Hun kiggede rundt i sin lejlighed og smilede for sig selv.

Det var ikke en stor lejlighed. Ikke den villa med have, hun havde forladt. Ikke det hjem, hvor der havde været plads til store middagsselskaber og gæsteværelser.

Men det var hendes.

Der stod friske blomster på bordet. En kop te dampede ved siden af en bog, hun havde valgt uden at tage hensyn til andres smag. På væggen hang et billede, hun elskede, men som aldrig havde passet ind i det gamle hjem.

Hun tog en dyb indånding.

Det passede.

Ikke bare lejligheden, men hele livet.

Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig det. Ikke dengang, da hun sagde ja ved alteret og troede, at kærlighed betød for altid.

Men efterhånden var hun begyndt at forstå, at for altid ikke altid betyder sammen.

Jeg har mødt mange, der har stået dér, hvor hun stod for et år siden. Med tvivlen. Sorgen. Frygten for at tage springet.

“Hvad hvis jeg aldrig bliver glad igen?”

“Hvad hvis jeg fortryder?”

“Hvad hvis jeg ender alene?”

Men ingen af de mennesker, jeg har talt med efter et år, to år, fem år, har sagt: Jeg fortryder, at jeg valgte mig selv.

For når vi først har gået vejen gennem sorgen, kommer noget andet til os.

Morgener uden spændinger i brystet.

Friheden til at tage beslutninger uden at skulle forhandle sig selv væk.

Glæden ved at opdage, at man stadig kan blive overrasket over sig selv.

For hende betød det at rejse alene for første gang i sit liv. At sidde på en café i en fremmed by og nyde sit eget selskab. At opdage, at stilheden ikke var tom, men fyldt af noget nyt.

For andre betyder det noget helt andet.

Men fælles for dem er, at de finder hjem igen.

Ikke nødvendigvis til en ny partner. Ikke nødvendigvis til en perfekt lykkelig slutning.

Men til sig selv.

Og når det sker, når de en dag stopper op og indser, at livet passer igen – så ved de, at de traf den rigtige beslutning.