(når omgivelser og forventninger sætter sig i kroppen)
Rejsningsproblemer handler ikke altid kun om det biologiske eller det psykiske.
Ofte spiller de sociale og relationelle faktorer også en rolle – påvirkninger udefra, som vi måske ikke altid er bevidste om, men som alligevel sætter sig i kroppen og i seksualiteten.
Når forventningerne bliver tunge at bære
Hvilke forventninger har du til dit sexliv – og til din rejsning?
Hvad forventer du af dig selv? Og hvad tror du, andre forventer af dig?
For nogle kan livsforandringer som arbejdsløshed, sygdom i familien, økonomiske bekymringer eller større livskriser skabe en følelse af utilstrækkelighed, som også påvirker lyst og rejsning.
Andre oplever, at begyndernervøsitet, manglende seksuel erfaring eller et stort forbrug af porno skaber et urealistisk billede af, hvordan sex “bør” være – og at kroppen reagerer derefter.
I parforholdet
I langvarige relationer kan forskelle i lyst og tændingsmønstre blive tydeligere.
Dårlig kommunikation, afvisninger eller konflikter kan skabe en stiltiende afstand, hvor strategier for at undgå sex tager over.
Når man ikke længere føler sig ønsket – eller selv har svært ved at ønske – kan det påvirke både lysten og selve rejsningen.
I nogle tilfælde opstår impotens også som en reaktion på sorg: efter dødsfald, tab af en vigtig relation, eller når kærligheden til én, man virkelig har holdt af, går i stykker.
Case: Simon 25 år
Simon henvender sig, fordi han oplever problemer med rejsningen sammen med sin partner. Han kan mærke, at det hænger sammen med negative tanker om sig selv og en frygt for ikke at slå til.
I hans opvækst blev der ikke talt om sex – det var noget, der var forbundet med noget forkert. I dag sidder det som en følelse af skam og usikkerhed, og han føler sig fastlåst og alene i det.
Samtalerne kredser om hans tanker, følelser og kropslige reaktioner.
Vi arbejder på at løsne fastlåste mønstre og aflære det pres, han har båret med sig.
Jeg introducerer ham til teknikker, som kan hjælpe – bækkenbundsøvelser, der styrker kontrol og blodgennemstrømning, og åndedrætsøvelser, der kan dæmpe tankemylder og skabe ro i kroppen.
Senere inviteres hans partner med, så vi kan sætte ord på det, der ellers forbliver usagt.
Sammen prøver de sensualitetstræning – en øvelse i at være tæt på hinanden uden krav om præstation eller orgasme.
Den sociale fallos
I vores kultur fylder det mandlige kønsorgan meget – både visuelt og symbolsk.
Film, reklamer, popkultur og memes er fyldt med fallossymboler og idealer om at være større, stærkere, mere.
På pornosider fremhæves store peniser.
Penisforstørrelse markedsføres som vejen til selvtillid.
Vi taler om “big dick energy” som social kapital.
Og bag spøgefulde kommentarer som: “Han må kompensere for noget andet” lurer et billede af, at en stor og altid fungerende penis er selve målet.
Når mandlighed kobles så direkte til evnen til at få og holde rejsning, kan det blive svært at rumme, når kroppen reagerer anderledes.
Seksualitet er mere end en rejsning
Ideen om, at en mand altid skal være begærlig, udholdende og veludrustet, skaber et snævert og usundt billede af mandlig seksualitet.
Men virkeligheden er bredere:
- Det er muligt at give og modtage nydelse uden en rejst penis.
- Det er muligt at være tæt på og sanselig, selv når kroppen har sine egne rytmer og pauser.
Når forventningerne sættes lidt fri, kan seksualiteten få mere plads til at være lige præcis dét, den er.
Hvis du genkender noget i Simons historie – eller hvis du oplever, at omgivelsernes pres står i vejen for nærvær og lyst – er du altid velkommen til at række ud.
Det kan føles tungt at stå med alene, men det behøver du ikke.





