og hvornår oplever du mig som ansvarlig? Hvem bestemmer egentlig over vores fælles økonomi?

Det er spørgsmål, der er værd at tale om langt efter, at juletræet er smidt ud.

For penge er aldrig kun tal på en konto.

De handler også om frihed, sikkerhed, omsorg, status, muligheder og de erfaringer, vi hver især har med os.

Og når to forskellige pengehistorier skal købe julegaver fra den samme konto, kan lidt nysgerrighed være en betydeligt bedre investering end endnu en diskussion om, hvad en ordentlig julegave bør koste.

Indlægget Når penge og gaver bliver til julekonflikter blev først udgivet på Trine Kofoed.

For der venter en juleaften mere.

Hos den anden forælder står familien klar. Der er dækket bord, bedsteforældrene glæder sig, og måske har nogen holdt maden tilbage, fordi børnene selvfølgelig også skal nå at være med dér. Det giver god mening på papiret: Når forældrene ikke længere holder jul sammen, må børnene få jul begge steder.

Så går ingen glip af dem.

Men midt i alle de voksnes gode intentioner kan det være værd at stille et lidt ubekvemt spørgsmål:

Hvem er det egentlig, der har brug for, at børnene når begge juleaftener?

For det er ikke sikkert, det er børnene.

En halv juleaften er ikke nødvendigvis halvt så godt

Når forældre er gået fra hinanden, kan juleaften blive en af årets mest følsomme datoer. Der er traditioner, bedsteforældre og søskende på begge sider, og for mange forældre gør tanken om en juleaften uden deres børn oprigtigt ondt.

Samtidig er der forskel på det, der er svært for en voksen, og det, der er bedst for et barn.

Når løsningen bliver, at børnene skal nå begge hjem den 24. december, kan det umiddelbart føles retfærdig. Begge forældre får juleaften med børnene, begge familier får lov til at se dem, og ingen behøver vente et helt år på deres tur.

Men børn oplever ikke nødvendigvis dagen som to halve juleaftener, der tilsammen bliver til én hel.

For dem kan det også blive en dag med afbrydelser.

Netop som legen med den nye gave er begyndt, skal den pakkes sammen. Netop som barnet er faldet ind i stemningen, skal jakken på. Måske skal der siges farvel til kusinerne midt i det hele, køres gennem mørket og trædes ind i en ny stue, hvor en ny flok voksne allerede er flere timer inde i deres juleaften.

Det kræver et skift, og nogle børn klarer sådanne skift uden større problemer, mens andre bruger langt mere energi på dem. Det er værd at have med i beslutningen.

Retfærdighed mellem voksne og ro for børn er to forskellige regnestykker

Jeg forstår godt ønsket om at dele juleaften.

Hvis man savner sit barn den 24. december, hjælper det ikke nødvendigvis ret meget at få at vide, at man kan fejre jul den 25. Det er jo juleaften, man savner. Man savner forventningen, maden, dansen om træet og det særlige øjeblik, hvor gaverne skal åbnes.

Det er en reel sorg for nogle forældre efter en skilsmisse.

Alligevel synes jeg, vi skal være forsigtige med at bede børnene om at løse den sorg ved at dele sig mellem os.

For hvis udgangspunktet bliver, at begge voksne skal have præcis lige meget af den 24. december, risikerer barnets behov at komme til at stå lidt længere nede på listen.

Familieliv efter en skilsmisse kan ikke altid gøres fuldstændig symmetrisk. Nogle år får man juleaften. Andre år får man måske juledag, nytår eller en anden højtid. Der vil være øjeblikke, man ikke er med til, og det kan gøre ondt uden at være uretfærdigt.

Børn skal gerne have lov til at holde jul.

De skal helst ikke have ansvaret for at sørge for, at de voksne også får en god en.

“Men børnene vil selv begge steder hen”

Det kan de sagtens ville.

Et barn kan elske begge sine forældre, begge familier og begge juletraditioner og helt oprigtigt ønske at være med til det hele.

Det gør spørgsmålet mere nuanceret.

For børn skal selvfølgelig høres, især når de bliver ældre, men det er vigtigt, hvordan vi spørger. Der er stor forskel på at være nysgerrig på barnets ønsker og på at give barnet ansvaret for at vælge mellem sine forældre.

Spørgsmålet “Vil du helst holde jul hos mor eller far?” kan være langt tungere at svare på, end det lyder.

Nogle børn bliver meget opmærksomme på den voksnes reaktion. De kan vælge den forælder, de tror bliver mest ked af det, forsøge at foreslå en løsning, hvor alle får lidt, eller sige, at det er ligegyldigt, fordi de slet ikke ønsker at stå med beslutningen.

Et barn kan også sige: “Jeg vil gerne begge steder”, fordi det faktisk betyder: “Jeg vil ikke gøre nogen kede af det.”

Det betyder ikke, at vi skal mistænkeliggøre barnets svar. Det betyder, at vi voksne må hjælpe med at bære kompleksiteten omkring det.

Børn er forskellige – og det er juleaftener også

Der findes ikke én samværsmodel, som passer til alle børn.

Et barn på fire år, der bliver træt af mange indtryk og har brug for forudsigelighed, kan have andre behov end en 15-årig, der selv gerne vil cykle over til den anden forælder senere på aftenen.

Afstanden mellem hjemmene betyder også noget. Ti minutters kørsel er noget andet end halvanden time på landevejen. Det samme gør relationerne i hjemmene, antallet af gæster, barnets temperament og hvor vant barnet er til skift.

For nogle børn kan to steder faktisk fungere fint.
For andre vil det være en lettelse at vide: Her er jeg i år. Jeg skal ikke videre.

Det er derfor, jeg ville være mere interesseret i barnets konkrete oplevelse end i princippet om, at børn enten bør eller ikke bør holde jul begge steder.

Hvordan reagerer barnet normalt på skift? Hvor lang bliver dagen? Kan barnet lege videre, eller skal det hele tiden forholde sig til næste punkt? Er der plads til at blive træt? Hvad siger barnet selv, når spørgsmålet stilles uden forventning om et bestemt svar?

Det er dér, beslutningen begynder at blive interessant.

Den anden jul behøver ikke være en kopi

Noget af det, der kan gøre julekabalen unødigt svær, er forestillingen om, at begge forældre skal have den samme oplevelse med børnene.

Julemiddag. Træ. Gaver. Risalamande. Hele pakken. Helst den 24.

Men børn er generelt langt mindre optagede af kalenderens formelle regler, end voksne kan være. Traditioner får betydning, fordi vi fylder dem med noget, og en julemorgen den 25. december kan godt blive noget, barnet glæder sig til hvert år.

Hos den ene forælder kan juleaften være den 24. Hos den anden kan der være pyjamas, morgenmad, gaver og julefilm næste formiddag. En anden familie holder deres egen lille jul den 23. Nogle har en fast tradition i dagene mellem jul og nytår.

Det behøver ikke være en discountudgave af den “rigtige” jul. Det kan blive sin egen tradition. Og måske ligger der faktisk noget værdifuldt i at slippe konkurrencen om at genskabe præcis den samme juleaften i to hjem.

Pas på barnet, der bliver julebudbringer

Der er én ting, jeg især ville ønske, at voksne omkring skilsmissebørn var opmærksomme på i julen: hvor hurtigt barnet kan ende midt i kommunikationen.

“Kan du spørge far, hvornår han henter?”

“Sig til mor, at I altså skal være her senest klokken seks.”

“Hvorfor vil din far pludselig ændre aftalen?”

Det er vokseninformation forklædt som praktiske beskeder.

Og når der samtidig ligger gamle konflikter mellem forældrene, kan selv små kommentarer få barnet til at mærke, at der er noget på spil.

Hvis juleaftalen er vanskelig, må den samtale blive mellem de voksne. Et barn skal kunne glæde sig til sin jul uden også at holde øje med, om mor bliver ked af det, når det fortæller om juleaften hos far, eller om far bliver stille, når det glæder sig til noget hos mor.

Det er en stor gave at give et barn friheden til at holde af begge sine hjem, uden at skulle regulere stemningen mellem dem.

Nogle gange er den kærligste julegave at kunne undvære

Det lyder måske lidt hårdt, men jeg mener det kærligt.

Forældreskab indeholder også de øjeblikke, hvor vi tager noget svært på os, så vores børn ikke behøver gøre det.

En juleaften uden sit barn kan være ensom. Man må gerne savne. Man må gerne synes, at det er urimeligt, at en skilsmisse også skulle ændre julen. Man må gerne blive misundelig på den anden forælder, der får lov til at vågne den 24. med børn i huset.

De følelser kan godt eksistere samtidig med, at man siger til sit barn:

“Jeg håber, du får den dejligste juleaften. Jeg glæder mig til vores jul sammen.”

Der ligger meget forældreskab i den sætning. Barnet bliver fritaget for at skulle gøre savnet mindre.

Så skal børnene holde jul begge steder?

Det kan de godt. Men de behøver ikke.

Jeg ville ikke begynde med spørgsmålet om, hvordan juleaftenen kan deles mest retfærdigt mellem to voksne. Jeg ville se på det barn, der skal leve dagen: barnets alder, temperament, ønsker, relationer, transporten mellem hjemmene og hvor meget energi det kræver at pakke én jul sammen og træde direkte ind i den næste.

Nogle familier vil opdage, at to julebesøg fungerer glimrende. Andre vil finde mere ro i at skiftes mellem årene eller skabe en særlig juletradition på en anden dag.

Der er plads til mange løsninger.

Det, jeg ville passe på, er den løsning, hvor barnet får en travl juleaften, fordi ingen voksne kan holde ud at være den, der må undvære.

For når vi først har fordelt timerne, kørslen, gaverne og bedsteforældrene, er der stadig én ting tilbage, som ikke kan deles matematisk:

Barnets oplevelse af julen.

Og den fortjener også en plads ved forhandlingsbordet.

Indlægget Skal børnene holde jul begge steder? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Så kommer den tanke, som næsten kan føles forbudt at sige højt:

Kunne vi ikke bare holde jul hver for sig?

For nogle par vil svaret være et meget klart nej. Juleaften er en af de dage, hvor de ønsker at være sammen, og det ville føles forkert at dele sig. For andre kan det være en overraskende god løsning.

Jeg synes, vi skal passe på med at gøre den ene måde mere rigtig end den anden, for et parforholds kvalitet kan ikke aflæses af, om to personer befinder sig ved samme julebord den 24. december.

Det interessante er, hvad det betyder for jer at være sammen – og hvad det betyder at være hver for sig.

Julen har en mærkelig evne til at gøre kærlighed geografisk

Der findes mange dage på året, hvor vi uden problemer kan lave noget hver for sig. Den ene tager til koncert, den anden bliver hjemme. Vi besøger venner alene, har forskellige interesser og kan tage en weekend væk uden at konkludere, at parforholdet er i opløsning.

Så kommer den 24. december.

Pludselig kan spørgsmålet om, hvor man befinder sig mellem klokken 17 og 23, få en helt anden betydning.

Vil du hellere være sammen med dem end med mig?

Det er ofte dér, samtalen bliver vanskelig, fordi et ønske om at holde jul hos sin egen familie kan blive hørt som et fravalg af partneren. Men de to ting behøver ikke være det samme.

Man kan længes efter sin families juleaften og samtidig elske sin partner. Man kan ønske at sidde ved siden af sin gamle far, når der synges omkring juletræet, uden at det siger noget dramatisk om ens parforhold. Man kan også være den person, der oprigtigt synes, at julen mister noget væsentligt, hvis ens partner ikke er der.

“Men er det ikke mærkeligt?”

Det spørgsmål kommer hurtigt, fordi vi har ret stærke kulturelle forestillinger om, hvordan et par ser ud juleaften. Når man først er blevet et etableret par, forventes man ofte at ankomme som en enhed. Invitationen gælder jer begge. Familierne regner med jer begge, og hvis den ene dukker op alene, kan der næsten automatisk komme spørgsmål:

“Hvor er Mads?”

“Er alt okay?”

“Skulle I ikke holde jul sammen?”

Og så kan man pludselig stå og forklare en beslutning, som man selv var ganske tilfreds med, indtil resten af familien begyndte at se bekymret ud.

Jeg synes faktisk, det er værd at udfordre forestillingen om, at nærhed altid skal kunne ses udefra.

Et par kan sidde ved siden af hinanden juleaften og have været uvenner siden den 21. december. Et andet kan kysse farvel om eftermiddagen, tage hver sin vej og sende hinanden et billede klokken 22 med teksten: “Glæder mig til at komme hjem til dig i morgen.”

Jeg ville være meget forsigtig med at gætte på, hvilket par der har det bedste forhold.

En praktisk løsning kan være følelsesmæssigt kompliceret

At holde jul hver for sig kan lyde som den perfekte løsning, hvis alternativet er endnu en diskussion om, hvilken familie der “får jer” i år. Men inden I deler jer, ville jeg være nysgerrig på, om begge faktisk synes, det er en god idé.

Der er stor forskel på: “Hvor fedt, så får vi begge den juleaften, vi gerne vil have.”

og: “Fint. Så tager du bare hjem til din familie.”

Den sidste sætning kan godt ligne en aftale på papiret, mens den følelsesmæssigt betyder noget helt andet.

Hvis den ene foreslår at holde jul hver for sig, og den anden accepterer for at undgå en konflikt, kan juleaften blive en ret lang aften. Ikke på grund af afstanden mellem de to juleborde, men fordi den ene sidder med oplevelsen af ikke at være blevet valgt.

Så jeg ville ikke kun spørge: Kan vi gøre det?

Jeg ville også spørge: Hvordan vil det være for dig, hvis vi gør det?

Nogle gange er det faktisk den mest generøse løsning

Der er situationer, hvor jeg synes, idéen om at holde jul hver for sig fortjener langt mere plads, end den normalt får.

Måske har begge en forælder, der ellers ville sidde alene. Måske bor familierne så langt fra hinanden, at enhver fælles løsning kræver halve dage på motorvejen. Måske er der skilsmissefamilier med så mange grene, at julekabalen efterhånden kræver projektlederuddannelse.

Eller måske elsker begge deres respektive familietraditioner og har brugt de sidste otte juleaftener på skiftevis at savne den ene.

Så kan det være interessant at spørge, hvorfor den mest kærlige løsning nødvendigvis skulle være, at én af jer endnu en gang giver afkald på noget vigtigt.

At være et par indebærer kompromiser. Det behøver ikke betyde, at enhver vigtig oplevelse skal deles.

Nogle gange kan kærlighed også lyde sådan:

“Jeg ved, hvor meget den aften med din familie betyder for dig. Tag af sted og nyd den. Jeg gør det samme, og så ses vi i morgen.”

Det kræver selvfølgelig, at begge kan mærke sig selv i aftalen.

Når de kan det, ser jeg ikke afstand i den.

Jeg ser frihed.

Hvis I har børn, bliver spørgsmålet et andet

Når der er børn med i familien, bliver beslutningen mere kompleks, fordi der nu er flere personers juleaften at tage hensyn til. Her ville jeg være varsom med at lade børnene blive løsningen på de voksnes konflikt.

“Så kan du tage ét barn med til din familie, og jeg tager det andet.”

Det kan selvfølgelig fungere i nogle familier, især hvis børnene selv er store nok til at have tydelige ønsker, men søskende skal ikke automatisk fordeles som julegaver mellem to familier for at få kabalen til at gå op.

Det samme gælder spørgsmålet om, hvilken forælder børnene skal være hos. Deres alder, relationer, traditioner og egne ønsker har betydning, og for børn i skilte eller sammenbragte familier kan juleplanlægningen allerede indeholde mange skift.

Så snart børnene er en del af ligningen, synes jeg derfor, spørgsmålet skal udvides fra “Hvad vil vi to helst?” til “Hvilken juleaften giver mening for vores familie som helhed?”

Det kan stadig ende med, at de voksne holder dele af julen hver for sig.

Men børnene bør være personer, der bliver taget hensyn til, ikke brikker, der får kalenderen til at gå op.

Der er også par, der simpelthen har brug for at skabe deres egen jul

Nogle gange opdager et par, at hele diskussionen om din familie eller min familie er begyndt at føles mærkelig, fordi ingen af løsningerne længere passer særlig godt.

Så findes der en tredje mulighed:

Jeres familie.

Det kan være første gang, man siger: “I år bliver vi hjemme.” Måske inviterer man andre, måske gør man ikke. Måske spiser man præcis det samme som altid, og måske opdager man, at ingen af jer egentlig bryder sig særlig meget om and.

Det kan skabe reaktioner.

Forældre kan blive skuffede, og søskende kan have svært ved at forstå, hvorfor traditionen pludselig skal ændres. Det er en del af det, der sker, når familier udvikler sig. På et tidspunkt bliver de børn, der plejede at komme hjem til jul, voksne personer med egne relationer, behov og traditioner.

Der findes ikke en juleordning, der kan bevare alle familier præcis, som de engang var.

Det vigtigste spørgsmål kommer måske dagen efter

Hvis I overvejer at holde jul hver for sig, ville jeg prøve et lille tankeeksperiment.

Forestil jer, at det er den 25. december. I ses igen. Hvordan håber du, det føles?

Hvis du forestiller dig, at du kommer hjem glad efter en dejlig juleaften og oprigtigt glæder dig til at høre om din partners, fortæller det noget.

Hvis du allerede i forestillingen kan mærke vrede over, at din partner valgte sin familie, fortæller dét også noget.

Og hvis du mærker lettelse ved tanken om ikke at skulle tilbringe juleaften sammen, kan det være værd at være nysgerrig på, om lettelsen handler om julearrangementet, familien omkring jer eller noget i jeres relation.

Det er derfor, det ikke er selve løsningen, jeg ville bruge til at vurdere et parforhold.

Jeg ville se på det, der ligger omkring den.

Så kan man holde jul hver for sig som par?

Ja.

Man må gerne være et tæt, kærligt og forpligtet par og holde juleaften to forskellige steder. Der findes ingen relationel regel om, at kærligheden bliver mere ægte, hvis begge spiser risalamande ved samme bord.

Men beslutningen fungerer bedst, når den opleves som en løsning for begge og ikke som et kompromis, den ene skal sluge for at holde fred.

Tal derfor om mere end logistikken. Tal om, hvad juleaften betyder for jer, hvad I hver især ville savne, hvad I håber at få ud af den, og hvordan det føles at forestille sig, at partneren ikke er der.

Måske ender I med at holde jul sammen. Måske hver for sig. Måske opdager I en tredje måde, som ingen af jer havde tænkt på. Det vigtigste er ikke, om I sidder ved samme julebord.

Det er, om beslutningen føles som noget, I har truffet sammen.

Indlægget Kan man holde jul hver for sig som par? blev først udgivet på Trine Kofoed.

“Hvor skal vi egentlig holde jul i år?”

Det lyder uskyldigt, næsten administrativt. Et sted skal man jo være den 24. december, og nogen skal have besked, så de ved, hvor mange kartofler der skal skrælles.

Alligevel kan netop den samtale udvikle sig overraskende hurtigt.

“Vi var hos din familie sidste år.”

“Ja, men min mor bliver alene, hvis vi ikke kommer.”

“Vi kan jo heller ikke blive ved med at indrette vores jul efter din mor.”

“Det siger du kun, fordi du helst vil være hos din egen familie.”

Og dér røg kartoflerne.

Nu handler samtalen pludselig om retfærdighed, loyalitet, forældre, børn, traditioner og hvem der gennem årene har tilpasset sig mest. Måske bliver gamle juleaftener hentet frem som dokumentation, og inden længe sidder to personer med hver deres mentale regneark over, hvem der har fået sin vilje hvornår.

Jeg forstår godt, at julen kan gøre det ved os. For når vi diskuterer, hvor vi skal holde jul, fordeler vi ikke kun en dato i kalenderen. Vi fordeler noget, der for mange har stor følelsesmæssig værdi.

Julen kommer med en hel familie i bagagen

Når to personer finder sammen, kommer de ikke kun med hver deres tandbørste, venner og mærkelige vaner omkring opvaskemaskinen. De kommer også med hver deres fortælling om, hvordan en rigtig jul ser ud.

Hos den ene begynder juleaften måske klokken 14 med kaffe hos bedsteforældrene, og ingen kunne drømme om at ændre på rækkefølgen af maden. Hos den anden er det vigtigste, at alle tager det roligt, børnene må åbne en gave tidligt, og tidspunktet for middagen afhænger lidt af, hvornår anden bliver færdig.

Begge dele kan føles helt naturligt, fordi traditioner netop får deres kraft af at være gentaget så mange gange, at vi holder op med at tænke over dem.

Indtil vi møder en anden person, hvis familie gør det helt forkert.

Eller i hvert fald anderledes.

Det er noget af det interessante ved julekonflikter. Vi kan opleve vores egne traditioner som hyggelige og den andens som besværlige, selvom forskellen udefra kan være temmelig beskeden. For traditioner handler også om tilhørsforhold. De fortæller os, hvor vi kommer fra, hvem vi hører sammen med, og hvilke minder vi gerne vil give videre.

Derfor kan et forslag om at ændre julen ramme langt dybere, end den person, der foreslår det, havde forestillet sig.

“Men vi var jo hos din familie sidste år”

Nogle par løser spørgsmålet med et system: ét år hos den ene familie, næste år hos den anden.

Det kan være en glimrende løsning. Indtil livet blander sig.

Måske er der kommet små børn, som ikke trives med tre timers transport juleaftensdag. Måske er en forælder blevet syg. En bedsteforælder er blevet gammel. Nogen er blevet skilt, har fået en ny partner eller er flyttet. Søskende har fået deres egne familier og kalendere, og pludselig betyder “din familie” og “min familie” ikke helt det samme som for ti år siden.

Det er her, retfærdighed bliver mere kompliceret end at skiftes.

Jeg oplever, at par nogle gange forsøger at løse julekonflikten matematisk. Hvis vi var hos din familie sidste år, må vi være hos min i år. Hvis vi holdt to juleaftener med dine forældre, skylder vi mine to.

Regnestykket kan være korrekt og alligevel føles forkert.

For lighed og retfærdighed er ikke altid det samme. Hvis den ene partners far eksempelvis er alvorligt syg, kan der være gode grunde til at bryde en ellers velfungerende turnus. Hvis et barn bliver fuldstændig færdigt af at blive transporteret rundt mellem tre familier, er barnets behov også blevet en del af ligningen.

En god juleaftale behøver derfor ikke kunne forsvares i Excel.

Den skal kunne give mening for de personer, der faktisk skal leve i den.

Nogle gange sidder svigermor med ved bordet, længe før juleaften

Der er en bestemt formulering, som kan gøre samtalen om jul ekstra vanskelig:

“Min mor forventer, at vi kommer.”

Så er der pludselig kommet en tredje stemme ind i parrets beslutning.

Det samme gælder selvfølgelig fædre, svigerfædre, søskende og bedsteforældre. Nogle familier er meget tydelige omkring deres forventninger, og det kan være svært at stå over for en forælder, der siger: “Så bliver vi jo næsten ingen juleaften” eller “Jeg havde regnet med, at I selvfølgelig kom.”

Skyld er en effektiv juleplanlægger. Den er bare ikke altid en særlig god en.

For hvis et par primært træffer beslutningen ud fra, hvem der bliver mest skuffet, risikerer de at bruge december på at administrere andre voksnes følelser. Og det kan skabe en helt særlig irritation mellem dem, især hvis den ene oplever, at partneren har svært ved at sætte grænser overfor sin familie.

Så handler konflikten ikke længere kun om juleaften.

Den kan begynde at handle om: Hvem står du sammen med, når din familie vil noget andet end os?

Det spørgsmål kan være langt mere sårbart.

Prøv at høre, hvad der ligger under ønsket

Hvis den ene meget gerne vil holde jul hos sin familie, kan det være fristende at begynde forhandlingen med argumenter.

Vi var der sidste år. Det er langt at køre. Børnene bliver trætte. Din bror kommer alligevel først senere.

Alle argumenterne kan være rigtige. Jeg ville alligevel være nysgerrig på ønsket først.

Hvad betyder det for dig at være der juleaften?

Det spørgsmål kan føre et helt andet sted hen.

Måske handler det om en mor, der er blevet ældre, og en erkendelse af, at der ikke er uendeligt mange juleaftener tilbage med hende. Måske har personen altid drømt om, at egne børn skulle opleve den jul, vedkommende selv husker. Måske føler den ene sig stadig lidt som gæst hos svigerfamilien efter femten år og savner den ene aften, hvor alting føles velkendt.

Eller måske kommer der et mere overraskende svar:

“Jeg har faktisk ikke lyst til at være hos min familie. Jeg har bare så dårlig samvittighed over at sige det.”

Så har samtalen pludselig ændret karakter.

Det er en af grundene til, at jeg godt kan lide at blive lidt længere ved betydningen, inden vi går direkte til løsningen. To ønsker, der ser uforenelige ud på kalenderen, kan handle om behov, der måske godt kan mødes på andre måder.

Når man selv får børn, kan julen få endnu et lag

For mange par sker der noget med juleplanlægningen, når de får børn.

Pludselig skal juleaften ikke kun fordeles mellem to familier. Man begynder også at forestille sig, hvilke juletraditioner ens egen familie skal have.

Måske har man i årevis pakket bilen med børn, gaver, skiftetøj og sovende bamser og kørt tværs over landet den 24. december, fordi sådan plejede man. På et tidspunkt kommer tanken: Hvornår bliver det egentlig vores jul?

Det kan være et følsomt spørgsmål, fordi ønsket om at skabe egne traditioner let bliver hørt som en afvisning af de gamle. Men familier forandrer sig. Børn bliver voksne, får partnere og måske selv børn, og dermed flytter tyngdepunktet sig. Den juleaften, som én generation har skabt, kan ikke nødvendigvis fortsætte uændret gennem den næste.

Det kan gøre ondt på forældre og svigerforældre. Det må det faktisk gerne.

Skuffelse er ikke altid et tegn på, at beslutningen er forkert. Nogle gange er den bare den følelse, der følger med, når noget værdifuldt forandrer sig.

I behøver ikke gøre alle tilfredse

Det er måske en af julens vanskeligste erkendelser. Der findes situationer, hvor ingen løsning gør alle glade.

Hvis I holder jul hos den ene familie, bliver den anden måske skuffet. Holder I hjemme, savner begge familier jer. Deler I juleaften mellem to steder, ender I måske selv med at være så trætte, at det eneste, I husker fra aftenen, er motorvejen.

Så kan målet ikke længere være at finde den løsning, hvor ingen mærker noget ubehag.

Målet må være at finde den løsning, I som par kan stå sammen om.

Det kræver, at man kan rumme, at andre måske bliver skuffede, uden straks at gøre skuffelsen til et bevis på, at man har behandlet dem dårligt.

Der er forskel på at tage hensyn og på at give alle vetoret.

Måske skal spørgsmålet være større end “hvor?”

Når par spørger: “Hvor skal vi holde jul?”, kan de meget hurtigt komme til at diskutere adresser.

Jeg synes, det kan være mere interessant at begynde et andet sted:

Hvordan vil vi gerne have, at juleaften føles i år?

Vil I gerne have ro? Være sammen med mange? Give børnene tid med bedsteforældrene? Undgå at køre? Være tæt på en person, der betyder særligt meget lige nu? Skabe noget hjemme hos jer selv? Eller holde fast i en tradition, fordi den oprigtigt stadig betyder noget for jer?

Når I ved det, bliver adressen ofte lettere at diskutere.

Og måske opdager I, at juleaften ikke behøver bære hele familiens behov for samvær. Der findes også den 23., juledag, anden juledag og alle de andre decemberdage, som på mystisk vis får langt mindre følelsesmæssigt ansvar end netop den 24.

Man kan godt elske sin familie den 26.

Den bedste juleaftale er den, I kan stå sammen om bagefter

Jeg tror ikke, der findes en rigtig måde at fordele julen på.

Nogle skiftes. Nogle holder altid hjemme. Nogle samler begge familier, nogle deler sig, og andre har skabt traditioner, der ikke ligner dem, de selv voksede op med.

Det interessante er, hvordan beslutningen bliver truffet.

Hvis den ene endnu en gang giver efter og bruger juleaften på at være vred over det, har I teknisk set fundet en løsning, men konflikten er bare flyttet med ind under juletræet.

Hvis I derimod har været nysgerrige på, hvorfor julen betyder det, den gør for jer hver især, bliver det lettere at finde en løsning, der ikke kun handler om at vinde dette års juleaften.

For måske er det vigtigste spørgsmål ikke: Hvor skal vi holde jul i år?

Det er: Hvordan træffer vi en beslutning, hvor vi stadig oplever, at vi står på samme side, når familien begynder at have en mening om den?

Det er trods alt jer, der skal hjem sammen, når julelysene bliver slukket.

Indlægget Hvor skal vi holde jul i år? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Den sætning hører jeg i mange forskellige udgaver i mit arbejde som sexolog.

Den kan komme lige inden en person fortæller om en fantasi, de aldrig har sagt højt. Den kan handle om, at de onanerer på en bestemt måde, ikke har haft sex i flere år, tænder på noget, de ikke helt forstår, eller aldrig har fået en orgasme med en partner. Nogle begynder med at forklare, at de ellers har et godt sexliv, næsten som om de lige skal sikre sig, at jeg ikke danner mig et forkert billede af dem, inden de fortæller om det, der faktisk fylder.

Andre spørger først, hvilke ord de må bruge.

“Kan jeg godt bare sige pik?”

“Jeg siger det altså bare lige direkte.”

Og jeg forstår godt forsigtigheden, for selvom vi lever i en tid, hvor sex findes overalt omkring os, betyder det ikke, at det er blevet enkelt at tale om vores egen seksualitet. Der er stor forskel på at diskutere sex generelt og på at sætte ord på det sted i ens eget liv, hvor man føler sig sårbar.

For når samtalen handler om os selv, handler den hurtigt om mere end sex.

Den handler om, hvad vores seksualitet siger om, hvem vi er.

Skam spørger ikke kun: Hvad gjorde du? Den spørger: Hvad siger det om dig?

Skyld og skam bliver ofte blandet sammen, men der er en vigtig forskel. Skyld kan knytte sig til noget, vi har gjort, mens skam lettere rammer vores oplevelse af os selv.

Det er forskellen mellem “det her skulle jeg måske have håndteret anderledes” og den langt tungere tanke: “Hvad er der galt med mig, siden jeg er sådan?”

Seksualiteten er særlig modtagelig for den slags tanker, fordi den befinder sig i et område, hvor krop, identitet, relationer, moral, lyst og grænser mødes. Det seksuelle kan føles meget privat, samtidig med at vi gennem hele livet bliver præsenteret for forestillinger om, hvordan det burde se ud.

Hvor ofte bør man have sex?

Hvor meget bør man have lyst?

Hvilke fantasier er almindelige?

Hvor længe bør man kunne holde?

Hvordan ser en attraktiv krop ud?

Burde man kunne få orgasme ved penetration?

Er det mærkeligt at tænde på dét?

Det er mange små målestokke at tage med ind i et soveværelse.

Og når vi ikke passer ind i det billede, vi forestiller os er normalt, kan skammen hurtigt finde et sted at sætte sig.

Vi lærer tidligt, hvilke dele af seksualiteten der helst skal holdes private

De færreste kan pege på én bestemt dag, hvor de lærte at skamme sig over noget seksuelt.

Det bliver ofte samlet op gennem mange små erfaringer.

Måske blev der aldrig talt om sex derhjemme. Måske blev kroppen omtalt med omskrivninger, mens bestemte ord blev betragtet som grimme. Måske blev en seksuel scene i fjernsynet mødt med pinlig tavshed, eller man lærte, at nogle personer blev omtalt respektfuldt, mens andre blev gjort til grin på grund af deres seksualitet.

Senere kommer venner, skole, porno, sociale medier, tidligere partnere og kulturelle forventninger til.

Man kan derfor sagtens være voksen, vide en masse om seksualitet og samtidig mærke kroppen spænde en lille smule, når man skal fortælle sin partner, hvad man faktisk tænder på.

Vores intellektuelle holdninger og vores kropslige erfaringer følges ikke altid ad.

Man kan være helt overbevist om, at andre må have den seksualitet, der passer til dem, og samtidig være langt mindre generøs, når man vurderer sin egen.

Skam lever godt i sammenligningen med det sexliv, vi tror andre har

Der findes et mærkeligt paradoks i vores tid.

Vi har adgang til mere seksuelt indhold og mere information om sex end nogen generation før os, og samtidig bliver vi præsenteret for utallige billeder af, hvordan seksualitet tilsyneladende ser ud hos andre.

Det kan skabe en forestilling om, at alle andre har fået udleveret en manual, vi selv mangler.

Andre par har mere sex.

Andre tager mere initiativ.

Andre er mere spontane.

Andre har lettere ved orgasme.

Andre kender deres krop perfekt og kan uden tøven fortælle præcis, hvad de ønsker.

I terapirummet ser billedet noget anderledes ud.

Jeg møder personer, der ikke ved, hvad de har lyst til. Personer, der elsker deres partner og samtidig fantaserer om andre. Personer, der mister rejsningen. Personer, der aldrig onanerer, og personer, der gør det hver dag. Personer, der længes efter mere sex, og personer, der ville ønske, at sex fyldte mindre.

Seksualitet er langt mere varieret, rodet og bevægelig, end de billeder vi sammenligner os med.

Det kan være en lettelse at opdage.

Kroppen kan blive et sted, vi forsøger at bestå en eksamen

Skam findes heller ikke kun i vores fantasier eller seksuelle ønsker. Den kan sætte sig helt konkret i kroppen.

En rejsning, der forsvinder, kan opleves som et tab af maskulinitet. Manglende orgasme kan blive fortolket som et tegn på, at man ikke kan finde ud af sex. Lav lyst kan skabe en følelse af at svigte sin partner, og høj lyst kan få en person til at spekulere på, om vedkommende er for meget.

Så begynder kroppen at blive aflæst.

Kommer rejsningen?

Er jeg våd nok?

Hvorfor er jeg ikke tændt endnu?

Kan den anden mærke, at jeg ikke er kommet?

Ser min mave sådan ud fra den vinkel?

Man kan være midt i en seksuel situation og samtidig betragte sig selv udefra. Det er en vanskelig position at mærke nydelse fra. For seksualitet kræver en vis mulighed for at være til stede i det, kroppen oplever, mens skam trækker opmærksomheden over på, hvordan kroppen ser ud, præsterer og bliver vurderet.

Nogle beskriver næsten, at de står ved siden af sig selv og holder øje.

Det fortæller meget om, hvor fysisk skam kan blive.

Fantasier er et af de steder, skammen let får fat

“Betyder det noget, at jeg tænder på det?”

Det spørgsmål kommer ofte, når vi taler om seksuelle fantasier.

Her kan skammen blive særlig stærk, fordi vi let kommer til at behandle fantasien som en hemmelig afsløring af, hvem vi i virkeligheden er.

Men fantasier fungerer ikke sådan.

Det, vi kan forestille os og blive ophidsede af, er ikke automatisk noget, vi ønsker at gøre i virkeligheden. Fantasier kan lege med roller, magt, intensitet, forbudte situationer, personer eller scenarier, som vi aldrig ville vælge udenfor fantasien.

Derfor er det vigtigt at kunne skelne mellem fantasi, lyst, intention og handling.

De er ikke det samme.

Hvis vi tror, at enhver seksuel tanke skal fortolkes som et ønske eller som et karaktertræk, bliver vores indre seksuelle liv hurtigt et meget farligt sted at være nysgerrig.

Og så bliver hemmeligholdelsen attraktiv.

Skammen kan også flytte ind mellem to personer

Det svære ved seksuel skam er, at den ikke altid bliver inde i den person, der mærker den.

Forestil dig, at du endelig fortæller din partner om noget, du har været nysgerrig på længe. Du har måske brugt flere måneder på at overveje, om du overhovedet tør sige det højt.

Din partner bliver stille.

Måske er stilheden bare overraskelse. Måske forsøger personen at mærke efter.

Men hvis du allerede skammer dig, kan få sekunders tavshed føles som et svar.

Det skulle jeg aldrig have sagt.

Så begynder du måske at forklare dig, gøre fantasien mindre eller sige, at du egentlig heller ikke mente det sådan.

Det minder mig om, hvor sårbare de første sekunder efter en seksuel betroelse kan være. Vi behøver ikke være enige i det, vi hører, og vi behøver bestemt ikke sige ja til at udleve det. Men måden, vi modtager hinandens seksualitet på, har betydning for, hvor trygt det føles at være ærlig næste gang.

Man kan godt sige:

“Det havde jeg ikke forventet. Fortæl mig lidt mere om, hvad der tiltaler dig ved det.”

Nysgerrighed er ikke samtykke, det er bare nysgerrighed.

Skam forsvinder ikke nødvendigvis, fordi nogen fortæller dig, at det er normalt

Jeg tror, det er fristende som fagperson at svare hurtigt: “Det er helt normalt.”

Og nogle gange er det præcis den viden, en person har brug for. Men skam er ikke altid så logisk, at statistik kan fjerne den.

En person kan godt vide, at mange oplever rejsningsproblemer og stadig føle sig utilstrækkelig, når det sker. Man kan vide, at kroppe ser forskellige ud og stadig have svært ved at blive set nøgen. Man kan forstå, at seksuelle fantasier er almindelige og alligevel få ondt i maven ved tanken om at fortælle om sin egen.

Derfor synes jeg, det bliver mere interessant at undersøge skammen end straks at forsøge at tale den væk.

Hvad forestiller du dig, at jeg ville tænke om dig, hvis du fortalte det?

Hvad er du bange for, at din partner ville se anderledes på?

Hvornår lærte du, at lige præcis dét var noget, du burde skjule?

Og hvem ville du være seksuelt, hvis du ikke hele tiden skulle vurdere dig selv udefra?

Det sidste spørgsmål kan åbne noget ret stort.

Der er forskel på at slippe skammen og slippe alle grænser

At arbejde med seksuel skam betyder ikke, at alt seksuelt skal accepteres ukritisk.

Vi har brug for etik, grænser, ansvar og samtykke. Der findes handlinger, som kan skade andre, og der findes situationer, hvor ansvar er vigtigere end selvaccept.

Men skam er et dårligt kompas for seksuel etik.

For hvis vores eneste pejlemærke er, om noget føles pinligt eller “forkert”, risikerer vi både at skamme os over helt harmløse dele af vores seksualitet og overse de spørgsmål, der faktisk betyder noget.

Et mere brugbart sted at begynde er ofte at spørge til samtykke, frivillighed, respekt, sikkerhed og konsekvenser. Det giver langt mere information end spørgsmålet: “Er jeg mærkelig?”

Måske skal seksualiteten ikke bestå en prøve

Noget af det fineste ved mit arbejde er de øjeblikke, hvor en person langsomt opdager, at det, de har brugt så meget energi på at skjule, godt kan tåle at blive sagt højt.

Der behøver ikke være noget dramatisk, ofte fortsætter samtalen bare. Ingen gisper. Ingen griner. Ingen skriver en karakter i kanten. Vi bliver nysgerrige.

For det er egentlig det modsatte af skam: ikke at blive grænseløs eller fuldstændig frygtløs, men at kunne se på sin egen seksualitet uden straks at vende blikket væk.

At kunne sige: Det her er også en del af mig. Jeg vil gerne forstå den.

Seksualiteten kommer til at forandre sig gennem et liv. Kroppen ændrer sig, relationer ændrer sig, lyst bevæger sig, og nogle gange opdager vi sider af os selv, vi ikke vidste fandtes.

Hvis hver ny opdagelse først skal igennem spørgsmålet om, hvorvidt vi er normale nok, bliver seksualiteten et meget lille rum at bevæge sig i. Jeg synes, den fortjener mere plads end det.

Ikke plads til at gøre hvad som helst, men plads til at undersøge, mærke, sætte grænser, blive overrasket, skifte mening og tale om det, vi endnu ikke helt forstår.

For skammen mister noget af sin magt, når seksualiteten ikke længere skal bevise, at vi er rigtige.

Den får bare lov til at være noget, vi kan lære at kende.

Indlægget Hvorfor fylder skam så meget i vores sexliv? blev først udgivet på Trine Kofoed.

Den sætning møder jeg indimellem i samtaler om forskellig lyst. Ofte kommer den fra en person, der oprigtigt savner sex og fysisk nærhed med sin partner, og som forsøger at forklare, hvorfor fraværet fylder så meget. For hvis sex er et af de steder, hvor man tydeligst mærker kærligheden, kan et sexliv med lange pauser også opleves som et tab af kontakt.

Det giver mening, at det gør ondt.

Det interessante sker, når sætningen får en fortsættelse, der måske ikke bliver sagt direkte:

Hvis fysisk berøring er mit kærlighedssprog, burde min partner så ikke forsøge at give mig mere af det?

Her bliver noget, der begyndte som en beskrivelse af en længsel, meget let til en forventning til den anden. Og lige præcis dér synes jeg, kærlighedssprog bliver problematiske, når de bruges i samtaler om sex.

For du må gerne længes efter sex. Du må gerne savne at blive rørt, begæret og opsøgt af din partner. Du må også gerne opleve seksualiteten som en vigtig del af et kærlighedsforhold.

Det giver dig stadig ikke adgang til en anden persons krop.

Kærlighedssprog kan give os ord – de giver os ikke rettigheder

Gary Chapmans model om de fem kærlighedssprog har fået enorm udbredelse. Den beskriver fem måder, som personer kan opleve og udtrykke kærlighed gennem: anerkendende ord, tid sammen, gaver, tjenester og fysisk berøring.

Modellen er populær, fordi den er enkel og genkendelig. Den kan sætte gang i nogle gode samtaler om, hvorfor noget, der føles kærligt for den ene, ikke altid opleves på samme måde af den anden. Samtidig er det værd at vide, at forskningen ikke giver stærk støtte til forestillingen om, at vi hver især har ét primært kærlighedssprog, som vores parforhold fungerer bedre af at få “talt” korrekt.

Jeg ville derfor bruge kærlighedssprog som anledning til nysgerrighed frem for som en facitliste.

Hvis du fortæller din partner, at fysisk kontakt betyder meget for dig, fortæller du noget vigtigt om dig selv. Måske mærker du særlig tydeligt forbindelsen mellem jer, når I holder om hinanden, kysser, ligger tæt eller har sex. Det er værdifuld information i et parforhold.

Men informationen kommer ikke med en bestilling.

Din partner kan forstå dit behov fuldstændigt og stadig ikke have lyst til sex.

Fysisk berøring er i øvrigt meget mere end sex

Jeg bliver også nysgerrig på, hvordan “fysisk berøring” så ofte er endt med at blive synonymt med seksuel aktivitet.

For fysisk kontakt kan være den hånd, der lander på skulderen, når man går forbi hinanden i køkkenet. Det kan være fødder, der finder hinanden under dynen, et langt kram efter en hård dag, et kys på panden, massage eller at sidde så tæt i sofaen, at lårene rører hinanden.

Alligevel hører jeg indimellem fysisk berøring brugt som forklaring på et behov for mere sex.

Og selvfølgelig kan sex være en del af fysisk nærhed. For nogle er seksualiteten ovenikøbet et af de vigtigste steder, hvor de oplever forbindelse med deres partner. Det er ikke den længsel, jeg synes, vi skal tale mindre om.

Jeg synes, vi skal tale mere præcist om den.

For hvis det egentlig er sex, du savner, må du gerne sige det. Hvis du savner at føle dig begæret, er dét interessant. Hvis du savner, at din partner selv tager initiativ, eller at der findes et sted i jeres relation, hvor I mødes kropsligt og slipper alt det praktiske, så er det værd at få frem.

“Kærlighedssprog” kan ellers komme til at dække over en langt mere sårbar sætning:

Jeg savner at mærke, at du har lyst til mig.

Den samtale er en anden.

Når sex bliver en måde at bevise kærlighed på

Forestil dig et par, hvor den ene har mere lyst end den anden. Den med mest lyst føler sig efterhånden afvist og begynder at tvivle på sin betydning i forholdet. Den anden mærker samtidig, at ethvert kys risikerer at blive begyndelsen på noget seksuelt og bliver derfor mere forsigtig med også den almindelige fysiske kontakt.

Nu savner den ene endnu mere berøring.

Og den anden holder endnu mere igen.

Hvis der oveni kommer en fortælling om, at “jeg har brug for sex for at føle mig elsket”, bliver situationen vanskelig for begge. For hvad skal partneren gøre med den information?

Hvis vedkommende ikke har lyst, kan et nej nu opleves som mere end et nej til sex. Det kan føles som at sige: Jeg vil ikke give dig det, du har brug for, for at føle dig elsket.

Så bliver det pludselig meget dyrt følelsesmæssigt at sige nej.

Og sex, der foregår for at forhindre partnerens skuffelse, usikkerhed eller følelse af afvisning, får nogle helt andre betingelser end sex, man selv ønsker at deltage i.

Det er værd at tage alvorligt, også når ingen forsøger at presse nogen.

Pres behøver ikke komme som et ultimatum. Det kan også vokse frem i en relation, hvor begge forsøger at passe på hinanden, og hvor den ene langsomt lærer, at partnerens følelsesmæssige tilstand afhænger af, om der bliver sagt ja til sex.

Lyst har brug for muligheden for et ægte nej

Noget af det mest centrale i seksuel lyst er autonomi: oplevelsen af, at min krop er min, og at jeg reelt kan vælge.

Det gælder også i et kærligt og trygt parforhold.

Hvis et nej udløser flere dages dårlig stemning, tavshed, gentagne diskussioner eller spørgsmål om, hvorvidt man stadig elsker sin partner, er det svært at opleve valget som helt frit. Man kan godt ende med at sige ja uden egentlig at have lyst, fordi alternativet føles mere belastende.

Det kan fungere en enkelt aften.

Over tid kan kroppen begynde at lære noget, som er langt mere problematisk: at seksuel kontakt er forbundet med ansvar.

Ansvar for partnerens selvfølelse. Ansvar for stemningen. Ansvar for at holde relationen tryg. Ansvar for, at den anden ikke føler sig afvist.

Og når kroppen begynder at forbinde sex med den slags ansvar, bliver det svært at bevare den frihed, nysgerrighed og leg, som for mange er vigtig for lysten.

Derfor er et frit nej ikke sexlivets modsætning.

Det er en del af fundamentet for et meningsfuldt ja.

“Men mine behov skal vel også tages alvorligt?”

Ja.

Og det synes jeg faktisk er vigtigt at sige tydeligt, for samtalen om samtykke kan nogle gange blive så fokuseret på retten til at sige nej, at personen, der lever med et stort seksuelt savn, næsten får besked på bare at acceptere situationen.

Det er heller ikke særlig hjælpsomt.

Hvis seksualitet betyder meget for dig, og du lever i et forhold, hvor der næsten ingen seksuel kontakt er, kan det være smertefuldt. Du kan føle dig ensom, uønsket eller usikker på, om et parforhold uden den seksualitet, du længes efter, er et parforhold, du kan trives i.

Det må vi godt tage alvorligt.

Din partner skylder dig ikke sex, og du skylder heller ikke dig selv at være upåvirket af, at sex mangler.

Det er her, samtalen bliver mere voksen og samtidig mere krævende. For nogle problemer i et parforhold kan ikke løses ved at beslutte, hvem der har ret. De kræver, at begge personers virkelighed får lov til at eksistere.

Den ene kan have brug for friheden til ikke at have sex.

Den anden kan have brug for et parforhold, hvor seksualiteten fylder mere.

Det er en reel forskel, og den bliver ikke mindre virkelig af, at begge elsker hinanden.

Hvad længes du efter, når du længes efter sex?

Hvis en person fortæller mig: “Jeg har brug for sex for at føle mig elsket,” får jeg lyst til at blive lidt længere ved sætningen. For hvad sker der indeni dig, når din partner har lyst til dig?

Føler du dig attraktiv? Valgt? Betydningsfuld? Bliver du roligere i relationen? Er sex det sted, hvor I taler mindst og alligevel oplever størst kontakt? Savner du selve den seksuelle nydelse, eller savner du også følelsen af at blive opsøgt?

Der kan ligge mange forskellige længsler i ønsket om sex, og de fortjener at blive undersøgt uden at reducere dem til noget andet. Nogle gange handler det faktisk om sex. Man må gerne savne orgasme, penetration, erotisk leg, hud, begær og den særlige form for kontakt, seksualiteten kan give.

Andre gange opdager man, at noget mere følger med.

Det minder mig om de samtaler, hvor en person fortæller, at det egentlig ikke er selve afvisningen, der gør mest ondt. Det er oplevelsen af aldrig at blive opsøgt. Personen kan godt leve med, at partneren ikke altid har lyst, men savner tegn på at være seksuelt interessant for den anden.

Det er en langt mere præcis samtale end: “Mit kærlighedssprog er fysisk berøring.”

Og præcision kan gøre en stor forskel i et parforhold.

Kærlighedssprog er mest interessante som spørgsmål

Jeg synes ikke, vi behøver smide hele idéen om kærlighedssprog væk. Den kan stadig være en fin indgang til at opdage, at vi ikke altid oplever omsorg på samme måde.

Men jeg ville vende modellen om.

I stedet for at bruge den til at fortælle partneren, hvad vedkommende skal gøre for at elske dig rigtigt, kan den bruges til at blive nysgerrig:

Hvornår mærker du dig særligt tæt på mig?

Hvilken form for berøring holder du mest af?

Hvornår føles fysisk kontakt rar, og hvornår begynder den at føles som en forventning om mere?

Hvad betyder sex egentlig for dig?

Hvad savner du mellem os?

Så bliver kærlighedssproget ikke en kontrakt.

Det bliver begyndelsen på en samtale.

For der er stor forskel på at fortælle sin partner: “Det her betyder noget for mig” og at sige: “Derfor skal du give mig det.”

Den første giver os mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Den anden risikerer at gøre kærlighed til en gæld, som skal betales med den andens krop.

Og kærlighed kan godt rumme seksuelle længsler, frustrationer, forskellig lyst og svære samtaler om det, vi savner.

Den skal bare ikke bruges som adgangsbillet til et ja.

Indlægget Kærlighedssprog er ikke en billet til sex blev først udgivet på Trine Kofoed.

For nogle vækker det en overraskende stor uro.

Er det her begyndelsen på noget? Er min lyst ved at forsvinde? Er det testosteronet? Er jeg ved at blive impotent?

Jeg forstår godt, at tankerne kan løbe af sted, for rejsningen bliver meget let gjort til en slags måleinstrument for både seksualitet, maskulinitet og alder. Derfor kan en langsommere eller mindre stabil rejsning komme til at føles som et tab, selvom kroppen i virkeligheden bare har ændret arbejdsmåde.

Alder ændrer rejsningen. Det gør den hos mange. Men det betyder ikke, at et godt sexliv har en udløbsdato.

Rejsningen får sit eget tempo

Hos yngre mænd kan den seksuelle respons være meget spontan. En tanke, en fantasi, et blik eller et kys kan være nok til at skabe en hurtig erektion, og kroppen kan holde den gennem pauser eller skift i stimulation uden den store indsats.

Med alderen bliver processen for mange lidt mere afhængig af direkte stimulation og lidt mere følsom over for afbrydelser. Blodkarrenes elasticitet ændrer sig, nervefunktionen ændrer sig gradvist, og vævet i penis reagerer ikke nødvendigvis med samme hastighed som tidligere.

Det betyder, at rejsningen ofte bygger sig langsommere op og kan have lettere ved at falde igen, hvis stimuleringen stopper.

Det er her, sammenligningen med den 25-årige udgave af en selv kan begynde at skabe problemer.

For hvis forventningen stadig er, at kroppen skal reagere på samme måde som før, bliver enhver forsinkelse let læst som en fejl. Så begynder man at holde øje.

Kommer den hurtigt nok? Er den hård nok? Holder den?

Og pludselig er sex ikke længere kun noget, der skal mærkes. Det er også noget, der bliver overvåget.

Lysten kan sagtens være den samme

En langsommere rejsning betyder ikke automatisk mindre lyst.

Det er en vigtig skelnen, fordi lyst og rejsning alt for ofte bliver behandlet som det samme. Lyst er en subjektiv seksuel oplevelse, mens rejsningen er en fysisk proces, der afhænger af blandt andet blodgennemstrømning, nerveaktivitet og den samlede kropslige tilstand.

Man kan derfor være tændt, have lyst til sin partner og nyde det, der foregår, samtidig med at kroppen bruger længere tid på at reagere.

Jeg møder mænd, som siger: “Jeg har jo lyst. Det er det, der er så frustrerende.”

Og netop den sætning er vigtig, fordi den hjælper med at skille to ting ad, som ellers hurtigt bliver blandet sammen. Problemet er ikke nødvendigvis lysten. Det kan være, at kroppen bare ikke længere leverer samme øjeblikkelige respons som tidligere.

Alder forklarer noget, men ikke alt

Her er det vigtigt at være præcis.

Alder kan ændre rejsningens tempo og stabilitet, men nye eller markante rejsningsproblemer skal ikke bare affejes med: “Sådan er det vel at blive ældre.”

En erektion er afhængig af et velfungerende kredsløb, og erektil dysfunktion kan være forbundet med blandt andet diabetes, forhøjet blodtryk, åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom. Derfor kan ændringer i rejsningsevnen nogle gange være et af de første tegn på, at noget andet i kroppen også bør undersøges.

Det betyder ikke, at enhver mindre forandring er alarmerende. Men hvis rejsningen ændrer sig tydeligt over tid, også ved onani eller morgenrejsning, eller hvis problemet opstår relativt pludseligt, giver det god mening at tale med egen læge.

Det er ikke overforsigtighed.

Det er bare en ordentlig udredning.

Medicin og helbred kan ændre mere, end man tror

Nogle mænd opdager først senere, at ændringer i rejsningen begyndte nogenlunde samtidig med ny medicin eller andre helbredsforandringer.

Visse præparater mod forhøjet blodtryk, depression, angst og prostatagener kan påvirke erektionsevnen. Derfor er det relevant at lægge mærke til, om der er en tidsmæssig sammenhæng, og tage det op med lægen. Man skal ikke selv stoppe medicinen, men der kan nogle gange findes andre løsninger eller præparater.

Livsstil spiller også ind. Søvn, fysisk aktivitet, rygning, alkohol og længerevarende stress påvirker kredsløbet og dermed også den seksuelle funktion.

Det er endnu en grund til, at rejsningen bør forstås som en del af kroppen, ikke som et isoleret seksuelt apparat.

Og hvad med testosteron?

Testosteron får en ret stor del af skylden, når mænd mærker forandringer i seksualiteten med alderen.

Hormonet har betydning for lyst, energi og seksuel funktion, og testosteronniveauet falder gradvist hos mange mænd med alderen. Men lavt testosteron er ikke en universalforklaring på rejsningsproblemer.

Mange mænd med helt normale testosteronniveauer oplever erektionsproblemer, og nogle mænd med lavere niveauer har stadig en velfungerende rejsning. Derfor giver det ikke mening at konkludere noget ud fra rejsningen alene.

Hvis der samtidig er andre symptomer som markant nedsat lyst, lav energi, ændringer i kropssammensætning eller andre relevante tegn, kan lægen vurdere, om hormonprøver er relevante.

Det vigtige er igen at se på helheden.

Det sværeste kan være at slippe den gamle version af kroppen

Jeg tror faktisk, at noget af det, der fylder mest, ikke altid er den langsommere rejsning i sig selv.

Det er sammenligningen.

En mand kan sagtens have et tilfredsstillende sexliv i 50’erne, 60’erne eller 70’erne og samtidig blive frustreret, fordi kroppen ikke reagerer som i 20’erne. Så bliver den gamle krop en slags målestok, som den nuværende hele tiden kommer til kort overfor.

Det kan skabe en mærkelig dobbeltoplevelse, hvor sex egentlig stadig er godt, men alligevel føles dårligere, fordi kroppen ikke reagerer hurtigt nok.

Jeg kommer til at tænke på en klient, der beskrev det meget præcist: “Jeg tror faktisk, jeg bruger mere tid på at vurdere min rejsning nu, end jeg nogensinde gjorde, da den bare kom af sig selv.”

Det giver mening.

Når noget engang var automatisk og senere kræver lidt mere tid eller stimulation, bliver vi mere opmærksomme på det. Og jo mere opmærksomhed rejsningen får, desto større bliver risikoen for, at sex begynder at føles som en test.

Det er ikke særlig erotiske arbejdsbetingelser.

Et andet sexliv kan også være et bedre sexliv

Der er en side af aldring og seksualitet, som får alt for lidt opmærksomhed.

Når kroppen ikke længere reagerer lige så hurtigt, kan seksualiteten blive nødt til at brede sig lidt ud.

Der kan komme mere plads til kys, berøring, oralsex, hænder, legetøj, pauser og langsommere ophidselse. Penetration behøver ikke være det første eller eneste mål, og rejsningen behøver ikke være helt stabil hele vejen for, at sex kan være intimt, erotisk og tilfredsstillende.

For nogle par bliver det faktisk en gevinst.

De opdager, at de tidligere skyndte sig forbi en masse nydelse, fordi rejsningen kom så hurtigt, og penetration lå så oplagt for. Når kroppen ændrer tempo, bliver de nødt til at være mere opmærksomme på, hvad der faktisk føles godt.

Det kan være frustrerende i begyndelsen.

Men det kan også gøre sexlivet mere nuanceret.

Hvornår bør du reagere?

Hvis rejsningen bliver tydeligt dårligere over tid, hvis problemet også viser sig ved onani og morgenrejsning, eller hvis ændringen kommer relativt pludseligt, bør du tale med din læge.

Det gælder især, hvis du har diabetes, forhøjet blodtryk, kendt hjerte-kar-sygdom, ryger, bruger medicin der kan påvirke erektionsevnen, eller har andre symptomer, der kunne være relevante.

Rejsningsproblemer kan i dag ofte behandles, og en lægelig vurdering kan samtidig give vigtig information om dit generelle helbred.

Der er altså ingen grund til at vælge mellem at tage kroppen alvorligt og at acceptere, at den forandrer sig med alderen.

Man kan godt gøre begge dele.

Kroppen skal ikke tilbage til at være 25

Det tror jeg faktisk er den vigtigste pointe.

Mange bruger enorme kræfter på at få kroppen tilbage til en tidligere version af sig selv. Men kroppen arbejder ikke baglæns.

Den bliver ældre.

Den ændrer tempo.

Den får nye behov.

Og seksualiteten ændrer sig med.

Det betyder ikke, at den bliver mindre værdifuld.

For mange bliver den tværtimod mere bevidst, mere sanselig og mindre styret af, om kroppen reagerer på kommando.

Hvis rejsningen tager lidt længere tid, må sexlivet gerne tage lidt længere tid med den.

Kroppen skylder ikke nogen at være 25 for evigt.

Indlægget Hvad sker der med rejsningen med alderen? blev først udgivet på Trine Kofoed.