Der står reklamer med røde hjerter i vinduerne, chokolade i særlige indpakninger, og blomsterbuketter til overpris. Rundt omkring i butikkerne er det svært at overse, at Valentine nærmer sig. Og et sted derhjemme siger nogen: “Det er jo bare noget, butikkerne har fundet på.” “Jeg vil hellere have blomster en helt almindelig dag.”og “Vi fejrer det ikke.” Sætninger, de fleste af os har hørt – og måske selv har sagt. Ofte sagt med et lille træk på skuldrene, som om Valentine mest er noget, man skal tage afstand til, for ikke at virke naiv, romantisk eller let at lokke i en forbrugsfælde. Men bag disse sætninger, er der ofte noget mere end kritik af kommercielle mærkedage.
De fleste par og familier kender følelsen af, at hverdagen langsomt tager over. Dagene går, og ugerne løber. Der skal handles ind, køres til fritidsaktiviteter, svares på mails, vaskes tøj og betales regninger. Man lever sammen, samarbejder og får tingene til at fungere. Og pludselig opdager man, at man taler mere om madplaner end om hinanden. Mere om logistik end om længsler. Mere om det praktiske end om det personlige. I sådan en hverdag kan Valentine let føles som endnu et krav oveni alt det andet. Endnu en forventning. Endnu en mulighed for at blive skuffet – eller for selv at føle sig utilstrækkelig. Så er det lettere at sige: “Vi går ikke op i den slags.”
Men hvad nu hvis, dagen ikke handler om dyre gaver, perfekte middage eller store romantiske gestus? Hvad hvis den i stedet kan bruges som en blid påmindelse? En anledning til at stoppe op og spørge sig selv: Hvordan har vi det egentlig sammen? Hvornår sad vi sidst og talte uden at blive afbrudt? Hvornår mærkede jeg mig selv i dig – og dig i mig? Relationer passer ikke sig selv. De lever af opmærksomhed, nysgerrighed og små gentagne handlinger. Valentine kan være en mulighed for at justere kursen en smule.
Kærlighed er ikke kun romantik mellem to voksne. Den findes også i relationen til vores børn, i venskaber, der har båret os gennem livet, i omsorgen for vores forældre, i fællesskaber, vi er en del af, og i måden vi taler til os selv på. Jeg siger ofte til mine børn, at Valentine handler om at huske hinanden. Om at vise kærlighed i mange størrelser. Det kan være et kort til en bedsteforælder, en besked til en ven, en ekstra opmærksomhed til en, der har det svært, eller et “jeg er glad for dig”, der ikke er pakket ind i hverdagens travlhed. Kærlighed bliver stærkere, når den får lov at cirkulere og bevæge sig mellem mennesker – ikke kun centreres ét sted.
Mange forestiller sig, at kærlighed skal være noget stort for at tælle. At den skal kunne mærkes tydeligt og vises på en særlig måde. Men i praksis bor den sjældent dér. Den bor i de små bevægelser. I en hånd på ryggen i forbifarten. I en kop kaffe, der bliver sat frem uden at blive bedt om det. I en besked midt på dagen. I et ærligt “hvordan har du det egentlig?” eller et øjebliks fuld opmærksomhed. Små handlinger, der igen og igen siger: “Jeg ser dig, og du betyder noget for mig.” Valentine kan være en anledning til at genopdage netop dét.
Det er helt legitimt ikke at ville gøre et stort nummer ud af Valentine. Man behøver ikke balloner, roser eller tre retters middag for at elske. Men måske er dagen alligevel værd at bruge. Som en påmindelse om, at relationer er levende. At nærhed skal plejes. At kærlighed ikke er en selvfølge, men en gave, vi giver hinanden igen og igen. Ikke kun den 14. februar, men alle de andre dage, hvor livet ellers får lov at fylde det hele.
Valentine behøver ikke være en fest. Den kan også bare være et øjeblik, hvor vi husker hinanden – og husker kærligheden.
