Der var engang én, der sagde til mig: “Du mærker for meget. Du elsker for meget”
Det var ikke ment som en gave. Det var ment som en advarsel. Som en slags diagnose, en afgrænsning.
Og i lang tid troede jeg, at det var sandt. At jeg måtte dæmpe det. Styre det. Gemme det lidt væk.
Fordi det fyldte. Fordi det var upraktisk. Fordi det gjorde ondt at gå gennem verden med et åbent system, der tog alting ind.
Men jeg ser det anderledes nu.
For det, jeg mærker, er også det, der får mig til at standse op, når et andet menneske trækker vejret anderledes.
Det er det, der får mig til at fornemme, hvornår et “jeg har det fint” betyder det stik modsatte.
Det er det, der får mig til at kunne sidde i stilheden sammen med nogen, uden at presse, uden at fixe.
Bare mærke med.
Og nogle gange… Ja, så gør det ondt. Men det gør mig også i stand til at elske. Ægte. Dybt. Langsomt. Med nærvær og med hele mig.
Så måske er det ikke for meget.
Måske er det bare mere, end vi er vant til at give plads til.
