Hun står i skumringen med håret løst og vinden som eneste smykke. Varmen fra bålet kærtegner hendes kind, mens de andre griner og skåler bag hende.
Men hun er ikke helt med. Ikke helt der. Noget i hende er et andet sted. Et ældre sted. Et sted hvor kvinder sad i kreds og delte viden om urter, om kroppen, om åndedræt og lyst.
Et sted hvor begær ikke var farligt, men bare ægte og naturligt.
Sankt Hans bærer på en mærkelig dobbelthed.
Vi siger, vi fejrer lyset. Sommeren. Men vi brænder også heksen. Vi sender hende af sted højt op i luften, som en slags advarsel forklædt som fest. Og det kan godt være, at det bare er en dukke på toppen af bålet, men for mange kvinder brænder noget andet:
Noget i kroppen, vi har lært at gemme væk.
Hun mærker stadigvæk heksen i sig. Og hun er ikke ondt. Hun er vild, utæmmet, lidenskabelig, nysgerrig, stærk og sårbar.
Hun er den, der siger nej – og den, der siger JA!
Den, der tør tage plads i sengen uden at holde vejret eller vurdere sig selv udefra.
Hun er den, der ikke beder om lov for at føle.
Den, der ikke tæmmer sine lyster.
Men det er ikke så let.
Hun er også mor. Kæreste. Kollega. Datter.
Hun ved, hvordan man skal opføre sig.
Hun kender til det glatte smil og de pæne ord.
Hun har lært at elske uden at forstyrre, og at give uden at kræve.
Så når hun mærker heksen i sig – når kroppen begynder at længes, når hun drømmer våde drømme eller får lyst til at råbe og stønne og tage – så dukker skammen også op.
For hvad nu hvis nogen ser hende?
Hvad nu hvis hun tager sin partner for vildt, og bliver afvist?
Hvad nu hvis hun siger, hvad hun længes efter – og bliver mødt med tavshed?
Hvad nu hvis hun nyder for meget, og mister kontrollen?
Men måske…
Måske er det netop dét, vi skal øve os på:
At miste lidt mere kontrol. At nyde uden præstation. At lade heksen få lov til at tage kroppen i hånden – og føre den hjem.
For heksen i os er ikke farlig. Hun er levende. Hun kalder os tilbage til os selv – til kroppens sprog, til lystens puls, til det ubesværede.
Og Sankt Hans-natten, med lys og mørke i ét, er måske den fineste påmindelse:
Du godt må larme, du må godt tage, og du må godt mærke, længes, nyde, forføre. Uden at brænde dig på det, men næres af det.
Så i nat, eller en anden aften, hvor noget i dig rører på sig, så stil dig i varmen, og mærk hende i dig. Og måske, bare måske, skal hun ikke sendes væk med røg og latter.
Måske skal hun ønskes velkommen hjem.
Til dig, der mærker vildskaben, dig der længes efter ro og råhed på samme tid, dig der ikke længere vil skrue ned for at passe ind, der er plads til dig.
Også i sengen.
Plads til din stønnende krop.
Til dine behov, dine grænser og din lyst.
Til det, der ikke er poleret, men ægte.
Plads til det vilde blik og den utålmodige hånd.
Til orgasmen, der vælter gennem dig og river noget med sig.
Til den svedige hud og det uperfekte lys.
Til at elske uden at trække maven ind.
Til at tage imod uden at undskylde.
Du må gerne give slip.
Du må gerne miste kontrollen.
Lade dig føre af din lyst, uden at forklare eller korrigere.
Lade orgasmen åbne noget i dig – og mærke, at det er kraft, ikke svaghed.
Når du nyder, er du ikke mindre værd. Du er mere hjemme.
Heksen i dig ved det godt.
Hun har altid vidst det.
Hun er ikke farlig. Hun er fri.
