Jeg ringede engang til min læge med et rødt og irriteret øje og var ret overbevist om, at konsultationen kunne klares hurtigt. Jeg havde haft øjenbetændelse før, symptomerne lignede, og jeg regnede egentlig bare med, at der skulle nogle øjendråber til, så kunne vi begge komme videre med dagen.

Min læge var knap så imponeret over min diagnostiske sikkerhed og bad mig komme ned i lægehuset, så han kunne kigge på det.

Det viste sig at være en virus i øjet.

Jeg havde altså både symptomerne, erfaringen og en forklaring, der virkede fuldstændig plausibel. Jeg manglede bare den lille detalje, at min diagnose var forkert.

Det er blevet en historie, jeg indimellem kommer til at tænke på i mit arbejde som sexolog og parterapeut, fordi den siger noget ret præcist om den måde, vi forsøger at forstå os selv på. Vi mærker noget, genkender et mønster, søger efter en forklaring og finder noget, der passer overraskende godt. Nogle gange rammer vi rigtigt. Andre gange har vi diagnosticeret øjenbetændelse.

Og Google har aldrig mødt os.

Google kender symptomet – ikke dit liv

Jeg har stor forståelse for, at vi søger efter svar på nettet. Hvis lysten pludselig er væk, rejsningen svigter, konflikterne med partneren bliver ved med at gentage sig, eller noget i vores egen adfærd begynder at undre os, er det meget menneskeligt at åbne telefonen og skrive spørgsmålet ind.

Ofte kommer der også en lettelse, når vi finder noget, der ligner. Pludselig er der ord for en oplevelse, vi ikke selv har kunnet forklare, og måske opdager vi ovenikøbet, at andre kender den. Den form for viden kan være enormt værdifuld. Den kan mindske skam, give nye perspektiver og i nogle tilfælde være det, der får en person til at søge den hjælp, vedkommende har brug for.

Derfor har jeg ingen ambition om at få mine klienter til at holde op med at google. Det ville også være en lidt mærkelig holdning for en fagperson, der selv skriver artikler, som jeg håber, Google sender personer hen til.

Jeg er mere interesseret i, hvad der sker med den viden, vi finder.

En søgemaskine er dygtig til at finde mønstre. Hvis du søger på “hvorfor har jeg mistet lysten?”, kan du finde forklaringer om hormoner, stress, medicin, overgangsalder, parforholdsproblemer, depression, præstationspres, traumer og en lang række andre forhold. Flere af forklaringerne kan være fagligt korrekte, og alligevel kan de fortælle meget lidt om, hvad der foregår hos netop dig.

For symptomer har den irriterende egenskab, at de ikke altid fortæller os, hvor de kommer fra.

Manglende lyst er et godt eksempel. To personer kan begge sige “jeg har ingen lyst til sex”, mens deres historier ser vidt forskellige ud. Hos den ene kan kroppen være udmattet efter en periode med stress. En anden oplever smerter under sex og er gradvist begyndt at undgå situationer, der kan føre dertil. En tredje har stadig masser af seksuel lyst alene, men mærker den ikke sammen med sin partner. En fjerde savner lyst og nydelse generelt og har det heller ikke særlig godt på andre områder af livet.

På Google kan de fire personer begynde med præcis den samme søgning.

I et terapirum ville jeg begynde fire forskellige steder.

Når en forklaring føles så rigtig, at vi holder op med at undersøge den

Der er noget meget tilfredsstillende ved at finde et begreb, der får brikkerne til at falde på plads. Det oplever jeg også hos klienter, som kommer ind med en teori, de allerede har brugt lang tid på at undersøge. “Jeg tror, det er min ADHD.” “Jeg har læst om undgående tilknytning, og det passer præcis på min partner.” “Jeg tror, porno har ødelagt min lyst.”

Jeg kan sagtens forstå lettelsen. En forklaring skaber orden i noget, der har været uoverskueligt, og når fem eller seks beskrivelser passer på én gang, kan den føles næsten uomtvistelig.

Her bliver jeg som terapeut en lille smule besværlig.

Jeg begynder at spørge.

Hvornår startede det? Hvad skete der omkring det tidspunkt? Er det sådan hver gang? Er der situationer, hvor problemet ikke opstår? Hvordan oplever din partner det? Hvad sker der i kroppen? Hvad har ændret sig? Hvilke forklaringer har I allerede prøvet at arbejde ud fra, og hvad skete der så?

Det er ikke et forsøg på at pille klientens forklaring fra hinanden. Jeg vil gerne vide, om den holder, når vi begynder at undersøge hele historien.

For når vi først har fået en overbevisende forklaring, bliver hjernen meget dygtig til at finde flere ting, der passer ind i den. Inden for psykologien taler man blandt andet om confirmation bias: vores tendens til lettere at lægge mærke til og tillægge vægt til information, der understøtter det, vi allerede tror. Det betyder ikke, at den oprindelige antagelse er forkert. Det betyder, at vi skal være lidt ekstra nysgerrige, når en forklaring føles så rigtig, at vi ikke længere leder efter alternativer.

Det gælder også, når teorien handler om vores partner. Hvis vi først har besluttet os for, at den anden er narcissistisk, undgående tilknyttet eller “typisk ADHD”, kan helt almindelige handlinger begynde at ligne dokumentation. En glemt besked bliver et symptom. Behovet for at være alene bliver et tilknytningsmønster. En konflikt bliver endnu et bevis på diagnosen, og efterhånden kan vi komme til at møde et begreb i stedet for den person, vi faktisk lever sammen med.

Nogle gange visker jeg tavlen ren

Jeg bruger indimellem et meget enkelt billede med klienter. Jeg forestiller mig, at vi har skrevet alle de forklaringer, de allerede har fundet, op på en tavle, og så visker vi den ren et øjeblik.

Vi smider ikke deres viden væk. Den ligger stadig ved siden af os, og vi kan hente den frem igen. Jeg vil bare gerne se, hvad der sker, hvis vi undersøger problemet uden på forhånd at vide, hvad vi skal finde.

Det er dér, samtaler nogle gange bliver virkelig interessante.

En person, der var sikker på, at den manglende lyst skyldtes hormoner, opdager måske, at lysten faktisk dukker op i bestemte situationer. Et par, der har læst sig frem til, at deres problem er forskellige kærlighedssprog, begynder at tale om en gammel konflikt, de aldrig rigtig fik repareret. En person, der er blevet overbevist om, at rejsningsproblemer skyldes manglende tiltrækning, fortæller pludselig, at rejsningen fungerer fint om morgenen og ved onani, men forsvinder, så snart sex bliver noget, der skal lykkes.

Det er den slags detaljer, jeg leder efter.

Ikke fordi de giver et smart svar med det samme, men fordi de gør billedet større.

Og et større billede er næsten altid mere interessant end en hurtig diagnose.

Internettet elsker én forklaring – Virkeligheden er dårligere til at vælge

Hvis man bruger en aften på at undersøge en seksuel eller relationel udfordring på nettet, kan man nå imponerende langt omkring. På relativt kort tid kan problemet skyldes hormoner, nervesystemet, barndommen, dopamin, porno, tilknytning, ADHD, overgangsalder, kærlighedssprog eller en partner, der ifølge en tilfældig video har mindst syv narcissistiske træk.

Nogle af de perspektiver bygger på solid forskning. Andre er faglige begreber, der er blevet forenklet så meget på deres vej gennem sociale medier, at de næsten har fået deres eget liv. Udfordringen for den, der læser med, er, at begge dele kan lyde lige overbevisende på en skærm.

Virkeligheden er typisk mere rodet. Seksualitet og relationer bliver påvirket af biologiske, psykologiske, relationelle og sociale forhold, som kan spille sammen på forskellige måder. Søvn kan påvirke overskuddet, medicin kan påvirke seksualfunktionen, en konflikt kan påvirke trygheden, præstationsangst kan påvirke kroppen, og tidligere erfaringer kan påvirke den betydning, vi tillægger det hele. Derfor er et godt fagligt blik heller ikke kun optaget af at finde den ene årsag. Det forsøger at forstå sammenhængen.

Det er mindre tilfredsstillende end et opslag, der lover “5 tegn på, at din partner er…”.

Til gengæld kommer vi tættere på det liv, der faktisk bliver levet.

Behold nysgerrigheden lidt længere end konklusionen

Jeg håber, at personer bliver ved med at søge viden om seksualitet, relationer, krop og psyke. God information kan give sprog til noget, der har været svært at tale om, og den kan åbne døre, som ellers ville være forblevet lukkede. Jeg ville bare ønske, at vi blev lige så gode til at stille spørgsmål til vores forklaringer, som vi er blevet til at finde dem.

Så næste gang Google leverer en forklaring, der rammer så præcist, at du næsten får lyst til at læne dig tilbage og erklære sagen for opklaret, kan den få lov til at være en hypotese lidt endnu. Prøv den af. Se, hvad der passer. Læg mærke til det, der ikke passer. Undersøg, om der findes andre forklaringer, og vær særligt nysgerrig på de detaljer, der ikke passer pænt ind i historien.

Det er faktisk noget af det, jeg holder mest af ved mit arbejde. Jeg behøver ikke kende svaret, når en person sætter sig overfor mig. Jeg skal kunne stille spørgsmål, der gør os begge klogere på, hvad vi ser.

Og skulle jeg en dag blive fristet til at springe den del over, har jeg heldigvis et rødt øje i bagagen til at minde mig om, hvor overbevisende en forkert forklaring kan føles.