Det er et spørgsmål, jeg hører oftere end noget andet. Og det er et vigtigt spørgsmål – ikke fordi der findes én rigtig størrelse, men fordi spørgsmålet ofte dækker over noget dybere: usikkerhed, sammenligning, skam eller bekymring for ikke at slå til seksuelt.

Lad os begynde med nogle fakta.

Hvad siger forskningen?

Når penis måles korrekt (i erigeret tilstand, fra roden ved skambenet til spidsen), viser store internationale studier følgende gennemsnit:

  • Gennemsnitlig længde i erigeret tilstand: ca. 13,2-13,5 cm
  • Gennemsnitlig længde i slap tilstand: ca. 9,1 cm
  • Omkreds i erigeret tilstand: ca. 11,6 cm

Det betyder også, at langt de fleste mænd falder indenfor en relativt normal variation, selvom der sjældent er mulighed for at spejle sig realistisk.

Pornografi, locker room talk og kropsidealer på sociale medier skaber nemt et forskruet billede. Det du ser der, er ikke gennemsnittet – det er udvalgt og iscenesat.

Størrelse og sex – hænger det sammen?

Mange tror, at en stor penis er lig med god sex. Det er det ikke. Seksuel tilfredshed handler meget mere om:

  • Tillid og nærvær
  • Kommunikation
  • Kropsbevidsthed og berøring
  • Forståelse for partnerens behov og grænser

Mange oplever faktisk, at meget store penisser kan give smerte frem for nydelse. Det vigtigste er ikke længden, men evnen til at skabe tryghed, lyst og gensidig kontakt.

Hvis du er bekymret: 3 ting du kan gøre
  1. Tjek dine kilder: Har du sammenlignet dig med porno? Det er ikke et realistisk spejl. Brug i stedet sundhedsfaglige kilder og tal.
  2. Undersøg, hvad spørgsmålet dækker over: Handler det om din penis – eller om en mere grundlæggende usikkerhed omkring din krop, præstation eller ønsket om at være god nok?
  3. Tal med nogen: En sexolog eller terapeut kan hjælpe med at folde spørgsmålet ud, så du ikke står alene med det. Mange mænd bliver lettede, når de finder ud af, at deres bekymring er mere almindelig, end de troede.

Der findes ikke én rigtig størrelse – men der findes mange forkerte forestillinger. Hvis du går rundt med tvivl, er du ikke alene. Og du er ikke forkert.

At være tryg i sin krop, sin seksualitet og sin mandighed handler ikke om mål – det handler om relation, kontakt og modet til at være nysgerrig på sig selv og den anden.

Facebook
Twitter
Email
Print