For tidlig sædafgang - Hvad kan man gøre?

Der er stor forskel på, hvad man oplever er “for tidlig sædafgang”, og egentlig er det ikke klart hvad en “normal” sædafgang er, men undersøgelser viser, at det i gennemsnit “normalt” tager en mand 4-10 minutter at få en udløsning, hvilket selvfølgelig også er situationsbetinget, og hos den enkelte mand kan det i sig selv variere betragteligt fra den ene seksuelle situation til den anden, hvor det eksempelvis er meget almindeligt at komme hurtigt, hvis der er gået en længere periode siden man sidst har haft sex med sig selv eller en partner.

En del har måske urealistiske forventninger til, hvad der er “normalt” at holde, og en hel del oplever, at de kommer for tidligt, hvis deres partner ikke har nået at nyde samlejet inden udløsningen. Der er også den del, som oplever sædafgang, inden de har nået at mærke ophidselsen, inden en rejsning eller lige når de trænger ind i deres partner.

Så snart du har haft din første oplevelse med for tidlig sædafgang, vil det være helt naturligt at tænke “det må ikke ske igen” næste gang du har samleje, hvilket vil gøre det logisk for hjernen at “genskabe situationen”, og vil nærmest som placeboeffekt genskabe det du ville undgå.

Tidligere troede man, at årsagen til for tidlig sædafgang udelukkende var psykologisk, men i dag ved man, at det er mere kompliceret, og kan skyldes et mere komplekst samspil mellem psykologiske og biologiske faktorer. I fagkredse betragtes det som “præmatur ejakulation” hvis man oplever udløsning indenfor et minut efter samlejets start, men den for tidlige sædafgang kan også forekomme i forbindelse med onani. Sker dette regelmæssigt – og er det svært at kontrollere udløsningen, kan det skabe bekymringer, stress og ubehag for både manden og hans partner.

Forhold som øger risikoen for for tidlig sædafgang

Manglende erfaring, problemer i parforholdet, ekstra følsomhed, rejsningsproblemer, medicin, stress, helbredsproblemer, at man er angst eller/og usikker. Seksuelle erfaringer kan føre til et mønster, som kan være svære at ændre senere, eksempelvis vænner nogle sig til at komme hurtigt under onani, for ikke at blive opdaget, og andre ønsker blot at “tage trykket” hurtigt.

Mænd, der oplever problemer med rejsningen, kan også udvikle et mønster, hvor de skynder sig for at få udløsning, hvis de er ængstelige for, om de kan få eller opretholde rejsningen under samlejet. Faktisk er det hele 1 ud af 3 mænd med for tidlig sædafgang, som kan have problemer med at vedligeholde en rejsning. Helt naturligt er de to problematikker ofte knyttet sammen, hvilket også kan skyldes både opspændinger, besværet sansning og følelsen af pres og præstationsangst.

Hvis du skynder dig, har en overfladisk vejrtrækning og er spændt i kroppen generelt, vil kroppen opleve det som en trussel, der skal overstås, og en hurtig udløsning vil være en naturlig reaktion for kroppen. Fokusér på langsommere bevægelser, mere nærvær i berøringerne og en dybere vejrtrækning.

For mange, som har oplevet præstationsangst eller andet pres, vil enhver berøring af intim karakter være en “potentiel trussel”, hvor man skal præstere og kan fejle, for eksempel ved at få hurtig udløsning. Tag presset væk fra de seksuelle møder, ved at fokusere på andre typer seksuel leg og tilfredsstillelse, eller aftal med din partner, at I helt undgår at have sex med hinanden i en periode, hvor der fokuseres på sansningen i stedet for.

Læs mere om seksuel præstationsangst

Stop/start-teknik

Find ro og tid til selvkærlig onani, hvor du kan slappe af og give dig tid. Det er vigtigt, at du ikke risikerer at blive forstyrret, og at du ikke skal skynde dig. Onanér lige indtil du er ved at komme, og stop så, indtil du igen føler dig klar til at fortsætte. 

Ved denne øvelse lærer du at blive mere opmærksom på de signaler, din krop sender, når du er lige ved at komme. Gentag 3-4 gange, og giv ikke op, selvom det måske ikke lykkes i starten. Øvelsen virker bedst, hvis du træner ofte – gerne flere gange om ugen. Der kan godt gå nogle måneder, før du kan mærke resultatet.

Nyd med sansning

Lær at nyde din partners kærtegn, uden der fører til en udløsning. Under øvelsen skal du kun koncentrere dig om dig selv, og ikke gengælde kærtegn eller gennemføre samleje. Formålet med øvelsen er at blive mere bevidst om dine fysiske reaktioner, og samtidig skal du lære at slappe af og føle dig tryg, da nervøsitet ikke spiller en ubetydelig rolle i forbindelse med for tidlig sædafgang. Kys hinanden, og koncentrer jer om de sansninger I oplever sammen, hvilket vil være med til at lære hjernen, hvad lyst uden pres er. Ligesom angst for rejsningsproblemer kan medføre rejsningsbesvær, kan angsten for at komme for tidligt, resultere i for tidlig sædafgang.

Læg dig nøgen på sengen og lad din partner kæle for dig, gerne over hele kroppen, også på penis og pung. Sig til, lige inden du kommer, hvorefter din partner stopper stimulation øjeblikkeligt. Lad rejsningen falde, og fortsæt derefter. Gentag dette 4 gange, og lad udløsningen komme den 5. gang. Kommer du før, skal I ikke give op. Lær teknikken sammen, og husk at øvelse gør mester.

Når I kan gennemføre ovenstående nogle gange, kan I afprøve stimulation med forskellige hastigheder og tryk, og eventuelt benytte glidecreme, der kan give en mere intens stimulation end den tørre berøring.

Kom igen

Hvis du hurtigt kan få rejsning igen efter en udløsning, kan du starte med en tidlig sædafgang, hvor du får udløsning under jeres forspil. Dette kræver dog, at du er indstillet på at ligge og kæle selvom du lige er kommet, hvilket kan være svært for mange, da lystfølelsen er så tæt bundet sammen med erektionen. Fortæl din partner, at du hurtigt bliver klar igen, og at du gerne vil gøre noget rart for hende imens.

Du kan også afprøve onani et par timer inden forventet samleje.

Samleje

Start med at ligge på ryggen, og lad din partner sætte sig ovenpå dig, med ansigtet vendt mod dig. Lad penis holdes ubevægeligt i skeden, indtil den største spænding er aftagende, hvorefter du kan styre din partners bevægelser med dine hænder. Sig til, når udløsningen nærmer sig, så din partner kan stoppe med at bevæge sig. Når spændingen er aftaget og risikoen for sædafgang er ovre, kan bevægelserne genoptages.

Hvis dette lykkes, kan I prøve i siddende stilling og til slut med dig øverst, som er den stilling, hvor det er mest vanskeligt for dig at kontrollere udløsningen. Det kan også være en god idé at eksperimentere med at skifte stilling ofte, og holde små pauser på 20-30 sekunder. 

Klem-teknik

“Klem-teknik” er også kendt som “squeeze-teknik”, og er en træning i at forsinke udløsningen, som kan bruges alene eller sammen med en partner. Teknikken er en udvidelse af “start/stop-teknikken”, hvor du stopper op når du er ved at komme, og klemmer med to fingre lige under hovedet på penis (der hvor strengen sidder) i ca. 10 sekunder. Du skal ikke klemme hårdt, men nok til at det kan mærkes. På den måde kan du holde udløsningen tilbage, da rejsningen falder lidt, men den vender hurtigt tilbage, når du igen fortsætter ca. 30-40 sekunder efter.

Teknikken kan også benyttes under samleje, eksempelvis hvis din partner sidder ovenpå dig med din penis i skeden, og du siger til, når udløsningen nærmer sig. Her kan din partner løfte sig op af penis, og klemme om hovedet på penis med to fingre, indtil du er klar igen.

For nogle kan denne metode føles ubehagelig, og det er selvfølgelig op til dig, om det er en teknik som I skal øve jer i sammen, eller helt undlade.

Lokalbedøvelse og kondom

Det vil være muligt at udsætte sædafgangen ved at nedsætte følsomheden i penis. Dette kan gøres ved brug af et kondom, eller ved at smøre en bedøvende salve på penis (som er beregnet til det) kort tid før du skal have sex med din partner. Når du har mistet nok følelse til at udsætte din udløsning, skal salven tørres af. Er dette gjort rigtigt, burde det ikke påvirke din partner, men jeg hører alligevel, at flere mærker den bedøvende effekt i både skede og endetarmsåbning. Vil I være 100% sikre, kan der benyttes kondom som barriere.

Klaskemetode

For tidlig sædafgang kan handle om, at penis er meget sensitiv, hvor følsomheden kan mindskes ved “klaskemetoden”, som går ud på, at hovedet på penis klaskes mod maven, håndfladen eller låret ca 50 gange ved hvert toiletbesøg. Du skal selvfølgelig ikke stå og tæske løs på dig selv, eller have ondt efterfølgende, men sørge for at lade intensiteten af “dine klask” passe til din følsomhed. 

Selvom det kan virke lidt morsomt, nævner flere alligevel, at det er en effektiv metode. Efter få uger vil sensitiviteten som regel være nedsat, og man vil kunne holde længere.

Bækkenbunden

Når udløsningen kommer uden varsel, skyldes det, at kommunikationen mellem underlivet – især penis, bækkenbund, svulmelegemer og hjernen er blevet forstyrret eller nedsat. Det kan enten skyldes eller medføre for høj spænding i bækkenbunden. 

Selvom det for nogle nok lyder underligt, vil knibeøvelser kunne være med til at afspænde din bækkenbund, da et knib består af en opspænding og en afspænding af musklerne. Derudover kan knibeøvelser styrker bækkenbunden, bedre rejsningen og giver en større og bedre kontrol over udløsningen.

Sexologisk rådgivning som behandling

Det kan måske føles ubehageligt at tage dette skridt, men de fleste mænd oplever positiv effekt efter et sexologisk samtaleforløb, hvor vi sammen udforsker de psykologiske, følelsesmæssige og adfærdsmæssige faktorer, der kan være årsagen til den for tidlige sædafgang.

Det er ikke altid muligt at ændre på de vanskeligheder der kan være med at kontrollere udløsningen, hvor I som par må lære at leve med det og indrette sexlivet herefter. Via sexologiske samtaler kan der arbejdes med den psykologiske betydning, som problemet kan have, og via parterapi vil den åbne dialog være med til at forbedre kommunikationen i parforholdet, hvilket kan reducere angst og pres i det seksuelle møde. Ligeledes kan der arbejdes med hvordan I kan tilrettelægge sexlivet, hvor problemet med for tidlig sædafgang kan mindskes. Derudover vil jeg instruere i fysiologiske teknikker og hjemmeøvelser, som passer til den enkelte, og guide undervejs i forløbet om nødvendigt.

Når du har fået den rette hjælp, vil du helt sikkert takke dig selv for at have taget dig selv seriøst. Du er mere end velkommen til at kontakte mig allerede nu.

Bekræft din alder

Grundet voksenindhold skal du være minimum 18 år for at besøge hjemmesiden.