Det er mærkeligt, hvor hurtigt kroppen kan skifte tempo.

For få dage siden vågnede den af sig selv. Morgenkaffen blev drukket i ro, solen havde allerede fået fat, og ingen havde travlt med at komme ud ad døren. Der var tid til at blive siddende lidt længere ved morgenbordet, lade blikket blive hængende eller gå en tur uden at vide præcis, hvor den endte. Samtaler fik lov til at fortsætte, også når de ikke handlede om noget vigtigt. Kroppen fulgte sit eget tempo, og det gjorde dagen også.

Nu bliver den vækket af et vækkeur.

Inden fødderne rammer gulvet, er tankerne allerede begyndt at arbejde. Hvem henter børnene? Er gymnastiktøjet blevet vasket? Hvornår var det nu, der var møde? Telefonen lyser med beskeder, kalenderen er fyldt, og kaffen bliver drukket, mens blikket glider hen over dagens aftaler.

Vi taler tit om, at hverdagen tager vores tid.

Jeg tror, den tager noget endnu vigtigere.

Den tager vores opmærksomhed.

Den flytter den væk fra kroppen og over på alt det, der skal huskes, planlægges og løses. Det sker så gradvist, at de fleste først opdager forandringen, når de en aften ligger ved siden af deres partner og mærker, at noget føles anderledes.

“Vi havde jo lyst til hinanden i ferien.”

Den sætning hører jeg hvert eneste år, når sommeren går på hæld.

Den bliver sagt med oprigtig undren. Mange har haft nogle dejlige uger sammen. De har grinet mere. Talt mere. Kysset mere. Nogle fortæller, at de har haft sex på en måde, de ikke har haft længe, og at de næsten troede, de havde fundet tilbage til noget, de havde savnet.

Derfor bliver bekymringen så stor, når lysten nogle få uger senere føles fjern igen. Som om den blev pakket ned sammen med badetøjet og strandhåndklæderne.

Jeg tror ikke, lysten forsvinder så hurtigt.

Jeg tror, kroppen ændrer vilkår.

Lyst lever i den måde, vi har det på

Noget af det mest fascinerende ved lyst er, at den ikke lever sit eget liv.

Den følger med os.

Den følger med ind i de dage, hvor vi føler os lette, og den følger med ind i de perioder, hvor hjernen arbejder på højtryk. Den ved ikke, at kalenderen siger ferie eller hverdag. Den reagerer på den måde, vi lever på, den måde vi trækker vejret på, og den plads vi giver os selv til overhovedet at mærke noget.

Det er også derfor, jeg næsten aldrig begynder en samtale med at spørge et par, hvor ofte de har sex.

Jeg bliver langt mere nysgerrig på deres liv.

Hvordan ser en almindelig tirsdag ud hjemme hos jer?

Hvornår sad I sidst sammen uden samtidig at rydde op, svare på beskeder eller tale om alt det, der skulle nås dagen efter?

Hvornår mærkede du sidst, at din krop var helt til stede, uden allerede at være på vej videre til den næste opgave?

De svar fortæller mig ofte langt mere om lyst end antallet af samlejer.

Vi ved fra den sexologiske forskning, blandt andet gennem Rosemary Bassons arbejde, at lyst for mange personer ikke begynder med et pludseligt begær. Den vokser frem i takt med, at kroppen oplever tryghed, nærvær og kontakt. Et kys kan føles rart længe før det føles seksuelt. En hånd på ryggen kan skabe ro, og den ro kan udvikle sig til lyst. Når vi forstår det, bliver lyst mindre mystisk og langt mere menneskelig.

Det er en viden, der letter mange skuldre.

For så handler det ikke længere om at lede efter den forsvundne lyst.

Det handler om at blive nysgerrig på de betingelser, den vokser under.

Vi kommer let til at lede det forkerte sted

Når lysten føles længere væk, begynder mange at holde øje med den.

De lægger mærke til, hvor længe siden det er, de sidst havde sex. De forsøger at huske, hvornår lysten sidst meldte sig spontant, eller de bliver optagede af, om de burde savne hinanden mere, end de gør. Det er en helt naturlig reaktion. Når noget betyder meget for os, får vi lyst til at forstå, hvorfor det har forandret sig.

Problemet er, at lyst har det svært med at blive observeret hele tiden.

Jeg tænker nogle gange på lyst som et rådyr i skovkanten. Hvis vi går roligt gennem skoven, kan det finde på at blive stående. Går vi derimod målrettet ud for at finde det, larmer vi ofte så meget, at det forsvinder, længe før vi når frem.

Det billede vender jeg indimellem tilbage til i terapirummet, fordi mange genkender oplevelsen. Jo mere de forsøger at fremkalde lysten, desto mere begynder kroppen at holde øje med sig selv.

Har jeg lyst nu?

Kommer den snart?

Burde jeg mærke mere?

Kroppen svarer sjældent godt på den slags spørgsmål. Ikke fordi der er noget galt med den, men fordi den pludselig bliver gjort til et projekt. Nydelse trives dårligt, når den føler sig overvåget.

Noget af det samme sker, når vi begynder at sammenligne os med den udgave af os selv, der var på ferie.

Vi husker aftenerne på terrassen, den langsomme morgen i sommerhuset eller den weekend, hvor børnene sov længe, og vi endelig havde tid til bare at ligge tæt. Minderne er ægte, men de bliver let uretfærdige sammenligningsgrundlag, hvis vi forventer, at en helt almindelig onsdag i oktober skal føles på præcis samme måde.

Ferien var ikke kun et andet sted.

Den var også en anden rytme.

Det betyder ikke, at lyst kun kan findes på et hotelværelse med udsigt til havet eller på en solrig terrasse i Italien. Hvis det var tilfældet, ville de fleste lange parforhold få meget trange kår. Det interessante er, at de øjeblikke, hvor lysten fik plads i ferien, ofte havde nogle fælles ingredienser. Ingen skyndte på. Ingen ventede på, at nogen skulle gøre sig klar. Ingen havde fem andre ting i baghovedet samtidig. Kroppen fik lov til at være dér, hvor den var.

Det er netop den kvalitet, der bliver udfordret, når hverdagen vender tilbage.

Jeg oplever nogle gange, at par bliver lettede, når de opdager, at deres lyst ikke nødvendigvis er blevet mindre. De har bare levet i et tempo, hvor kroppen har haft travlt med at være effektiv. Effektivitet er en fantastisk egenskab, når vi skal koordinere familieliv, arbejde og alle de praktiske opgaver, der følger med. Erotisk lyst følger bare en helt anden logik.

Den lader sig ikke skynde på.

Den kan ikke krydses af.

Den dukker ikke op, fordi kalenderen fortæller, at det nu er fredag aften, og der endelig er tid.

Lyst er langt mindre interesseret i klokken, end vi er.

Den er optaget af, om kroppen oplever, at der er plads nok til at give slip.

Når lysten får lov til at komme af sig selv

Noget af det, der gør mig mest håbefuld i mit arbejde, er, at lyst meget sjældent vender tilbage på det tidspunkt, hvor et par har besluttet, at nu skal de have mere lyst.

Den dukker op, når de holder op med at holde øje med den.

Jeg kommer til at tænke på et par, som nogle måneder efter deres første samtale fortalte mig, at de havde haft en virkelig god weekend sammen. Da jeg spurgte, hvad de havde gjort anderledes, begyndte de begge at grine.

“Egentlig ingenting.”

De havde været en tur i haven, spist frokost på terrassen og drukket kaffe, mens børnene legede. Om aftenen havde de sat sig tæt sammen i sofaen, og først dagen efter gik det op for dem, at de slet ikke havde talt om, hvor længe siden det var, de sidst havde haft sex. De havde heller ikke forsøgt at skabe den perfekte stemning eller besluttet, at weekenden skulle bruges på at finde lysten igen.

De havde bare haft det rart sammen.

Det minder mig om, hvor let lyst kan komme til at føles som noget, vi skal jagte, selv om den meget oftere vokser frem i de øjeblikke, hvor vi ikke hele tiden spørger os selv, om den er der.

Jeg tror, det er derfor, jeg holder så meget af at tale om kroppen frem for lysten. Kroppen er ærlig. Den reagerer på den måde, vi lever på, og den fortæller os, når tempoet bliver for højt, når pauserne bliver for få, eller når vi har været optagede af at fungere så længe, at vi næsten har glemt, hvordan det føles bare at være til.

Ferien kan være en påmindelse om den følelse. Ikke fordi livet skal leves, som om det altid er juli, men fordi den viser os, hvad der sker, når kroppen får lov til at følge med. Når vi igen mærker den forskel, bliver det også lettere at spørge os selv, om der findes små stykker af den ferie, som kan få lov til at flytte med ind i hverdagen. Ikke en hel uge ved havet, men ti rolige minutter på terrassen. Ikke en lang rejse, men en samtale, der får lov til at fortsætte, selv om opvaskemaskinen kalder.

Jeg tror ikke, lysten bliver pakket ned sammen med badetøjet, når ferien slutter.

Jeg tror, den venter tålmodigt på de øjeblikke, hvor kroppen igen får lov til at trække vejret lidt dybere.

Og måske er det netop dér, vi skal lede.

Ikke efter lysten.

Men efter de betingelser, der giver den lyst til at komme frem.