Du hører det måske ikke, men hun gør.
Når veninden siger: “Den top ville jeg aldrig kunne have på”.
Når en mor sukker foran spejlet og mumler: “Jeg er bare så klam”.
Når nogen i forbifarten bemærker appelsinhud, strækmærker, mavedeller eller bryster, der ikke længere “sidder som før”.
Det er små ord. Halvt i sjov, halvt i alvor. Ofte sagt i blinde, og næsten altid med en vis selvkritik i munden.
Men det sætter sig.
For mange kvinder vokser op med at være betragtet. Som noget, der kan kommenteres, bedømmes, og vejes. Og ofte gør vi det også mod os selv, som en indre stemme, der altid kigger med udefra. Selv når ingen siger noget, er den der:
“Ser det her mærkeligt ud?”
“Kan man se min mave, når jeg ligger sådan?”
“Er jeg for meget nu?”
Og når kroppen samtidig bliver genstand for stiltiende kommentarer, i kommentarfeltet, ved poolen, på gaden eller i familiesamtalerne, så bliver den aldrig helt fri.
Vi siger, at vi er blevet mere kropspositive. At vi kan rumme flere former og størrelser, men mange kvinder mærker noget andet:
En ny slags pres, en ny slags forventning. Nu skal vi ikke bare være slanke, vi skal også være glade for os selv hele tiden. Og hvad gør det ved kvindekroppen, når den både skal være perfekt og afslappet, attraktiv og naturlig, afslappet og stram?
Den spænder, tvivler, og trækker sig. Nogle gange lukker den helt ned. Det er ikke altid noget vi ser, for hun klæder sig stadig pænt på, går stadig i badet, tager stadig med til stranden.
Men måske er der en lille hårdhed i blikket.
Et tæppe over maven, en afstand i intimiteten, som ikke handler om lyst, men om blik.
Når kroppen føles som noget, man hele tiden skal forholde sig til, så bliver den svær at være hjemme i. Og det er her, vi – som samfund – må tage ansvar.
Vi skal ikke bare tale pænere om kroppen, vi skal også tale mindre om den, når den ikke er vores. Lade være med at bemærke andres lår, bryster, navler, overarme – selv når de ikke hører det.
Lade være med at sige “jeg kunne aldrig bære den kjole” med blikket rettet mod en anden kvinde, som netop har den på. Lade være med at kommentere vores egen krop negativt, især foran børn, som endnu ikke har lært at se deres egen med skam.
For sproget og blikket hænger sammen. Og hvis vi gerne vil have kvinder til at føle sig hjemme i deres krop, må vi også skabe et rum, hvor kroppen får lov til at være i fred.
Ikke for at gøre den usynlig, men for at give den tilbage til hende, den tilhører.
