Forestil dig en helt almindelig konflikt mellem et par. Den ene trækker sig og bliver stille, den anden forsøger at få kontakt og bliver mere insisterende, og efter et stykke tid går de hver til sit med den velkendte fornemmelse af endnu en samtale, der ikke rigtig kom nogen vegne.

Senere tager den ene telefonen frem.

Hvorfor lukker min partner ned under konflikter?

Der kommer et hav af svar. Undgående tilknytning. Konfliktskyhed. Følelsesmæssig umodenhed. ADHD. Traumer. Gaslighting. Narcissisme. Måske dukker der også en video op med overskriften “7 tegn på, at din partner…”, og inden aftenen er slut, har en konflikt, der begyndte ved køkkenbordet, fået både fagbegreber, forklaringsmodeller og muligvis en diagnose med på vejen.

Næste gang parret bliver uenige, er de derfor ikke helt alene i samtalen længere.

Google er flyttet med ind.

Jeg skriver det med en smule humor, for selvfølgelig sidder der ikke en søgemaskine på den tredje stol ved spisebordet. Alligevel oplever jeg i mit arbejde, at det, vi læser om vores partner, kan få stor betydning for den måde, vi begynder at forstå vedkommende på. Internettet kan give os ord for mønstre, vi længe har haft svært ved at beskrive, og nogle gange er de ord både relevante og forløsende. Andre gange sker der noget mere problematisk: Vi får en forklaring så hurtigt, at vi holder op med at undersøge personen foran os.

Når et fagbegreb flytter ind i forholdet

Der er kommet langt mere psykologisk og relationel viden ud til almindelige personer, og grundlæggende synes jeg, det er en positiv udvikling. Vi taler om tilknytning, grænser, neurodivergens, traumer, følelsesmæssig regulering og relationelle mønstre på en måde, som for få årtier siden primært hørte hjemme i fagbøger og behandlingsrum.

Sproget kan gøre en reel forskel. Det er lettere at tale om noget, når vi har ord for det.

Samtidig sker der noget med faglige begreber, når de bevæger sig fra forskning og klinisk praksis til en video på 40 sekunder. Nuancer forsvinder let undervejs. Et komplekst begreb skal pludselig kunne forklares hurtigt, genkendes hurtigt og helst også få os til at stoppe med at scrolle. Det er gode betingelser for sociale medier og knap så gode betingelser for at forstå et helt parforhold.

Jeg lægger især mærke til det, når et begreb begynder at fungere som en facitliste.

“Han er undgående.”

“Hun har rejection sensitive dysphoria.”

“Det er hans ADHD.”

“Hun gaslighter mig.”

Nogle af beskrivelserne kan være relevante. Problemet opstår, når begrebet begynder at afslutte samtalen i stedet for at åbne den.

For der er stor forskel på at sige “Jeg har læst om undgående adfærd, og noget af det får mig til at tænke på os” og at sige “Du trækker dig, fordi du er undgående.”

Den første formulering rummer et spørgsmål.

Den anden har allerede svaret.

Det er svært at være nysgerrig på en person, man allerede har forklaret

I parterapi er jeg meget interesseret i, hvad der sker lige før det øjeblik, hvor en konflikt tager fart. Ikke kun hvad der bliver sagt, men hvad begge personer når at fortælle sig selv om det, der sker.

En partner bliver stille.

Den anden tænker måske: Nu lukker han mig ude igen.

Han tænker måske: Hvis jeg siger mere nu, gør jeg det bare værre.

Hun oplever hans stilhed som afstand og forsøger hårdere at få kontakt. Han oplever hendes spørgsmål som et stigende pres og trækker sig længere væk. På ganske kort tid står begge med en oplevelse, der giver mening indefra, mens den andens adfærd ser fuldstændig urimelig ud.

Hvis den ene allerede har læst, at tilbagetrækning er et tegn på manglende følelsesmæssig tilgængelighed, bliver stilheden let fortolket gennem den forklaring. Så bliver det sværere at få øje på, at den samme adfærd også kan hænge sammen med overvældelse, skam, frygt for konflikten, behov for længere bearbejdningstid, tidligere erfaringer eller et forsøg på at undgå at sige noget sårende.

Det betyder ikke, at enhver adfærd skal forklares væk. Nogle relationelle mønstre er skadelige, og faglige begreber kan være afgørende for at genkende dem. Pointen er, at en adfærd ikke fortæller os hele historien om, hvorfor den opstår.

Det er netop dér, nysgerrigheden har en funktion.

Jeg får indimellem lyst til at konfiskere telefonen

Kun billedligt talt.

Jeg kommer til at tænke på samtaler, hvor den ene partner har brugt mange timer på at læse om den anden. Ofte er det begyndt med et oprigtigt ønske om at forstå noget, der gør ondt, og det tager jeg alvorligt. Hvis man igen og igen står i den samme konflikt, er det logisk at lede efter et sted, hvor brikkerne kan falde på plads.

Alligevel kan søgningen få sit eget liv. Man læser én artikel, som fører videre til en anden, algoritmen opdager hurtigt interessen, og pludselig bliver man præsenteret for mere og mere indhold, der tager udgangspunkt i den samme forklaring. Det kan opleves som en form for bekræftelse: Der er jo utrolig meget om det her. Så må der være noget om det.

Her kan det være værd at huske, at en algoritme ikke er en neutral observatør af dit parforhold. Den viser dig mere af det indhold, du allerede har vist interesse for. Hvis du ser tre videoer om undgående partnere, er det ikke mærkeligt, hvis den fjerde også handler om undgående partnere. Det fortæller noget om algoritmen. Det fortæller endnu ikke, hvem du deler seng med.

Og her kan der ske noget med blikket på den anden. Vi begynder at samle beviser.

Partneren vil være alene efter arbejde: Der er det igen.

Partneren bliver defensiv under en konflikt: Præcis som jeg læste.

Partneren glemmer en aftale: Typisk.

På et tidspunkt risikerer vi at vide så meget om vores teori om partneren, at vi ved mindre om, hvad partneren faktisk oplever.

Prøv at lægge diagnosen på bordet mellem jer

Hvis en klient kommer med en teori om sin partner, har jeg ikke behov for at skyde den ned. Jeg synes langt oftere, det er interessant at lægge den på bordet mellem os og se på den sammen.

Hvad er det ved den forklaring, der føles genkendeligt?

Hvornår ser du mønstret tydeligst?

Er der tidspunkter, hvor din partner reagerer helt anderledes?

Hvad siger din partner selv om det?

Og måske vigtigst: Hvad sker der med dig, når du forstår din partner gennem den forklaring?

Det sidste spørgsmål kan åbne noget, som Google ikke kan se.

For nogle giver forklaringen ro. De opdager, at partnerens reaktion ikke behøver betyde det, de har frygtet. For andre skaber den vrede eller afstand. Nogle opdager, at de er begyndt at analysere deres partner så meget, at de næsten er holdt op med at fortælle, hvad de selv føler.

Der kan være stor forskel på at forstå en relation og at analysere den.

Forståelse skaber ofte mere bevægelse. Der bliver plads til flere perspektiver, nye spørgsmål og muligheden for, at begge personer kan have en meningsfuld oplevelse af den samme situation.

Analyse kan blive meget ensom, hvis den foregår alene med en telefon sent om aftenen, mens personen, analysen handler om, ligger ved siden af og ikke aner, at vedkommende er blevet hovedperson i en større psykologisk udredning.

Google kan vide meget om parforhold. Det ved ingenting om jeres

Det er måske den skelnen, jeg synes er vigtigst.

På nettet kan vi finde enormt meget værdifuld viden om kommunikation, seksualitet, tilknytning, neurodivergens, konflikter og intimitet. Den viden kan give os sprog, perspektiver og spørgsmål, som gør samtalerne med vores partner bedre.

Google ved bare ikke, hvad der skete hjemme hos jer tirsdag aften.

Det ved ikke, hvad du hørte i din partners tonefald, eller hvad din partner troede, du mente. Det ved ikke, hvad I hver især har med jer ind i relationen, hvad der gør jer trygge, hvad der rammer et ømt sted, eller hvilke forsøg på kontakt der gennem årene er blevet misforstået på vejen mellem jer.

Den viden findes et andet sted.

Noget af den findes hos dig.

Noget af den findes hos din partner.

Og noget opdager I først, når I bliver nysgerrige sammen.

Så brug endelig Google. Læs artikler, undersøg begreber, bliv klogere og tag de gode spørgsmål med hjem. Jeg håber faktisk, at mine egne artikler indimellem bliver en del af den proces.

Jeg ville bare lade Google blive dér, hvor det er bedst: som en kilde til viden og nye perspektiver.

For når det kommer til personen på den anden side af køkkenbordet, er der stadig én kilde, som Google aldrig får adgang til.

Den person kan du spørge.