Duften af røg og nyslået græs blander sig med lyden af latter og vin, der skænkes i plastikkrus. Et barn løber forbi med bare tæer, nogle spiller guitar, nogle kysser i skyggen. Bålet knitrer. Vi sidder tæt, bar hud mod et tæppe, en hånd der strejfer en anden. Det føles let, lyst og næsten helt fortryllende.
Vi kalder det tradition. Vi kalder det midsommer. Og vi hygger os.
Alligevel er der et sted i mig, der bliver stille. For midt i varmen og samværet, gemmer der sig også en fortælling, vi sjældent taler om. En fortælling om frygt, og om mennesker, der blev brændt, fordi de ikke passede ind.
Ikke hekse. Mennesker. Ofte kvinder. Nogle gange mænd. Nogle gange hele familier.
Nogle var urtekloge, andre var bare anderledes. Sensitive. Sanselige. For frie. For vilde. For kloge. For svære at kontrollere. De gik deres egne veje. De sagde fra. De sagde nej. Eller de sagde ja – til deres lyst, deres viden, deres kraft.
De bar på noget, som skræmte:
Intuition. Kroppens sprog. Seksuel frihed. Viden uden om systemet. Evnen til at føle – og turde stå ved det.
Det, vi i dag langsomt forsøger at finde hjem til. Dengang blev det set som farligt, og vi brændte dem, vi ikke forstod. Kaldte det for renhed, for orden, for nødvendigt.
I dag står vi stadig omkring flammerne. Nu med vores børn på skuldrene og en dukke i ilden. Vi synger om midsommer, og kalder det uskyldigt. Og måske vil nogen mene, at denne artikel ødelægger stemningen. At jeg kunne have ladet være. Holdt mund. Men måske er det netop dét, vi skal gøre op med.
Vi kan ikke skrive historien om, hvis vi ikke tør se den i øjnene. Og vi kan ikke skabe nye ritualer, hvis vi ikke stiller spørgsmål til dem, vi bærer videre. Så lad os spørge:
Hvad er det egentlig, vi sætter ild til?
Hvad ønsker vi at give slip på?
Og hvad ønsker vi at tænde op i?
For måske kender du det.
Den kvinde, der har svært ved at give sig hen. Som spænder op, når nydelsen nærmer sig. Ikke fordi hun ikke vil, men fordi hun har lært, at kroppen skal kontrolleres.
Måske kender du manden, der aldrig lærte at tale om følelser, fordi hans sårbarhed blev gjort til skam.
Eller barnet, der bliver irettesat for at være “for følsom” eller “for vild” – når det i virkeligheden bare er ærligt og naturligt.
Måske bærer vi alle på små bål indeni. Gamle flammer, som ikke længere brænder, men som kan tændes med en ny bevidsthed:
Ikke for at fordrive – men for at inkludere.
Ikke for at glemme – men for at huske.
Ikke for at gentage historien – men for at ære dem, der gik forrest.
Vi kan tænde flammerne for det, der engang blev gjort forkert.
For intuitionen, som ikke kan måles.
For følelserne, der ikke skal forklares væk.
For nydelsen, som ikke skal tæmmes.
For forskellighed, livskraft og retten til at være.
Vi kan lade bålet brænde – ikke som dom, men som hyldest. En flamme for dem, der blev stemplet som forkerte, før vi forstod deres mod. For dem, der bar kraften, før vi fik lov.
Og for os, der stadigvæk mærker arven. Vi kender den.
Følelsen af at fylde for meget, at tale for højt, at føle for dybt, at gå imod strømmen.
Når vi tager ordet, og mærker blikkene. Når vi siger ja til kroppen, og når vi siger nej til det, der ikke føles rigtigt.
Det er historien, der hvisker i os. Men det er også håbet, der hvisker tilbage.
Må Sankt Hans blive et ritual for styrke og kærlighed.
For et fællesskab, hvor vi alle må være, med alt hvad vi er.
Med plads til både vildskab og sårbarhed.
Til magi, intuition og nydelse.
Til det bløde og det stærke. Det sagte og det rå.
Et fællesskab, hvor vi tror på retten til at være dem, vi er født til at være.
Uden skam. Uden små kasser. Uden frygt for at brænde op i mødet med os selv eller hinanden.
Men med bevidsthed, varme og frihed.
Må flammerne varme – ikke brænde.
God Sankt Hans.
