Der findes et øjeblik, som mange mænd beskriver næsten på samme måde. Sex er i gang, lysten er der, kroppen reagerer, og så sker der noget med rejsningen. Måske bliver den lidt mindre fast, måske forsvinder den helt, og ofte går der kun ganske få sekunder, før opmærksomheden følger efter.

Hov. Hvad skete der?

Man mærker efter. Måske forsøger man at fortsætte, som om ingenting er sket, samtidig med at en del af hjernen nu er travlt beskæftiget et helt andet sted.

Kommer den igen? Kan min partner mærke det? Hvorfor sker det lige nu?

Og hvis man først har oplevet det et par gange, kan der komme endnu en tanke med ind i soveværelset næste gang:

Bare det ikke sker igen.

Det er en ret dårlig optakt til at give slip.

Rejsningsproblemer under sex er almindelige, og en rejsning er langt mere påvirkelig, end mange har lært at tænke på den som. Den reagerer på seksuel stimulation og lyst, selvfølgelig, men også på nervesystemet, blodgennemstrømningen, søvn, stress, alkohol, medicin, sygdom, alder, tanker, følelser og den situation, man befinder sig i.

Alligevel kan en mistet rejsning meget hurtigt komme til at føles som en personlig dom.

Er jeg ikke tændt nok? Er jeg ved at blive impotent? Er der noget galt med mig? Hvad tænker min partner nu?

Og så har en helt almindelig kropslig variation pludselig fået en betydning, der er langt større end den erektion, der forsvandt.

En rejsning er ikke en løgnedetektor for lyst

Noget af det første, jeg gerne vil have på plads, når jeg taler med en person om rejsningsproblemer, er, at lyst og rejsning ikke er det samme.

Man kan være seksuelt tiltrukket, have lyst til sex og nyde det, der foregår, samtidig med at penis ikke bliver erigeret eller mister rejsningen undervejs. På samme måde kan en penis reagere fysiologisk i situationer, hvor personen ikke oplever et egentligt seksuelt ønske.

Kroppen er mere kompliceret end ligningen rejsning = lyst.

Det er vigtigt, fordi rejsningen ellers let bliver tillagt en betydning, den ikke nødvendigvis har. Den person, der mister den, kan begynde at tvivle på sig selv, mens partneren måske ligger ved siden af og tænker: Han tænder ikke på mig længere.

Så har begge nået at blive såret over en forklaring, ingen af dem ved, om er rigtig.

Når jeg taler med klienter om rejsningsproblemer, interesserer jeg mig derfor for meget mere end selve rejsningen. Jeg spørger blandt andet til, hvornår den forsvinder, om den kommer tilbage, hvordan det fungerer ved onani, om der er morgenrejsning, hvordan lysten opleves, hvad der sker i kroppen lige inden, hvilke tanker der dukker op, og om noget har ændret sig fysisk eller psykisk.

For “jeg mister rejsningen under sex” fortæller mig, hvad der sker.

Det fortæller mig endnu ikke hvorfor.

Nogle gange begynder problemet først, efter rejsningen er forsvundet

Forestil dig, at du én aften mister rejsningen under sex.

Du var træt. Du havde drukket et par glas vin. Dagen havde været lang, og kroppen gjorde bare ikke helt det, du havde regnet med.

Det kunne sådan set være slutningen på historien.

Men næste gang husker hjernen det.

Måske kun ganske svagt i begyndelsen. Du opdager, at du lige kontrollerer, om rejsningen er fast nok. Undervejs mærker du efter igen. Partneren skifter stilling, og du registrerer straks, om det påvirkede noget. Pludselig er en del af din opmærksomhed blevet placeret udenfor selve den seksuelle oplevelse, hvor den står med armene over kors og holder øje med penis.

Det fænomen er velkendt inden for sexologien og beskrives blandt andet som spectatoring: Man går fra primært at opleve sex til samtidig at observere og evaluere sin egen seksuelle respons.

Det er en temmelig krævende dobbeltrolle.

For seksuel ophidselse har gode betingelser, når opmærksomheden kan være i berøring, varme, bevægelse, fantasier, partnerens krop og det, der føles rart. Hvis en stor del af opmærksomheden i stedet bruges på “virker jeg?”, kommer kroppen til at befinde sig i en situation, hvor den både skal nyde og bestå en prøve.

Det er her, præstationspresset kan begynde at fodre sig selv. En mistet rejsning skaber bekymring, bekymringen øger overvågningen næste gang, og overvågningen gør det vanskeligere at forblive optaget af nydelsen.

Efter et stykke tid kan tanken om rejsningen fylde, allerede inden tøjet er kommet af.

“Den virker jo fint, når jeg er alene”

Den sætning hører jeg ofte, og den bliver tit sagt med en blanding af lettelse og frustration.

For hvis rejsningen fungerer ved onani, hvorfor fungerer den så ikke altid sammen med en partner?

Det kan der være flere forklaringer på, og forskellen fortæller os faktisk noget interessant. Når du onanerer, kender du præcis det tempo, tryk og den stimulation, din krop er vant til. Du kan skifte fantasi, bevægelse eller tempo uden at skulle forklare noget, og du behøver ikke forholde dig til en anden persons oplevelse samtidig.

Sex med en partner indeholder langt flere informationer. Der er blik, lyde, forventninger, bevægelser, pauser og fortolkninger. Måske vil du gerne tilfredsstille den anden. Måske forsøger du at aflæse, om partneren nyder det. Måske er penetration blevet det punkt, hvor du føler, at rejsningen for alvor skal bevise sit værd.

Jeg oplever indimellem klienter, der fortæller, at de faktisk har en fin rejsning under kys, berøring eller oralsex, og så snart kondomet skal på, eller penetration nærmer sig, begynder den at falde.

Det er interessant.

For kroppen har allerede vist os, at den kan få rejsning.

Så bliver spørgsmålet i stedet, hvad der ændrer sig i netop dét øjeblik.

Nogle beskriver næsten et mentalt startskud: Nu gælder det.

Og hvis sex pludselig går fra nydelse til en opgave, der skal lykkes, giver det god mening at undersøge, hvilken rolle forventning og præstationspres spiller.

Når man begynder at skynde sig, fordi rejsningen er der

Der findes også en strategi, som giver utrolig god mening, når man er blevet usikker på sin rejsning: Man forsøger at udnytte den.

Rejsningen er der nu, så videre.

Måske går man hurtigere til penetration. Forspillet bliver kortere. En stilling, der egentlig føles god, bliver ikke nydt særlig længe, fordi man er bange for, at rejsningen forsvinder under et skift. Hvis den begynder at falde lidt, øges tempoet eller stimulationen i håbet om at få den tilbage.

Sex kan på den måde langsomt begynde at kredse mere og mere om at holde penis erigeret.

Og her opstår et lidt urimeligt paradoks: I forsøget på at passe på rejsningen kommer man nogle gange til at fjerne præcis det, der hjælper seksuel ophidselse på vej – tid, leg, variation, ro, nydelse og muligheden for ikke at vide præcis, hvor det hele skal ende.

En rejsning må faktisk gerne ændre sig under sex.

Den behøver ikke stå ret fra første kys til sidste bevægelse.

Hvis sex kun kan fortsætte, mens penis er helt erigeret, får rejsningen et meget stort ansvar for hele oplevelsen. Hvis kys, hænder, mund, berøring, legetøj, pauser og andre former for seksuel kontakt stadig har en plads, sker der noget vigtigt: En faldende rejsning behøver ikke længere betyde, at sex er slut.

Det kan tage overraskende meget pres ud af rummet.

Nervesystemet kommer også med i seng

Når vi taler om rejsning og præstationspres, bliver nervesystemet ofte nævnt, og det er relevant, så længe vi ikke gør forklaringen mere simpel, end kroppen er.

En erektion er en neurovaskulær proces, hvor blandt andet nerveaktivitet og blodtilførsel til penis spiller sammen. Seksuel ophidselse påvirkes samtidig af hjernens behandling af stimulation, opmærksomhed, følelser og den samlede fysiske tilstand. Stress og bekymring kan derfor påvirke seksuel respons, ligesom dårlig søvn, sygdom, alkohol, medicin og en række fysiske tilstande kan gøre det.

Kroppen efterlader ikke arbejdsdagen ude på gangen, bare fordi vi går ind i soveværelset.

Hvis hovedet har været på overarbejde siden klokken syv om morgenen, kroppen er træt, og man samtidig ligger og tænker på, om rejsningen nu holder, er det relevant information. Det siger ikke noget nedladende om lysten eller maskuliniteten. Det fortæller os noget om de betingelser, seksualiteten forsøger at fungere under.

Derfor bliver jeg også skeptisk over for idéen om, at kroppen nødvendigvis “arbejder imod” personen.

Ofte gør den bare det, kroppe gør: reagerer på hele situationen.

Partneren kan komme til at hjælpe så meget, at presset vokser

Rejsningsproblemer foregår heller ikke kun inde i den person, der oplever dem. Partneren er med i rummet og kan meget forståeligt begynde at reagere.

“Er det mig?”

“Har du ikke lyst til mig?”

“Skal jeg gøre noget andet?”

Nogle forsøger hurtigt at få rejsningen tilbage med mere stimulation. Andre bliver helt stille for ikke at gøre situationen værre. Den person, der har mistet rejsningen, kan samtidig mærke partnerens opmærksomhed og tænke: Nu venter vi begge to på den.

Det er en ganske imponerende mængde opmærksomhed at give én kropsdel.

Her kan en åben samtale gøre en stor forskel. Ikke nødvendigvis midt i situationen, hvor begge allerede er sårbare, men på et tidspunkt, hvor der er ro til at fortælle, hvad der faktisk sker.

For hvis partneren ved, at rejsningen kan svinge, og at det ikke automatisk handler om manglende tiltrækning, behøver hver ændring ikke udløse en analyse af forholdets tilstand.

Man kan blive liggende.

Kysse videre.

Skifte aktivitet.

Grine lidt, hvis det føles naturligt.

Eller holde en pause uden at gøre pausen til et krisemøde.

Den erfaring kan i sig selv være vigtig, fordi kroppen opdager, at en mistet rejsning ikke får hele den seksuelle situation til at kollapse.

Og nogle gange skal rejsningsproblemer undersøges hos lægen

Selvom præstationspres, stress og seksuel kontekst kan spille en stor rolle, er det vigtigt ikke at forklare alle rejsningsproblemer psykologisk.

Vedvarende eller nyopståede erektionsproblemer kan også have fysiske årsager. Blandt andet kan kredsløbssygdom, diabetes, hormonelle forhold, neurologiske tilstande og bivirkninger fra medicin påvirke erektionsevnen. Rejsningsproblemer kan i nogle tilfælde være et tidligt tegn på hjerte-kar-problemer, fordi erektion er afhængig af en velfungerende blodtilførsel.

Derfor synes jeg, det er vigtigt at få egen læge med ind over, hvis problemet er nyt, bliver ved, optræder i flere situationer eller på anden måde giver anledning til bekymring. Det ene udelukker heller ikke det andet. En fysisk faktor kan eksistere samtidig med, at bekymringen omkring rejsningen efterfølgende skaber præstationspres.

God sexologisk hjælp handler også om at vide, hvornår problemet ikke kun skal behandles som et sexologisk problem.

Måske skal penis have lidt mindre ansvar for sexlivet

Når rejsningen har fyldt længe, kan målet meget forståeligt blive: Jeg vil bare kunne holde den igen.

Det kan vi selvfølgelig godt arbejde hen imod.

Men jeg bliver også nysgerrig på, hvad der sker, hvis vi midlertidigt giver rejsningen en lidt mindre hovedrolle.

Hvordan ville sex se ud, hvis den ikke hele tiden skulle bevise, at alt fungerede? Hvad ville du lægge mærke til, hvis du ikke skulle kontrollere hårdheden? Hvilken berøring nyder du faktisk? Hvornår mærker du ophidselsen i resten af kroppen? Og kan du være seksuel sammen med din partner på en aften, hvor penis ikke samarbejder helt efter planen?

Det er ikke en opfordring til at opgive rejsningen.

Det er en måde at tage noget af ansvaret fra den.

For en af de mest hjælpsomme erfaringer kan være at opdage, at en erektion gerne må komme, ændre sig, forsvinde og komme igen, uden at den hvert eneste minut skal aflægge rapport om din lyst, din maskulinitet, din partners attraktivitet eller kvaliteten af jeres sexliv.

Nogle gange begynder vejen tilbage til en mere stabil rejsning netop dér, hvor sex igen får lov til at handle om mere end at holde på den.

Og hvis rejsningen stadig driller?

Så er det information, vi kan undersøge.

Ikke en karakter, kroppen har givet dig.

Hvis rejsningsproblemer er begyndt at fylde

Hvis du oplever, at bekymringen for rejsningen er begyndt at påvirke din lyst, få dig til at undgå sex eller skabe afstand mellem dig og din partner, kan det give mening at få hjælp til at undersøge det. I samtaleterapi kan vi blandt andet arbejde med præstationspres, opmærksomhed, seksuelle mønstre og den betydning, rejsningen har fået, samtidig med at fysiske årsager selvfølgelig skal vurderes sundhedsfagligt, når det er relevant.

Målet er ikke at lære kroppen at adlyde.

Det er at forstå den godt nok til, at sex igen kan få lov til at være et sted, hvor du mærker mere, end du måler.