Hvis man søger længe nok på nettet efter en løsning på rejsningsproblemer, går der som regel ikke længe, før nogen foreslår en meget enkel kur: Stop med at onanere. Ingen porno, ingen udløsning, måske 30, 60 eller 90 dages pause, så skulle kroppen efter sigende være “nulstillet”.

Jeg kan godt forstå, hvorfor idéen fænger. Når noget ikke fungerer, som vi ønsker, føles det logisk at give det en pause. Vi gør det med en øm skulder, en overbelastet ankel og en computer, der opfører sig mærkeligt. Sluk, vent lidt, tænd igen.

Penis fungerer bare ikke helt som en router.

Der er ikke god evidens for, at en periode uden onani i sig selv behandler erektil dysfunktion. Hvis rejsningen er påvirket af kredsløb, diabetes, medicin, hormoner, stress, søvn, præstationspres eller andre fysiske og psykiske faktorer, forsvinder årsagen heller ikke automatisk, fordi hænderne bliver holdt over dynen nogle uger.

Det betyder samtidig ikke, at onanivaner er irrelevante. De kan være interessante at undersøge. Jeg synes bare, der er en væsentlig forskel på at undersøge sin seksualitet og på at sætte den i karantæne.

“Men den virker jo, når jeg onanerer”

Det er faktisk en af de oplysninger, jeg gerne vil have, når en person fortæller mig om rejsningsproblemer.

Hvordan fungerer rejsningen, når du er alene? Kommer den spontant? Har du morgenrejsning? Hvordan fungerer den sammen med en partner? Hvornår begynder den eventuelt at falde? Og hvad sker der lige inden?

Hvis en mand fortæller, at han får en fin og stabil rejsning under onani, samtidig med at den bliver usikker under sex med en partner, er min konklusion ikke, at han derfor har onaneret for meget. Det fortæller os først og fremmest, at der er forskel på de to situationer, og den forskel er værd at undersøge.

Når du onanerer, har du en ret imponerende mængde kontrol. Du ved præcis, hvilket tryk der føles godt, hvor hurtigt hånden skal bevæge sig, hvornår tempoet skal ændres, og hvilke fantasier eller billeder der hjælper ophidselsen på vej. Du behøver ikke aflæse en partner, tænke på vedkommendes nydelse eller mærke efter, om din egen rejsning nu holder længe nok til penetration.

Sammen med en anden person bliver seksualiteten et samspil, og det gør den både mere levende og mere uforudsigelig. Derfor er det langt mere interessant at undersøge forskellen mellem situationerne end at konkludere, at den ene har ødelagt den anden.

Måske er det ikke hvor ofte, men hvordan

Jeg oplever, at mange kan svare meget præcist på, hvor ofte de onanerer, mens spørgsmålet “Hvordan onanerer du egentlig?” kræver lidt længere betænkningstid.

Det er ellers et virkelig godt spørgsmål.

For nogle har onanien med årene fået en meget fast opskrift. Samme hånd, samme stilling, samme tempo, måske porno på telefonen og nogenlunde den samme vej fra ophidselse til orgasme. Det er ikke i sig selv et problem. Vi gentager jo gerne det, der virker.

Hos nogle kan stimulationen dog være så specifik eller intens, at den er vanskelig at genskabe under sex med en partner. Det omtales populært som blandt andet “death grip”, selv om det ikke er en formel medicinsk diagnose, og forskningen på området fortsat er begrænset. Det giver derfor mere mening at tale om individuelle onanivaner og forskelle i stimulation end at fortælle en person, at vedkommende har trænet sin penis forkert.

Her kan man eksperimentere.

Måske med et løsere greb, et andet tempo, mere glidecreme, en anden stilling eller længere tid, hvor man lader ophidselsen udvikle sig. Måske ved nogle gange at onanere uden porno eller uden at gøre orgasmen til det punkt, hele oplevelsen skal skynde sig hen imod.

Ikke som et genoptræningsprogram for en penis, der har opført sig dårligt.

Mere som en mulighed for at opdage, hvor mange forskellige veje kroppen faktisk har til nydelse.

En pause kan godt ændre noget uden at være en behandling

Der er også personer, som fortæller, at de mærker mere seksuel spænding eller større interesse for partnersex, hvis der går længere tid mellem onani og sex.

Det kan sagtens være en reel oplevelse.

Hvis du eksempelvis har fået orgasme kort tid inden sex, kan din seksuelle respons være anderledes bagefter. Efter orgasme følger en refraktær periode, som især hos mænd kan påvirke muligheden for hurtigt at få en ny erektion og orgasme, og længden varierer betydeligt fra person til person og blandt andet med alderen.

Det kan derfor være ganske fornuftigt at eksperimentere med tidspunktet for onani, hvis du selv oplever et tydeligt mønster.

Det er bare noget andet end at sige, at onani generelt giver rejsningsproblemer.

Nogle gange kan en uges pause fortælle dig noget om din lyst eller dine vaner. Andre gange sker der absolut ingenting, bortset fra at du har brugt en uge på at tænke usædvanligt meget over, at du ikke må onanere.

Begge resultater er information.

Rejsningsproblemet kan befinde sig et helt andet sted end i hånden

Jeg kommer til at tænke på den situation, hvor en person fortæller, at rejsningen fungerer fint under onani, og faktisk også under kys og berøring med partneren. Problemet kommer først, når de nærmer sig penetration.

Så ændrer stemningen sig indeni.

Nu skal den holde.

Og pludselig er det ikke længere onaniteknikken, jeg er mest interesseret i.

Jeg vil vide, hvad der sker i dét øjeblik.

For hvis rejsningen fungerer indtil det tidspunkt, hvor den bliver nødvendig for at kunne gennemføre det, personen opfatter som “rigtig sex”, kan præstationspresset være en vigtig del af historien. En pause fra onani kan måske give en oplevelse af at gøre noget aktivt ved problemet, men den lærer ikke automatisk personen at håndtere den bekymring, der dukker op, når rejsningen igen skal stå sin prøve sammen med en partner.

Man kan derfor sagtens møde op efter 30 dages afholdenhed med præcis den samme tanke:

Bare den holder denne gang.

Det er dén tanke, jeg hellere vil arbejde med.

Onani kan faktisk bruges til noget ret interessant

Onani behøver heller ikke stå på den modsatte side af et velfungerende sexliv. Den kan bruges som et sted, hvor man lærer sin seksuelle respons bedre at kende.

Når der ikke er en partner, man også skal forholde sig til, kan man undersøge noget, der kan være svært midt i sex. Hvor i kroppen mærker jeg egentlig ophidselse? Hvad sker der, hvis jeg sænker tempoet? Kan jeg blive ved det, der føles rart, uden straks at gøre det mere intenst? Hvad sker der med rejsningen, hvis den får lov til at falde lidt, uden at jeg straks forsøger at få den tilbage?

Det sidste synes jeg er særlig interessant ved rejsningsproblemer.

For nogle mænd har fået en oplevelse af, at en erektion helst skal bevæge sig én vej: op og blive der.

I virkeligheden kan rejsninger ændre sig under en seksuel oplevelse. De kan blive fastere, aftage og komme igen. Hvis enhver lille ændring straks bliver mødt med mere stimulation og et mentalt “åh nej”, får man aldrig rigtig erfaring med, at kroppen også kan finde tilbage til ophidselsen.

Onani kan være et ganske trygt sted at opdage det.

Hvornår ville jeg selv blive nysgerrig på onanivanerne?

Jeg ville især spørge mere ind, hvis der er en meget stor forskel mellem onani og partnersex, hvis der kræves en meget bestemt eller kraftig stimulation for at bevare ophidselsen, hvis porno eller onani opleves som nødvendigt for overhovedet at kunne blive seksuelt ophidset, eller hvis personen selv oplever, at vanerne har fået mere plads, end vedkommende ønsker.

Og så ville jeg stadig undersøge resten.

Søvn. Stress. Medicin. Alkohol. Lyst. Relation. Præstationspres. Morgenrejsninger. Fysisk helbred. Hvornår problemet begyndte, og om noget andet ændrede sig omkring samme tidspunkt.

Erektil dysfunktion er et symptom med mange mulige årsager, og vedvarende rejsningsproblemer fortjener en ordentlig vurdering. De kan blandt andet hænge sammen med hjerte-kar-sygdom, diabetes, neurologiske eller hormonelle forhold og bivirkninger fra medicin. Derfor bør nye eller vedvarende problemer også vurderes hos egen læge, især når rejsningen har ændret sig i flere forskellige situationer.

Jeg ville være ked af, hvis en person brugte måneder på at undgå onani for at “fikse” noget, der i virkeligheden havde brug for lægelig opmærksomhed.

Kroppen har ikke brug for at blive straffet

Det er måske den del af hele diskussionen, jeg synes er mest interessant.

Når seksualiteten ikke fungerer, som vi ønsker, får vi utrolig hurtigt lyst til at indføre regler.

Ingen porno. Ingen onani. Ingen orgasme. Nu skal kroppen lære det.

Der kan være noget beroligende ved regler, fordi de giver følelsen af kontrol over en situation, der ellers føles uforudsigelig. Men hvis målet er et mere afslappet forhold til rejsningen, er det værd at overveje, om endnu mere kontrol faktisk er det, der mangler.

Nogle vil have glæde af at ændre deres onanivaner. Nogle vil opdage, at de foretrækker at onanere mindre. Andre vil have gavn af at variere stimulationen, og for nogle viser det sig, at onanien overhovedet ikke var den interessante del af deres rejsningsproblemer.

Der findes ikke et bestemt antal udløsninger om ugen, som kroppen skal holde sig under for at fungere ordentligt.

Så hvis du spørger mig, om du skal stoppe med at onanere, fordi du har rejsningsproblemer, vil mit svar som udgangspunkt være nej.

Jeg vil meget hellere vide, hvad der sker med din rejsning, hvordan din seksualitet ser ud, og hvorfor onanien overhovedet er endt på anklagebænken.

For når vi først ved det, har vi langt bedre mulighed for at arbejde med det, der faktisk foregår.