Hun sad foran mig med hænderne foldet i skødet. Øjnene flakkede mellem mit blik og et punkt langt væk.

“Jeg elsker ham stadig,” sagde hun lavmælt. “Men jeg ved ikke, om det er nok længere.”

Tårerne pressede sig på, men hun blinkede dem væk. Som om hun ikke engang tillod sig selv at græde over det endnu.

Det er en af de sværeste erkendelser i et forhold. At kærlighed i sig selv ikke altid er nok.

Vi bliver tit fortalt, at hvis vi virkelig elsker nogen, så bliver vi. At vi kæmper. Holder fast. Finder en vej igennem.

Men sandheden er, at nogle gange er kærligheden ikke det, der mangler.

Nogle gange er det trygheden, der er væk.

Nogle gange er det respekten, der langsomt er blevet slidt ned.

Nogle gange er det bare følelsen af, at vi har givet alt, vi kunne, og at det stadig ikke føles rigtigt.

At blive kræver mod.

At gå kræver mod.

Og der er ingen rigtig eller forkert beslutning. Der er kun dét, der føles mest sandt for dig.

Jeg har set par genfinde hinanden efter at have været på randen af opbrud. Jeg har set mennesker forlade et forhold og blomstre, på en måde, de aldrig ville have gjort, hvis de var blevet.

Begge veje kan være rigtige. Den eneste sandhed, der betyder noget, er din egen.

Så hvis du står i tvivlen, så spørg dig selv:

Er jeg her, fordi jeg virkelig vil være her?

Eller er jeg her, fordi jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg går?

Kærlighed er vigtig. Men den skal bæres af mere end bare følelser. Den skal bæres af gensidig omsorg, respekt og en vilje til at vælge hinanden – hver dag.

Og hvis du, dybt inde, ved, at du ikke længere kan vælge det – så er det også kærlighed at give slip.