Vi lærer tidligt, hvad vi bør og ikke bør gøre med vores kroppe. For piger handler det ofte om at samle benene, holde sig tilbage, være attraktiv, men ikke for inviterende. Vi får at vide, at vi skal opføre os pænt, ikke være for meget, for højlydte eller utæmmede i vores udtryk og nydelse. Vi lærer at skjule det, der kan gøre os til “for meget”. Det er som om vi bliver begrænset til at spille en rolle, der er formet af andres forventninger om, hvad en “god” og “pæn” kvinde bør være.
For drenge ser vi noget andet: Der er en forventning om, at de skal være de stærke, uafhængige, robuste figurer. De får at vide, at deres følelser ikke må fylde, at de ikke skal græde, at de skal være i stand til at præstere og tage kontrol. I et parforhold bliver det ofte forventet, at mænd skal være den dominerende part, den, der holder sammen på det hele, uden plads til at være sårbar eller udtrykke sårbarhed.
Ordene vi bruger om kroppen
Sproget former vores forståelse af os selv, og når det kommer til krop og seksualitet, bærer mange af de ord vi bruger, en historie af skam og kontrol. Tag for eksempel ordene som skamben og skamlæber – betegnelser der antyder, at denne del af kroppen er forbundet med noget forkert eller skamfuldt. Men hvorfor skulle den være det? Hvorfor har vi ord, der knytter skam til noget så naturligt som vores egen krop?
På andre sprog findes der mere neutrale eller endda positive betegnelser, men på dansk hænger de gamle ord stadig ved. Og det betyder noget. Det påvirker hvordan vi ser på vores egen krop, hvordan vi taler om den, og hvordan vi føler os i den. Når vi fra barnsben lærer, at visse dele af kroppen er ”skamfulde”, kan det sætte sig dybt og gøre det sværere at føle os frie, trygge og naturlige i vores egen seksualitet.
Men vi behøver ikke at gentage de gamle mønstre. Vi kan vælge at tale om vores krop med respekt, kærlighed og nysgerrighed. Vi kan udfordre sproget, stille spørgsmål ved det og bruge ord, der giver plads til stolthed frem for skam. For vores krop er ikke noget, vi skal skjule eller undskylde – vores krop er noget, vi må eje og hvile i, fuldt og helt.
Vi har rykket os, men ikke helt i mål
Heldigvis er der sket en udvikling. I dag har vi langt større frihed til at udtrykke os selv, og de traditionelle kønsroller bliver oftere udfordret. Vi ser flere drenge der modigt tør vise sårbarhed, og flere piger der tager plads uden at undskylde for det. Der tales åbent om samtykke, grænser og retten til egen krop. Mange forældre opdrager deres børn med større bevidsthed, og vi ser en voksende accept af mangfoldighed, både i køn, seksualitet og måden at være menneske på.
Men det betyder ikke, at vi er i mål. Vi ser stadig, hvordan små piger får at vide, at de skal være søde og ikke larme for meget, mens drenge lærer, at de skal være stærke og ikke græde. Vi ser stadig forventninger om, at kvinder skal balancere mellem at være attraktive, men ikke for seksuelle, og at mænd skal præstere og tage initiativ. Og selvom vi i dag taler mere åbent om kønsidentitet og seksualitet, er normerne stadig stærke – både i vores sprog, i vores kultur og i de forventninger vi ubevidst viderefører.
Ændringer tager tid, og vi formes stadig af de fortællinger, vi er vokset op med. Men jo mere vi tør udfordre dem, jo mere frihed giver vi både os selv og hinanden til at være dem, vi virkelig er.
Hvordan påvirker disse normer vores parforhold og intimitet?
Det starter med, hvordan vi ser på os selv. Hvis vi er vokset op med den forståelse, at vi skal “fylde mindre” – hvad betyder det så for, hvordan vi er i et forhold? Når vi har lært at holde noget tilbage i vores kroppe, vores følelser, vores seksualitet – hvordan skal vi så kunne dele det hele med en partner på en åben og sårbar måde? Hvordan skal vi kunne udtrykke vores dybeste ønsker, når vi har fået at vide, at noget af det vi føler og ønsker er “for meget”?
I et parforhold er det vigtigt at kunne være sig selv og være ægte. Men det kræver også, at vi tør tage vores plads – ikke kun i forholdet, men også i den verden vi lever i. Vi må tillade os selv at fylde, at udtrykke vores lyst, vores grænser, vores behov og vores ønsker. For os alle betyder det at kunne dele sårbarheder og opbygge intimitet, uden at vi føler, at vi skal leve op til nogle urealistiske, samfundsdikterede idealer.
Vi lærer i mange tilfælde, at vi skal “passe ind” – i et parforhold, i seksualitet, i samfundet. Men hvad nu hvis det ikke handler om at passe ind? Hvad nu hvis det handler om at finde en partner, der ser os for den, vi virkelig er, og respekterer den plads, vi behøver at fylde for at være hele mennesker?
Hvordan ser det ud, når vi ser os selv og vores partner som hele individer?
Det betyder, at vi tør være her med alt, hvad vi er – ikke kun de sider, vi har lært er acceptable, men hele spektret af følelser, erfaringer og længsler der hører til det at være et helt menneske. At vi ikke behøver at holde noget tilbage, ikke skamme os over vores sårbarhed, styrke, lyst eller behov.
Når vi slipper forestillingen om, hvordan vi burde være, giver vi os selv og hinanden frihed. Frihed til at være autentisk. Til at elske uden at skjule noget. Til at mærke, udtrykke og fylde – ikke kun som vi er, men også som vi gerne vil være.
