Det begynder i sproget, uden at vi opdager det. Uden intention om at skade. Vi siger “skamlæber” og “skamben” helt ureflekteret – ord vi selv lærte som børn, og som bliver gentaget i undervisning, i sundhedssystemet, og i småsnak mellem voksne.
Og det gør noget. For når de mest intime dele af kroppen får navne, der antyder skam, sætter det sig som en stille besked. En hvisken om, at der er noget, man ikke taler højt om. Noget, der er forkert, eller i hvert fald ikke helt okay.
Ordene former virkeligheden
Det er nemt at tro, at det bare er ord. At navne ikke betyder noget, så længe vi ved, hvad vi taler om. Men sproget er ikke neutralt, det er med til at skabe billeder og følelser, og det, vi kalder kroppen, påvirker, hvordan vi lever i den.
Hvis det sted, hvor nysgerrighed, lyst og sanselighed bor, kaldes “skam”, hvor skal vi så lægge vores tryghed? Hvordan kan vi føle os hjemme, hvis sproget vi bruger, føles koldt, teknisk eller direkte nedsættende?
Der mangler et kærligt sprog
Vi har mange ord for kvindekroppen, men alt for få af dem er varme, nære eller respektfulde. De fleste er enten kliniske, som “vagina”, “kønsorganer” – eller præget af slang og pornoficeret kultur, der gør dem svære at bruge i sårbare samtaler.
Der er også de ord, der bliver pakket væk i omskrivninger: “dernede”, “det område”, “det kvindelige”. Som om selve det at tale konkret er for meget.
Det er ikke bare et sprogligt problem
Som sexolog og parterapeut møder jeg igen og igen kvinder, der har svært ved at sætte ord på deres underliv. Ikke fordi de mangler nysgerrighed eller kontakt, men fordi de aldrig har fået et sprog at gøre det med.
Når en kvinde siger: “Jeg føler mig frakoblet min krop”, handler det ofte ikke kun om følelser, men også om ord. Hun har måske aldrig hørt nogen tale om kroppen uden forlegenhed eller latter. Hun har måske aldrig selv sagt ord som “vulva”, “klitoris”, “lyst”, “skede” – ikke med ro eller varme.
Og det får konsekvenser
Det, vi ikke kan navngive, føles fremmed. Det, vi ikke har sprog for, kan vi ikke forbinde os med. Og det, vi ikke tør sige højt, har vi svært ved at eje, mærke og passe på.
Mange kvinder kommer til at leve i kroppen som en slags gæst. De kender ikke terrænet, og de har ikke lært, hvordan man spørger ind til det, sætter grænser, udforsker, nyder. Det hele begynder med sproget.
Hvordan kan det så lyde?
Forestil dig en pige, der fra barnsben lærer, at hendes krop er noget særligt – ikke noget hemmeligt. At hendes ydre kønslæber hedder det, de er – og at det ikke er pinligt. At hun hører ord som vulva, klitoris og nydelse uden rødmen og fnisen, men med ligeværd og naturlighed.
Eller en kvinde i terapi, der for første gang siger højt, hvad hun længes efter. Ikke fordi nogen presser hende, men fordi der er et trygt sprog at bruge.
Det handler ikke om at finde ét rigtigt ord
Det handler om at skabe plads til flere ord. Ord, der føles tilgængelige og værdige. Sprog, der inviterer os til at tale med kroppen og ikke kun om den. Sprog, der kan bære både nysgerrighed, grænser, lyst og sårbarhed – uden at gøre os til objekter, og uden at gøre os forkerte.
Lad os begynde der.
Lad os lytte til, hvordan vi taler om kvindekroppen – i skolen, på hospitalet, i hjemmet og i os selv. Lad os afklæde sproget for skam og i stedet fylde det med respekt og varme.
Det er ikke sentimentalt, det er nødvendigt.
For når vi giver sproget tilbage til kroppen, giver vi også kvinder mulighed for at føle sig hjemme i den. Vi giver adgang til ejerskab, grænser og nydelse. Til at kunne sige: “Dette er min krop, og jeg ved, hvad den hedder.”
Det er ikke bare ord. Det er vejen hjem.
