Vi taler ofte om sex som noget, vi deler. Noget, vi giver. Noget, der skaber kontakt. Og det er det også. Men nogle gange glemmer vi, at vi også må tage. At vi må nyde – for vores egen skyld. At sex også gerne må være egoistisk. Ikke egoistisk som i ligeglad. Men egoistisk som i ærligt. Levende. Forbundet indefra og ud.
At turde være i sin egen lyst. I sit eget behov. At være til stede i kroppen uden hele tiden at afkode den andens. Det kan føles grænseoverskridende. Men det er også her, vi nogle gange finder hjem.
Må jeg godt ville det her – for mig?
Der kan sidde mange gamle fortællinger i kroppen om, at sex handler om at please. Om at sørge for, at den anden nyder. At man er god nok, hvis man kan tilfredsstille. Og det er jo smukt at ville hinanden det godt. Men hvis vi altid er “ovre i den anden”, risikerer vi at forlade os selv. Og det mærkes – både for dig og den, du er sammen med.
Du må godt ville noget, bare fordi det føles godt. Du må godt nyde uden at skulle forklare det. Du må gerne tage dig din tid, lukke øjnene, bevæge dig på din egen måde. Du må være sansende og egoistisk og tilstede i dig – og stadig være et kærligt menneske, det sikrer sig samtykke.
For egoisme og samtykke behøver ikke altid udelukke hinanden. Faktisk er der en stor frihed i, at begge parter tør mærke sig selv – og samtidig lytter til hinanden.
Sex skal ikke altid se pænt ud
Vi har så mange billeder i hovedet af, hvordan sex bør være. Smukt. Strømlinet. Lydløst eller erotisk på en bestemt måde. Men sex i virkeligheden? Det kan være rodet, kantet, skrøbeligt, fuldt af grin eller tårer. Det kan være for meget eller for lidt – og stadig ægte.
Vi må gerne ryste lidt på hånden. Glemme os selv. Komme til at grine. Tage en pause. Trække vejret dybt og begynde forfra.
Når vi slipper behovet for at performe – og i stedet begynder at mærke – så sker der noget. Nærheden opstår. Ikke fordi vi spiller en rolle, men fordi vi er os selv. Også når vi er mest sårbare. Også når det ikke er pænt.
Det egoistiske og det sanselige – i balance
At være i sin egen krop, mærke sin egen lyst og turde følge den, er ikke et svigt af den anden. Det er en gave. For når du tør være dig selv i mødet, åbner du også døren for, at den anden kan gøre det samme.
Og her ligger den virkelige intimitet:
Ikke i at vi gør alt for hinanden, men i at vi tør være os selv sammen.
At vi både giver og tager.
At vi både spørger og mærker efter.
At vi både lytter og vover.
Der er intet forkert i at være optaget af sin egen nydelse – så længe vi bevæger os med respekt, med samtykke og med tilstedeværelse. Når du mærker dig selv og følger det, du har lyst til – med en opmærksomhed på den andens grænser og signaler – så skaber du ikke afstand. Du skaber tryghed.
Du viser, at du tør være dig. Og det smitter. Det inspirerer. Det åbner.
Et lille øvelsesforslag – til dig eller jer
Sans dig selv – uden forventning.
Prøv at sætte 15 minutter af, hvor du ikke skal “præstere” noget.
Læg dig ned. Gør det rart. Træk vejret. Mærk din hud, dine hænder, dit åndedræt.
Hvis du har lyst, så rør ved dig selv, men uden mål.
Lad kroppen vise dig, hvad der føles godt. Ikke hvad du “plejer” at gøre.
Spørg dig selv: Er det her for mig?
Og lad svaret være nok.
Hvis I er to:
Aftal en stund, hvor den ene får lov til at modtage – uden at skulle give noget igen.
I kan tage et kvarter, hvor den ene bare sanser og nyder.
Skab et trygt rum, hvor alt sker med samtykke og ro.
Efterfølgende kan I tale om, hvordan det var – at få, at tage, at give, at nyde.
Det kan være meget stærkt at opdage, hvor meget nærvær der faktisk ligger i det egoistiske.
