Der findes samtaler, vi kan have med vores partner næsten uden at tænke over det. Vi kan diskutere, hvor vi skal holde ferie næste sommer, hvad vi skal have til aftensmad, om køkkenet trænger til at blive malet, og hvad der egentlig foregår med det ene barn for tiden. Vi kan tale om kolleger, økonomi, venner, drømme og alt det, vi gerne vil nå.

Og så er der sex.

Her kan to personer, der har set hinanden nøgne i årevis, pludselig blive meget omhyggelige med formuleringerne.

For hvordan siger man, at man savner noget, uden at den anden hører: Du er ikke god nok? Hvordan fortæller man om en fantasi uden at skabe en forventning om, at den skal føres ud i livet? Hvordan spørger man sin partner, hvad vedkommende egentlig nyder, når man har været sammen i 15 år og måske føler, at det burde man da vide?

Jeg møder par, der kan tale om sex. De taler bare ofte om det på de tidspunkter, hvor samtalen har de dårligste arbejdsbetingelser: efter endnu en afvisning, midt i en konflikt, når den ene har taget initiativ og den anden ikke havde lyst, eller efter længere tid, hvor frustrationen har fået lov til at samle sig.

Så bliver samtalen hurtigt til noget, der skal løses.

Hvorfor har vi ikke mere sex?

Hvorfor tager du aldrig initiativ?

Hvorfor har du ikke lyst til mig?

Det er forståelige spørgsmål, og nogle gange er de nødvendige. Men hvis det er de eneste samtaler, vi har om seksualitet, lærer kroppen efterhånden noget ret uheldigt: Når vi skal tale om sex, er der sandsynligvis noget galt.

Det synes jeg er ærgerligt, for sex kan være et af de mest interessante steder at være nysgerrig på en anden person.

Vi bliver aldrig færdige med at lære hinanden seksuelt at kende

Noget af det, jeg indimellem hører i parterapi, er: “Det har du aldrig fortalt mig.”

Sætningen kan komme efter noget ganske enkelt. Den ene fortæller måske, at kys betyder mere end selve samlejet, at lysten lettere kommer om morgenen, at en bestemt form for berøring faktisk ikke føles særlig rar, eller at vedkommende gennem flere år har haft en fantasi, som aldrig rigtig har fundet vej ind i samtalen.

Partneren ser overrasket ud.

“Hvorfor har du aldrig sagt det?”

Og svaret kan være lige så enkelt:

“Du har aldrig spurgt.”

Det minder mig om, hvor let vi kan komme til at betragte seksuel viden om vores partner som noget, vi erhverver én gang og derefter beholder.

Men seksualiteten bevæger sig gennem livet sammen med resten af os. Kroppe ændrer sig. Erfaringer ændrer os. Grænser kan flytte sig. Hormoner, medicin, graviditeter, sygdom, stress, overgangsalder, alder, selvfølelse og relationelle erfaringer kan påvirke både lyst og seksuel respons. Det, der føltes fantastisk som 25-årig, behøver ikke have samme betydning som 42-årig, og noget, man aldrig tidligere har været nysgerrig på, kan pludselig vække interesse.

Vi accepterer uden større dramatik, at vores partner kan få ny musiksmag, nye interesser og nye holdninger. Seksualiteten får mærkeligt nok ofte mindre bevægelsesfrihed.

Derfor kan et af de bedste udgangspunkter for en samtale om sex være at lægge forestillingen om, at man allerede burde kende svaret, fra sig.

Du kender din partner.

Det betyder ikke, at du er færdig med at opdage vedkommende.

Lyst begynder heller ikke det samme sted hos alle

En af de ting, der kan gøre samtaler om sex overraskende, er, at vi let antager, at vores partner oplever lyst nogenlunde som os selv.

Det gør partneren muligvis slet ikke.

For nogle kommer seksuel lyst meget spontant. De kan tænke på sex og få lyst til sex, hvorefter de søger kontakt. For andre er lysten mere responsiv og vokser undervejs, når noget allerede føles rart, trygt eller erotisk. Det er blandt andet beskrevet i sexologisk forskning og i Rosemary Bassons model for seksuel respons, og den viden kan være en stor lettelse for par, der har brugt lang tid på at tro, at den ene af dem mangler noget.

En person kan derfor gå hen til sin partner med lysten allerede tændt, mens partneren først skal have mulighed for at opdage, om kroppen overhovedet har lyst til at være med.

Det er to meget forskellige udgangspunkter for den samme aften.

Og hvis man aldrig har talt om det, kan forskellen hurtigt blive personlig. Den ene oplever: Jeg skal altid være den, der vil dig. Den anden oplever: Jeg skal kunne vide på forhånd, om jeg får lyst, og hvis jeg ikke ved det, må jeg hellere sige nej med det samme.

Pludselig er begge begyndt at beskytte sig mod noget, som måske kunne have set anderledes ud, hvis de havde haft et sprog for det.

Det er dér, sexologisk viden bliver rigtig interessant for mig. Ikke som en facitliste over, hvordan lyst skal fungere, men som en mulighed for at forstå, hvorfor to personer kan være glade for hinanden og alligevel opleve det seksuelle møde helt forskelligt.

En samtale om sex er ikke en evaluering af jeres sexliv

Hvis jeg skulle ændre én ting ved den måde, mange par taler om sex på, ville jeg ønske, at seksualiteten lidt oftere fik lov til at være noget, man taler om, når der ikke er noget på spil.

For spørgsmålet “Kan vi lige tale om vores sexliv?” kan få selv et rimeligt velfungerende nervesystem til at rette ryggen en smule.

Det lyder som MUS-samtale med færre bukser.

Prøv i stedet at forestille dig, at samtalen ikke skal føre nogen steder hen.

I kunne tale sammen på en gåtur, i bilen, over morgenkaffen eller en aften, hvor ingen lige har forsøgt at tage initiativ til sex. Spørgsmålet kunne være: “Hvad tror du egentlig får dig til at føle dig mest seksuel?” eller “Er der noget ved vores sexliv, du er blevet mere glad for med årene?” Det kunne også være: “Er der noget, du troede, du ville være vild med, som faktisk ikke siger dig særlig meget?”

Det interessante ligger ikke kun i svaret.

Det ligger også i at høre et andet person beskrive sin seksualitet med sine egne ord.

Og her må svaret meget gerne være: “Det ved jeg faktisk ikke.”

Det er ikke et dårligt svar. Det er begyndelsen på en undersøgelse.

I kan opleve præcis den samme sex helt forskelligt

Det synes jeg er en af de mest fascinerende ting ved seksualitet.

To personer kan deltage i den samme seksuelle situation og få noget vidt forskelligt ud af den.

Det bliver meget tydeligt inden for eksempelvis BDSM. En person, der indtager en dominerende rolle, kan opleve intensitet, ansvar, kontrol og glæden ved at skabe en ramme for den anden. Personen i den underkastende rolle kan opleve frihed netop gennem muligheden for at slippe kontrollen. Set udefra foregår én situation. Indefra foregår der to.

Det samme gælder langt mere almindelige seksuelle møder.

Et langt kys kan for den ene være erotisk ophidsende, mens det for den anden først og fremmest giver følelsen af nærhed. At ligge nøgen sammen kan opleves seksuelt af den ene og beroligende af den anden. Den samme berøring kan betyde “jeg vil have dig” for én og “jeg føler mig tryg hos dig” for en anden.

Ingen af oplevelserne behøver korrigeres.

Men forestil jer, hvor meget man kan gå glip af, hvis man gennem et helt parforhold bare antager, at partneren oplever det samme, som man selv gør.

Du må gerne fortælle om noget, du ikke ønsker at gøre

Her opstår en anden bekymring, som jeg godt forstår.

For hvis vi først begynder at tale frit om fantasier og ønsker, hvad gør vi så, hvis partneren siger noget, vi ikke har lyst til?

Det korte svar er: Vi lytter.

En samtale er ikke en kontrakt.

Hvis din partner fortæller om en seksuel fantasi, har du ikke dermed sagt ja til at realisere den. Du behøver heller ikke tage stilling til den inden desserten er ryddet af bordet.

Man kan godt sige: “Det er ikke noget, jeg selv umiddelbart får lyst til, men jeg vil gerne forstå, hvad der tænder dig ved det.”

Det spørgsmål kan åbne en langt mere interessant samtale, fordi fantasier ikke altid handler så bogstaveligt om den konkrete handling, som vi forestiller os. En fantasi kan rumme længsel efter at give slip, tage styring, føle sig uimodståelig, blive overrasket, være modig, lege med roller eller slippe ud af den identitet, man går rundt med resten af dagen.

Når vi kun hører handlingen, kan vi gå glip af betydningen.

Og nogle fantasier skal aldrig længere end til samtalen. De kan godt have værdi dér.

Det svære er nogle gange at høre svaret

At spørge kræver mod. At høre svaret kan kræve endnu mere.

For nysgerrighed er let, så længe partneren siger noget, vi godt kan lide.

Det bliver vanskeligere, når vi hører: “Jeg savner faktisk…”, “Jeg har aldrig været så vild med…” eller “Jeg har nogle gange tænkt på…”

Så kan der komme jalousi, usikkerhed, sorg eller en øjeblikkelig trang til at forklare sig. De reaktioner gør ikke samtalen mislykket. Det afgørende bliver, hvad vi gør med dem.

Man må gerne sige: “Av, den ramte mig faktisk lidt. Jeg vil stadig gerne forstå, hvad du mener.”

Det er en ret stærk sætning.

For at være åben betyder ikke, at man skal være følelsesmæssigt upåvirket. Det betyder, at partnerens ærlighed får lov til at eksistere, mens vi undersøger vores egen reaktion på den.

Det er også sådan, der langsomt kan opstå et seksuelt rum, hvor begge tør sige mere af det, der faktisk er sandt.

I behøver ikke afslutte samtalen

Jeg tror, vi nogle gange går ind i samtaler om sex med en idé om, at vi skal komme ud på den anden side med et resultat.

Nu ved vi, hvad problemet er. Nu har vi aftalt, hvor ofte vi skal have sex. Nu ved vi, hvad vi begge har lyst til. Færdig.

Det ville være praktisk.

Seksualiteten er bare ikke specielt interesseret i at være færdig.

Det, du nyder nu, kan ændre sig. En fantasi kan dukke op og forsvinde igen. Noget, der tidligere føltes vigtigt, kan miste betydning. En krop kan få brug for andre former for berøring, mere tid eller mere ro. Og et par kan opdage sider af deres seksualitet efter tyve år sammen, som ingen af dem kendte efter ti.

Så måske er målet med den første samtale om sex ikke at få sagt det hele.

Måske er målet at gøre den næste samtale lettere.

At skabe en erfaring mellem jer af, at her kan vi godt gå hen. Her må vi spørge. Her må vi være i tvivl. Her kan jeg fortælle dig noget uden automatisk at bede dig om at gøre noget ved det, og her kan du fortælle mig noget uden at skulle vide præcis, hvad det betyder endnu.

Det er også derfor, jeg ikke synes, at den bedste seksuelle kommunikation nødvendigvis er den, hvor et par ved alt om hinanden.

Jeg synes, der er noget langt mere levende i to personer, der efter mange år stadig kan vende sig mod hinanden og oprigtigt spørge:

“Hvordan er det egentlig for dig?”

Og stadig være interesserede i svaret.