For mange voksne dukker sætningen op helt af sig selv. Ikke nødvendigvis som en klar tanke, men som en understrøm. En fornemmelse, der melder sig i bestemte situationer. Når kroppen skal vises frem. Når lysten ikke kommer. Når spejlbilledet ikke stemmer overens med det indre billede af, hvordan man burde se ud eller fungere. Der er noget galt med min krop.
Det er en tung fortælling at bære rundt på, og den opstår sjældent ud af ingenting.
For de fleste begynder den ikke i voksenlivet, men i de år, hvor kroppen for alvor træder frem som noget, der kan vurderes. I puberteten bliver kroppen ikke længere bare et sted, man er. Den bliver et sted, hvor man kan blive valgt eller fravalgt. Kommenteret, sammenlignet, kigget på – eller overset. Små bemærkninger, blikke, grin eller tavshed kan få stor betydning, fordi kroppen endnu er ny og uafklaret.
Når kroppen i den periode gentagne gange mødes med usikkerhed, kan der opstå en indre forklaring, som giver mening i øjeblikket. At det er kroppen, den er gal med. At noget ved den ikke passer ind. Det er en forklaring, der giver struktur i kaos, men som samtidig kan blive hængende langt ind i voksenlivet.
I uge 6 taler vi i dag mere åbent om kropsdiversitet og om, at kroppe udvikler sig forskelligt. Det er et vigtigt skridt. For mange voksne voksede op i en tid, hvor forskellighed sjældent blev anerkendt, og hvor kroppen hurtigt blev gjort til et projekt. Noget, der skulle kontrolleres, forbedres eller skjules. Når det ikke lykkedes, blev ansvaret ofte lagt indad.
I voksenlivet kan denne fortælling vise sig på mange måder. Nogle undgår at blive set nøgne. Andre har svært ved at slappe af i intimitet. For nogle bliver seksualitet forbundet med præstation frem for nærvær. Og for mange opstår der en oplevelse af, at kroppen ikke helt spiller med, som den burde. Ikke fordi der nødvendigvis er noget fysisk galt, men fordi relationen til kroppen er præget af mistillid.
Det, der ofte overses, er, at kroppen i disse tilfælde ikke svigter. Den reagerer. Den bærer på erfaringer fra en tid, hvor det var nødvendigt at være på vagt. Når kroppen spænder, lukker ned eller holder igen, er det ofte et udtryk for en gammel beskyttelse, der stadig er aktiv.
Problemet opstår, når denne kropslige reaktion bliver tolket som en fejl. Når voksne begynder at tale til sig selv med den samme hårdhed, som kroppen måske engang blev mødt med udefra. Over tid kan det skabe en dyb afstand til kroppen, hvor den opleves som modstander frem for medspiller.
Med den viden, vi har i dag, ved vi, at relationen til kroppen er afgørende for, hvordan seksualitet udfolder sig. Ikke kun hvad kroppen kan, men hvordan den opleves indefra. Når kroppen bliver forstået som et sted, der har lært noget vigtigt, kan fortællingen begynde at ændre sig. Ikke ved at blive vendt på hovedet, men ved at blive nuanceret.
For mange sker der noget, når de for første gang ser deres kropshistorie i et større perspektiv. Når puberteten ikke længere står som et individuelt nederlag, men som en sårbar periode, hvor kroppen havde brug for støtte, der måske ikke var der. Den erkendelse kan skabe en ny form for mildhed. Og med mildheden følger ofte en større mulighed for at være i kroppen, også i mødet med et andet menneske.
Uge 6 handler ikke kun om at give unge viden. Den handler også om at give voksne et sprog for det, de måske aldrig fik. For når fortællingen om kroppen ændrer karakter, ændrer betingelserne for intimitet sig også. Kroppen bliver ikke perfekt. Men den bliver mere tilgængelig. Og det kan gøre en afgørende forskel.
