Der sker indimellem noget helt særligt lige før en klient fortæller mig det, vedkommende egentlig er kommet for at tale om. Stemmen ændrer sig en smule, blikket søger et andet sted hen, og der kommer måske en lille indledning: “Det her er lidt pinligt…”, “Jeg ved ikke, om det er normalt…” eller den, jeg også hører med jævne mellemrum: “Du må ikke synes, jeg er mærkelig nu.”

Og så kommer fortællingen.

Det kan være en fantasi, personen aldrig har delt med nogen. At lysten til partneren er forsvundet. At porno fylder mere, end man bryder sig om. At kroppen ikke reagerer under sex, selv om man gerne vil. At man faker orgasmer. At man onanerer meget, slet ikke onanerer eller gør det på en måde, man er blevet bekymret for. Det kan også være noget helt andet, som klienten har brugt måneder eller år på at gå alene med.

For personen på den ene side af samtalen kan ordene føles enorme. På min side er det som regel langt mindre dramatisk. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det betyder for personen foran mig. Hvornår begyndte det? Hvordan opleves det? Hvad sker der omkring det? Er der situationer, hvor det ser anderledes ud? Og måske vigtigst af alt: Hvorfor er netop dette blevet så svært at sige højt?

Seksualitet er et af de områder, hvor vi kan være imponerende gode til at tro, at alle andre har fået udleveret en manual, som vi selv mangler.

“Er det normalt?”

Det er nok et af de spørgsmål, jeg oftest møder som sexolog, og jeg forstår godt behovet for at spørge. Seksualitet foregår i høj grad privat, mens vores forestillinger om andres seksualitet bliver skabt ud fra det, de vælger at fortælle, det vi ser i medierne, porno, sociale medier og de kulturelle fortællinger om, hvordan et godt sexliv ser ud. Det giver os et ret mærkeligt sammenligningsgrundlag.

Vi ser vores egen seksualitet indefra med alle dens nuancer, tvivl, kropslyde, distraktioner, perioder uden lyst og aftener, hvor den erotiske stemning bliver afbrudt af et barn, en hund eller den pludselige tanke om, hvorvidt man huskede at sætte vaskemaskinen over. Andres ser vi langt mere redigeret.

Derfor er jeg også forsigtig med ordet normal. Inden for seksualiteten findes der stor variation i blandt andet lyst, fantasier, seksuel respons, onani, orgasme og den betydning, sex har gennem forskellige perioder af livet. Jeg er langt mere interesseret i, hvordan noget opleves af dig. Er det rart? Er det frivilligt? Passer det med dine egne værdier? Skaber det problemer eller lidelse? Påvirker det din relation, din hverdag eller din mulighed for at have den seksualitet, du ønsker?

De spørgsmål fortæller mig langt mere end en simpel placering på en skala fra normal til unormal.

Du behøver ikke føre bevis for, at du også er god til sex

Der er en lille ting, jeg oplever indimellem, som jeg egentlig synes er ret menneskelig. En klient fortæller om noget seksuelt, der er svært, og næsten i samme bevægelse kommer der en række tilføjelser.

“Altså, jeg kan sagtens få min partner til at komme.”

“Vi har også haft virkelig god sex.”

“Jeg ved godt, hvad jeg laver.”

“Det er kun lige det her, der er et problem.”

Nogle gange får jeg næsten fornemmelsen af, at der bliver lagt dokumentation på bordet for, at resten af sexlivet altså fungerer glimrende, inden vi må kigge nærmere på den ene ting, der ikke gør.

Det behøver du ikke.

Hvis du fortæller mig, at du mister rejsningen, har svært ved at få orgasme, mangler lyst eller bliver usikker under sex, sidder jeg ikke på den anden side og tænker: Nå, så er du nok dårlig i sengen.

Faktisk tænker jeg slet ikke på sex på den måde. Seksualitet er ikke en eksamen, hvor en udfordring trækker ned i det samlede karaktergennemsnit, og du behøver ikke fortælle mig ti ting, du er god til, for at få lov til at fortælle om den ene ting, der gør dig ked af det. Jeg vurderer ikke din seksuelle præstation. Jeg forsøger at forstå din oplevelse.

Og mens vi er ved det, behøver du heller ikke bruge de rigtige ord.

Jeg bliver jævnligt spurgt: “Hvad kalder man det her hos dig?”, “Må jeg godt sige pik?” eller “Hvad er det korrekte ord?” Nogle indleder med “nu siger jeg det bare direkte”, som om jeg lige skal nå at spænde sikkerhedsselen, inden der bliver sagt noget seksuelt.

Du må gerne sige pik.

Du må også sige penis, diller, fisse, vulva, skede, kusse, samleje, kneppe, have sex eller det ord, du selv bruger, når du taler om din krop og din seksualitet. Hvis jeg har brug for at vide mere præcist, hvilken del af anatomien du mener, skal jeg nok spørge. Mit arbejde bliver ikke lettere af, at du sidder og oversætter dig selv til et sprog, du tror lyder mere passende i et terapirum.

Faktisk fortæller ordene nogle gange noget interessant. Hvis et bestemt ord føles pinligt, voldsomt, barnligt, klinisk eller helt umuligt at sige, kan dét også være værd at blive nysgerrig på. Sproget omkring vores seksualitet kommer et sted fra, og nogle personer har aldrig haft et naturligt sprog for deres egen krop, fordi seksualitet altid har været noget, man talte lavt om, lavede vittigheder om eller slet ikke talte om.

Så når en klient siger: “Jeg siger det bare direkte…”, er mit svar som regel meget enkelt: Gør endelig det. Det er trods alt lidt besværligt at gå til sexolog, hvis vi begge skal lade som om, sex ikke findes.

Du må gerne fortælle mig, at du ikke har lyst til din partner

Den sætning kan være særlig svær at få ud, fordi manglende seksuel lyst hurtigt kan blive oversat til noget langt større: Så elsker jeg måske ikke min partner længere. Så er vores forhold forkert. Så burde jeg gå. Så må der være noget galt med mig.

I et terapirum behøver vi ikke foretage den oversættelse så hurtigt.

Hvis du fortæller mig, at du ikke har lyst til din partner, vil jeg sandsynligvis blive interesseret i meget mere end selve fraværet af lyst. Hvordan oplever du lyst generelt? Findes den i fantasier eller ved onani? Hvornår ændrede noget sig? Hvordan har sex været mellem jer? Er der blevet plads til nydelse, eller er seksualiteten efterhånden blevet forbundet med forventninger, dårlig samvittighed eller følelsen af at skulle levere noget? Hvordan har du det i din krop, og hvordan har du det i relationen?

Manglende lyst er information. Det er ikke i sig selv en dom over et parforhold.

Nogle gange finder vi noget relationelt. Andre gange finder vi stress, søvn, medicin, kropslige forandringer, smerter, præstationspres eller en seksualitet, der over tid er blevet så forudsigelig, at nysgerrigheden er forsvundet. Flere forhold kan sagtens spille sammen, og derfor behøver du heller ikke beskytte din partner ved at gøre oplevelsen mindre tydelig, end den er. Jeg kan godt høre, at du elsker en person og samtidig ikke har lyst til at have sex med vedkommende. De to oplysninger kan godt eksistere i samme rum, mens vi undersøger, hvad de betyder.

Fantasier er tanker – ikke en bestillingsseddel

Seksuelle fantasier er et andet område, hvor skammen kan få ganske gode arbejdsbetingelser. Nogle bliver forskrækkede over indholdet i deres egne fantasier, fordi de antager, at en fantasi nødvendigvis afslører et skjult ønske om at føre præcis det samme ud i livet.

Sådan behøver fantasier ikke fungere. Forskning i seksuelle fantasier viser betydelig variation, og fantasier kan rumme scenarier, roller og dynamikker, som personen ikke ønsker at realisere.

Det erotiske sind er trods alt ikke kendt for at sende alle idéer gennem en etisk redaktionskomité, inden de får lov til at dukke op.

Derfor vil jeg langt hellere høre, hvordan du selv oplever fantasien. Er den ophidsende? Skræmmer den dig? Dukker den op frivilligt eller påtrængende? Er der noget bestemt ved stemningen, magtdynamikken, følelsen eller rollen, der tænder dig? Fantasiens overflade fortæller ikke altid hele historien om det, der gør den erotisk.

Der er naturligvis grænser for, hvad der kan omsættes til handling, og samtykke, lovgivning og sikkerhed gælder altid i virkeligheden. Inde i hovedet kan seksualiteten til gengæld være langt mere fantasifuld, modsætningsfyldt og overraskende, end mange tror.

Det gør dig ikke automatisk til det, du fantaserer om.

Kroppen kan sige noget andet, end du havde håbet

Der findes også en særlig skam over kroppen, der ikke gør det, man havde regnet med. Penis bliver ikke erigeret eller mister rejsningen. Lubrikationen kommer ikke. Orgasmen udebliver. Kroppen reagerer langsommere end tidligere, eller man mærker meget mindre, end man synes, man burde.

Det kan være en voldsom oplevelse, fordi kroppens seksuelle respons let bliver gjort til et bevis på lyst, tiltrækning eller evnen til at være seksuel. Hvis rejsningen forsvinder midt under sex, kan begge parter nå at skabe en hel fortælling om, hvad det betyder, inden nogen har fået bukserne på igen.

Fysiologisk respons og subjektiv lyst følges imidlertid ikke altid perfekt ad. Seksuel funktion påvirkes blandt andet af nervesystem, hormoner, sygdom, medicin, alkohol, søvn, stress, alder, smerter, opmærksomhed og den konkrete seksuelle situation. Præstationsbekymring kan desuden skabe den lidt urimelige situation, at man bliver så optaget af, om kroppen reagerer, at selve overvågningen gør det sværere at være til stede i stimulationen og nydelsen.

Så ja, fortæl mig gerne, at din penis ikke gjorde, hvad du ønskede. At du aldrig har fået orgasme med en partner. At du bliver tør, selv om du føler dig tændt, eller at din krop reagerede seksuelt i en situation, hvor du ikke selv oplevede lyst.

Jeg sidder ikke og vurderer din seksuelle duelighed. Jeg prøver at forstå, hvad der sker.

Porno og onani behøver heller ikke komme med en tilståelse

Nogle emner bliver præsenteret for mig med næsten juridisk alvor.

“Jeg ser porno.”

Så holder personen måske en lille pause og venter på dommen.

Men oplysninger om porno eller onani fortæller mig meget lidt alene. Jeg har brug for sammenhængen. Hvor ofte? Hvordan bruges det? Hvad får personen ud af det? Føles det som et frit valg? Er der forsøgt at skrue ned uden at kunne? Påvirker det sexlivet, arbejdet, søvnen eller relationen? Er der hemmeligholdelse, som skaber problemer mellem parterne? Eller er bekymringen primært opstået, fordi personen har læst et sted, at en bestemt frekvens er “for meget”?

Den samme adfærd kan have meget forskellig betydning fra person til person.

Onani kan være nydelse, afspænding, udforskning, vane eller en måde at regulere følelser på, og porno kan ligeledes indgå meget forskelligt i en persons seksualitet. Når brugen opleves som ude af kontrol eller skaber betydelige problemer, skal det selvfølgelig tages alvorligt. Vi bliver bare ikke klogere af at begynde samtalen med skam.

Vi bliver klogere af at forstå funktionen.

Du må også fortælle, hvis sex ikke betyder så meget for dig

I den anden ende sidder personer, der næsten undskylder for, at seksualitet ikke fylder særlig meget. De kan have en partner med større lyst, have læst om betydningen af et aktivt sexliv eller være omgivet af forestillingen om, at sex er en slags temperaturmåler for kærligheden. Derfor begynder de at tænke, at deres egen lavere interesse må være et problem i sig selv.

Her er jeg igen interesseret i personens egen oplevelse. Savner du lysten? Har den ændret sig? Er du ked af forandringen? Eller er det primært andres forventninger, der får dig til at tænke, at du burde ønske noget andet?

Det er væsentlige forskelle.

Terapi skal ikke bruges til at få alle personer op på en bestemt mængde lyst eller sex. Hvis der er forskel på lysten i et parforhold, kan det selvfølgelig skabe reelle udfordringer, som fortjener at blive taget alvorligt. Men løsningen kan ikke på forhånd være, at personen med mindst lyst er den, der skal repareres.

Nogle gange er det langt mere interessant at undersøge, hvordan parret er kommet til at håndtere forskellen.

Og ja, du må fortælle, at du faker

Orgasmer. Lyst. Nydelse. Interesse.

Det sker, og det interessante spørgsmål for mig er ikke først og fremmest: Hvorfor har du løjet? Jeg vil hellere vide, hvad den strategi har hjulpet dig med.

Måske begyndte du at fake orgasme, fordi sex ellers fortsatte længe efter, du egentlig havde mistet lysten. Måske ville du beskytte din partners selvfølelse. Måske blev du nervøs for at virke besværlig. Måske har du selv følt, at sex først var “vellykket”, når orgasmen kom, og fandt en genvej ud af det pres.

Når vi ser på adfærden som noget, der på et tidspunkt har haft en funktion, får vi ofte adgang til en langt mere interessant samtale end den, der kun handler om skyld.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det er ligegyldigt, hvis der gennem lang tid har været uærlighed omkring sex. Det kan påvirke tillid og skabe en svær samtale mellem partnere. Skam har bare dårlige arbejdsbetingelser for ærlighed. Tryghed har bedre.

Det mest interessante er ofte det, du næsten ikke fik sagt

Jeg tror, nogle forestiller sig, at en sexolog hører en masse vilde historier.

Det gør vi også indimellem.

Men det er faktisk ikke de spektakulære detaljer, jeg bliver mest optaget af. Det er langt oftere det øjeblik, hvor en person pludselig får sat ord på noget, der har været gemt væk bag et “sådan er jeg vel bare”, et “det er nok ikke vigtigt” eller et “det kan man vel ikke tillade sig at føle.”

Skam har en særlig evne til at gøre os tavse. Når noget først føles for pinligt, mærkeligt eller forkert til at sige højt, får vi heller ikke mulighed for at undersøge det sammen med nogen, der måske kan sætte det ind i en større sammenhæng.

Det er en af grundene til, at jeg tager det alvorligt, når en klient begynder en sætning med: “Det her har jeg aldrig sagt til nogen før.”

Jeg ved godt, at det næste kan føles stort fra den anden side af samtalen. Du må gerne mangle ordene, bruge de “forkerte” ord, sige det direkte, grine nervøst, fortælle lidt for meget, rette dig selv undervejs eller begynde et helt andet sted, end du havde planlagt. Du behøver heller ikke overbevise mig om, at du ellers er god til sex, har et godt forhold eller fungerer glimrende på alle andre områder.

Jeg sidder ikke med en karakterbog.

Og det, du fortæller mig, behøver ikke være chokerende for at være vigtigt.

Det skal bare være ærligt nok til, at vi har noget virkeligt at være nysgerrige på sammen.