Der findes oplevelser, der sætter sig i kroppen som små ar. For mange med ordblindhed er det ikke kun bogstaverne, der driller – det er blikkene, spørgsmålene, de stille misforståelser.
“Hvorfor kan du ikke bare lære det?”
“Har du ikke øvet dig?”
Jeg har hørt børn og unge sætte ord på det:
“Jeg prøver jo alt, hvad jeg kan – hvorfor tror de, jeg ikke kan finde ud af det?”
Det er netop dér, skammen kan sætte sig. Ikke fordi man ikke kæmper. Ikke fordi man ikke har evner. Men fordi omgivelserne misforstår, og fordi man begynder at tro, at det siger noget om ens værdi.
Skammen, der bliver siddende
Skam er tung. Den kan følge med, længe efter at skolebøgerne er lukket. Minderne fra klassen, hvor man læste langsommere. Rettelserne, der kom igen og igen. De andres blikke, når man brugte længere tid.
Ordblindhed handler ikke om intelligens. Det handler om, at hjernen arbejder på sin egen måde. Men når omverdenen ikke forstår, kan man komme til at tro, at man er doven eller dum.
Og når den tanke først sætter sig, kan den være svær at slippe.
Lettelsen i at sige det højt
For mange kommer der et vendepunkt, når man tør og kan sige ordene: “Jeg er ordblind.” Det ændrer ikke alt på én dag. Skammen kan stadig sidde der, men det giver et sprog, en forklaring – et fællesskab.
Pludselig er man ikke alene. Pludselig kan man vise, at det ikke er manglende vilje, men en anden måde at lære på.
Det er en lettelse, og for nogle første skridt mod at slippe følelsen af at være forkert.
Når det skjulte får lys
At sige det højt betyder, at det, der før var en hemmelighed, bliver synligt. Det giver mulighed for at finde hjælpemidler, strategier og støtte – men også for at blive set for hele det menneske, man er.
Det handler ikke om at overse det svære. Følelserne er stadig virkelige, men det handler om at turde stå i lyset med dem. For i det øjeblik kan selvværdet få lov at gro nye rødder.
At eje sin historie
Ordblindhed kan bringe ressourcer med sig: en stærk mundtlighed, en visuel sans, evnen til at se løsninger på utraditionelle måder. Men for at man selv kan mærke de styrker, kræver det, at man tør tage ejerskab over sin historie.
At sige: “Ja, jeg er ordblind, og jeg er stadig alt det andet, jeg også er.”
Hvad vi kan gøre som omgivelser
Vi, der står omkring, spiller en vigtig rolle. Når vi møder mennesker med ordblindhed med respekt, tålmodighed og nysgerrighed, kan vi være med til at opløse noget af den skam, der ellers kan sætte sig.
At sige: “Jeg ser din indsats, og det siger intet om din værdi” kan være en lille sætning med en stor virkning.
Ordblindhed handler om mere end at læse og skrive. Det handler om følelser, selvværd og relationer. Og det er her, vi kan gøre den største forskel – ved at se hinanden for det hele menneske, ikke kun for det, vi præsterer.
Mit håb
Det betyder noget for mig at skrive dette. Jeg har set, hvordan skammen kan sætte sig, og hvor stor en forskel det kan gøre at få et sprog og en forståelse. Jeg har set, hvordan det kan forvandle en tung følelse til en ny styrke.
Mit håb er, at vi kan blive bedre til at møde mennesker med ordblindhed med varme, forståelse og respekt. At vi kan hjælpe hinanden til at eje vores historier.
For jeg tror på, at styrken allerede findes derinde – i modet til at stå ved sig selv, også når det er svært.
