Det er en af de der sommerdage, hvor alt står lidt stille. Haven er grøn og støvet, og solen ligger tungt på fliserne. En mor og hendes datter er på vej ud ad døren, mod stranden.
Moderen prøver en badedragt og trækker den ned igen.
“Ej, det går ikke. Jeg ligner en flodhest.”
Hun griner lidt. Det er sagt halvt i sjov, som noget hun er vant til at sige. Noget, hun selv har hørt én sige engang, måske hendes egen mor.
Datteren kigger. Hun siger ikke noget, men hun ser det. Ser hvordan blikket glider kritisk hen over spejlbilledet. Hvordan skuldrene bliver mindre, og hvordan smilet forsvinder for en stund.
Et par uger senere står datteren foran spejlet. Hun er 10 år og prøver en ny kjole. Hun kigger sig selv an og siger:
“Jeg ser dum ud. Jeg er ikke pæn i den.”
Moderen vender sig om. Hun kender sætningen, og den stikker. For det er hendes egen stemme, der kommer ud af datterens mund. Ikke ordret, men følelsen. Selvkritikken, den lille afstand til kroppen, som om den skal måles, rettes, gemmes lidt væk.
Det er ikke ondt ment, det er ikke engang bevidst, men vi lærer vores børn at tale til sig selv, i måden vi selv gør det på. De spejler ikke kun vores tøjstil og vaner, de spejler også vores forhold til kroppen, sårbarhed, blikket og til værdien.
Sommerens varme lokker os ud af tøjet, men for mange af os kommer det med en indre stemme:
“Kan man tillade sig det her?”
“Ser det forkert ud?”
“Er jeg for meget?”
Og måske er det netop her, vi har mulighed for at bryde en kæde, ikke ved at lade som om vi elsker alt ved os selv hele tiden, men ved at tale anderledes, mere nænsomt, levende og sandt. For når vi siger til os selv:
“Den her krop bærer mig, den får mig til at mærke sommeren, den er min”, så hører vores børn det, og måske lærer de at gøre det samme.
Kroppen er ikke problemet, men ordene kan være det, og dem kan vi vælge med mere kærlighed.
Til os selv. Og til dem, der lytter.
